Analyse
Det skulle have været så fikst. Kirkeministerens spindoktor ringede rundt til journalisterne for at sikre sig, at de tog imod indbydelsen til morgen-te med Tove Fergo den 1. september. I ministeriets prydelige mødesal var dækket op med boller og blødt brød, og ministeren og hendes departementschef, Finn Langager Larsen, stillede sig til rådighed.
Man lod journalisterne forstå, at Fergo havde høstet dårlige erfaringer med sin lukkethed over for pressen og nu ville slå ind på en åben og imødekommende linje. Morgen-te-mødet var blot en begyndelse. Det skulle siden vise sig navnlig at være begyndelsen til enden på departementschefen. I forgårs fyrede Fergo ham, og forløbet kan spores direkte tilbage til 1. september-slabberadsen.
Ministeren og hendes rådgivere havde planlagt, at det skulle være et reklamefremstød for en fin ny hjemmeside, som ministeriet har lagt ud på nettet, og for et demokrati-oplæg, som ministeriet havde udsendt allerede i juni. Men Fergo kom til at tale sig varm og vovede sig uventet ud i et vredt angreb på Socialdemokraterne og De Radikale, som hun beskyldte for »ikke længere at støtte den hidtidige kirkepolitik«.
Hvad med homovielser?
Det fik en journalist til at spørge, hvad regeringens politik egentlig er i forhold til homoseksuelles ønsker om at blive viet i en kirke.
Fergo svarede:
»Det er regeringens holdning, at Folketinget overhovedet ikke skal tage beslutning om den sag, uden at der kommer et ønske fra folkekirken selv.«
Presset af spørgsmål om, hvem der er »folkekirken selv«, endte ministeren med at henvise til biskopperne. Derefter tilføjede hun af egen drift:
»Det, de gjorde ude i sognepræst Ivan Larsens Stefanskirke på Nørrebro, var smart. De havde sørget for, at Klaus Bondam (radikal borgerrepræsentant, red.) som borgerlig vielsesforretter var til stede i kirken.«
Nu spidsede journalisterne øren, men Tove Fergo var ikke umiddelbart i stand til at uddybe, hvori »det smarte« bestod. Hun gav ordet til departementschef Langager, som forklarede:
»I sagen ude fra Stefanskirken skete der det, at biskoppen greb ind og sagde til Ivan Larsen, at det måtte han ikke. Og det tog Larsen fornuftig som han er til efterretning. Biskoppens afgørelse blev ikke indbragt for os i Kirkeministeriet. Var den blevet indklaget, kunne vi være nået til et andet resultat.«
Dette uddybede departementschefen således:
»Præsten kan hvis han vil tillade den borgerlige vielsesmyndighed tilstedeværelse i kirkerummet.«
Nu tog Fergo selv ordet og støttede departementschefen ved at sige:
»Det sker, at brudens far er borgmester, og brudgommens far er præst, og det vil de godt have klaret sammen i kirken. Begge forældre vil formæle parret i smukkere omgivelser end borgermesterkontoret. Og det er der ingen, der siger noget til.«
Enigheden sat på tryk
At minister Fergo og departementschef Langager således var enige om, at loven tillader den borgerlige giftemyndigheds tilstedeværelse i kirkerummet, og at det åbner mulighed for homovielser, fremgik af den næste dags referater i Politiken, Kristeligt Dagblad og mest udførligt i Information.
Forbløffende var det derfor, at Fergo den følgende lørdag udtalte til Berlingske: »Vi kan ikke have det. Præster, der tillader giftefogeder i kirkerummet, misbruger et smuthul i loven.«
Endnu mere overrumplende, at Dansk Folkepartis Jesper Langballe som står Fergo nær til Ritzau sagde:
»Departementschefen har dummet sig og vil blive sat på plads af ministeren.«
Departementschefen havde jo ikke dummet sig. Han havde tværtimod hjulpet ministeren med at give forklaringen på noget, hun selv havde sagt.
Men at Fergo nu var i gang med en tilsløring af sine egne ord, blev tydeligt, da hun på den følgende uges gruppemøde i Venstre benægtede, at hun overhovedet havde udtalt sig om homovielser på sit pressemøde.
Jesper Langballe fortsatte i en kronik i Jyllands-Posten sit angreb på departementschefen, og minister Fergo gjorde sin drejning til 180 graders, da hun den 10. september udsendte en tjenestebefaling til alle landets præster og biskopper, hvori hun påbød, at »den borgerlige retsstiftende handling, registrering af partnerskab, ikke må finde sted i folkekirkens kirker.«
Sådan som ministeren derved underløb sin departementschef og hans lovfortolkning, som hun selv havde tilsluttet sig, var det åbenbart, at de to ikke længere kunne præsentere sig som et hold udadtil.
Hertil kommer, at departementschefen, der står for folkekirkens konsensuslinje, har haft svært ved at gøre gode miner til ministerens talrige provokationer, både de villede og de uvillede.
At uorden i Kirkeministeriets økonomi nu fremdrages som fyringsgrund, er snarere en del af tilsløringen. Ministeren har selv i et antal pressemeddelelser rost sig af at have bragt forholdene i orden. De seneste 3,7 millioner, som ministeriet mangler, er ironisk nok udgifterne til den advokatundersøgelse, minister Fergo tidligere har beordret til at belyse det økonomiske rod.
