Læsetid: 10 min.

’Kom tilbage Hitch – vi savner dig’

Engang var han en af det intellektuelle venstres største helte. Men da han gik i brechen for George Bushs ’demokratiseringskrige’, slog hans gamle kampfæller hånden af Christopher Hitchens. Er den gamle frontkæmper tabt for den kritiske venstrefløj? Det prøver Johann Hari at finde ud af
1. oktober 2004

Konfrontation
For mange af Christopher Hitchens gamle venner døde han den 11. september 2001. Den markante venstrefløjsintellektuelle Tariq Ali betragtede i 20 år Hitchens som en skattet kampfælle. I dag er der vantro raseri og skuffelse tilbage.
»Den 11. september 2001 fløj en lille gruppe terrorister deres kaprede fly ind i New Yorks tvillingetårne. Blandt ofrene, skulle det vise sig, var også en midaldrende klummist i The Nation ved navn Christopher Hitchens. Han er aldrig blevet fundet,« skriver Ali. »Den fæle efterligning, vi nu ser føre sig frem under hans navn, er en falsk dobbeltgænger.«
Alis karakteristik indfanger meget præcist det dybe fald i unåde, der er overgået Hitchens blandt hans forhenværende forbundsfæller fra Alexander Cockburn til Noam Chomsky.
Den 10. september 2001 udgav Hitchens sit anklageskrift imod Henry Kissinger, hvori han krævede den amerikanske udenrigsminister under Nixon tiltalt ved krigsforbrydertribunalet i Haag for massive og systematiske forbrydelser imod menneskeheden i 1960’erne og 70’erne.
Samtidig var han i færd med at forberede sig på at vidne i Vatikanet – som en veritabel djævelens advokat – mod en påtænkt kanonisering af Moder Theresa, som han havde afsløret som en sadistisk kristen fundamentalist, forsvarer for nogle af verdens ækleste diktaturer og en fuldt vidende aftager af sorte penge fra svindleriske koncerner. Hitchens bevægede sig på langsom sikker kurs fra at være en af venstrefløjens mest aggressive enfants terribles til at blive en af dens mest agtede, gamle mænd.
Men så fløj et kapret fly ind i Pentagon – en bygning, der ligger blot 10 minutter fra Hitchens hjem – samtidig med, at Manhattan blev indhyllet i røg. Inden for et år fordømte Hitchens sine tidligere kammerater som »blødagtige over for islamofascismen«, holdt taler i Bushs Hvide Hus og betegnede sig selv som »en eks-trotskist i mental bedring«.
Hvordan forklare en sådan forandring?
Da jeg møder ham, er han omgivet af de sædvanlige røgskyer fra sine evige Rothman-smøger og nipper til en whisky.
»Du kommer for sent,« brummer han bistert. Jeg fremstammer en undskyldning. »Det går nok,« siger han, og vi giver hinanden et stort kram. Straks efter angrebene 11. september ringede jeg til alle, jeg kendte i New York for at høre, om de var uskadte. Dernæst tænkte jeg på Hitch, som har været min ven, siden han opmuntrede mig i mine første journalistiske forsøg. Han har i årtier brugt sin hvasse pen til at bekrige islamisk fundamentalisme, og det anede mig allerede for tre år siden, at terrorangrebene ville katapultere ham ud i nye politiske vande.
– Hvor vil du placere dig selv i det politiske spektrum i dag?
»Jeg har opgivet at have et politisk tilhørsforhold, og jeg tvivler på jeg nogensinde vil få mig et igen. I dag kan jeg ikke kalde mig selv socialist. Men tro ikke, at jeg ikke savner det. Det gør jeg – som et amputeret ben.« Han nedsvælger en whiskyslurk. »Og jeg fortryder intet. Jeg kæmper stadig for, at Kissinger skal stilles for retten. Vi kan takke socialismen for, at der findes demokratier med universel stemmeret, påtvungne grænser for udbytning og uafhængighed for kolonialiserede og undertvungne befolkninger. Dette er helt reelle succeshistorier, som gør mig stolt af at have været socialist.«

Det er tre år siden, Hitch indså, at han ikke længere var socialist.
»Ofte bliver jeg opsøgt af unge mennesker, som ønsker politisk vejledning. Og så er man nødt til at være hensynsløst ærlig. En ting er, når man sidder sammen med gamle kammerater og fabler om at genoplive venstrefløjen. Den slags floskler kan man ikke fyre af over for unge mennesker, der står på tærsklen til et politisk engagement. Hvad kan jeg svare disse unge? Jeg må spørge mig selv: Findes der en international socialistisk bevægelse, der er sit navn værdigt? Nej, vist gør der ej. Okay, men kan en sådan vækkes til live? Det kan jeg umuligt forestille mig. Men findes der så i det mindste en kvalificeret kapitalismekritik, der kan anvise os politiske alternativer? Jeg kan ikke få øje på den. Når svaret på alle disse spørgsmål er nej, har jeg ikke ret til at blive ved med at føre mig frem som socialist. Man kan ikke være socialist af rent sentimentale grunde.«
Hør nu her, Hitch, indvender jeg. Selv om prædikatet ’socialist’ er forældet, har venstrefløjen da stadig masser af værdige sager tilbage. Du plejede at skrive om syreregn, om IMF’s og Verdensbankens skamløse forbrydelser, dødsstraf og den slags… Hvorfor er du holdt op med det?
Han bedyrer, at han stadig er glødende modstander af dødsstraffen – »jeg har ikke glemt de 152 mennesker, som George Bush lod henrette i Texas«. Og de andre sager? Han affærdiger dem vrængende som »kæpheste for antiglobalister« – en bevægelse, han kun synes at have foragt til overs for.
»Venstrefløjens moralske fallit gik op for mig den 11. september. USA blev angrebet af teokratiske fascister, som repræsenterer denne verdens allermest reaktionære elementer. Deres ideologi går ud på at likvidere alt, hvad venstrefløjen nogensinde har kæmpet for: kvinderettigheder, demokrati osv… Og hvordan reagerede venstrefløjen så? Ved at advokere for neutralitet mellem Amerika og disse teokratiske fascister,« siger Hitch, der netop er vendt hjem fra Afghanistan.
»Den verden, al-Qaeda og Taleban-fascisterne ønsker at skabe, er en verden af konstant underkastelse og servilitet. Individet har for dem kun værdi i det omfang, det kan indgå i en konstant bekræftelse og tilbedelse af islam. Det er ren totalitarisme – en af de mest modbydelige totalitarismer, verden har kendt. Det er den pureste irrationalitet forbundet med en tanke om et fuldstændig lukket samfund. At stille sig midt imellem dette vanvid og den krig, der føres for at fjerne det, er….« Han ryster energisk på hovedet. Jeg har aldrig set Hitch lede efter ordene før.
– Mange på venstrefløjen mener, at al-Qaeda har sin oprindelse i verdens enorme sociale ulighed, i Israels brutalitet over for palæstinensere eller andre legitime forurettelser…
»Hør nu her… Beslan, Bali eller Madrid har absolut intet at gøre med social ulighed. Man kan argumentere for en omfattende social omfordeling af klodens rigdomme og man kan være uenig i, at den idé er god eller gennemførlig – det er en helt anden diskussion. Prøv at forstå, at Taleban og al-Qaedas mordere er endnu mere bedøvende ligeglade med fattigdom end selv den mest følelseskolde Wall Street-spekulant. Disse jihadister foretrækker ligefrem, at mennesker skal leve i den yderste og mest fornedrende fattigdom – det renser sjælen, siger de. Antiimperialister er de lige så lidt. De ønsker at genskabe Kalifatet, som selv var et enormt imperium.«
Han fortsætter:
»Jeg er i total opposition til hele den mentalitet, der vil forklare dette fænomen ud fra aktuelle uretfærdigheder. Det er en fornærmelse imod de mennesker, som støtter palæstinenserne, tjetjenernes og andres legitime sag. Jihadisme er ikke bare en forfejlet måde at udkæmpe en frihedskamp på – den er en negation af den sag, som den kamp skal tjene. Når jeg hører personer, der selv betegner sig som venstreorienterede, undskylde og gøre indrømmelser til det, som i dag er verdens mest reaktionære strømning, gør det næsten fysisk ondt på mig. Jeg oplever det som et skammelig svigt i forhold til den kritiske venstrefløjs store traditioner, så i den forstand betragter jeg mig vel stadig som venstreorienteret.«

Da Bush for nogle måneder siden var i Irland for at deltage i G8-topmødet, deltog Hitchens i en tv–debat med lederen af et mindre irsk socialistparti:
»Han sagde, at disse islamofascister handler som de gør, fordi de føler ’dyb forurettelse’. Åh ja, hvor er de forurettede, svarede jeg. De er forurettede, når de får øje på kvinder, der ikke bærer slør. Og de er forurettede, fordi vi tolererer homoseksuelle, jøder, ytringsfrihed og læser skønlitteratur. Og denne mand – som formentlig aldrig har mødt en jihadist i hele sit liv – svarede: Nej, de er forurettede, fordi vi i den rige verden holder dem nede i fattigdom. Nå ja – Taleban gjorde jo også en fremragende indsats for at omfordele socialt og udvikle en offentlig sundhedssektor i Afghanistan, gjorde de ikke? Efter debatten passede jeg ham op og sagde: Hvis James Connoly (revolutionær irsk socialistleder under påskeoprøret i 1916 – blev henrettet af briterne, red.) havde hørt på, hvordan du tog disse teokratiske fascistbarbarer i forsvar, havde han på stedet givet dig en læsterlig om-‰
‰ gang bank. Fatter du slet ikke, hvad du pisser på, når du siger den slags?«
Det kan mange af os jo nok være enige i. Men kan Hitch dog ikke agitere for at kæmpe mod islamofascismen uden at tage parti for den skrækkelige præsident Bush? Han forklarer sit standpunkt ved at gå tilbage til oprindelsen af sit nære forhold til Washingtons nykonservative.
»Første gang jeg begyndte at interessere mig for the neocons var midt under den blodige borgerkrig i Bosnien-Herzegovina. De eksjugoslaviske krige først i 1990'erne fik virkelig skællene til at falde fra mine øjne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle se en reprise af tragedierne i Europas nære fortid, komplet med interneringslejre, massemord på civile og genindførelse af tortur og voldtægt som politiske midler. Det største chok var, at så mange af mine meningsfæller var splittede i spørgsmålet eller endda tog parti for fascisterne. Det var en tid, hvor mange mennesker på venstrefløjen sagde: Intervenér ikke – det vil kun gøre alting værre. Og det var første gang, at jeg oplevede at befinde mig i samme lejr som de nykonservative. Jeg satte min underskrift på en opfordring til at gribe militært ind i Bosnien, og da jeg skimmede listen for medunderskrivere, var det navne som Richard Perle og Paul Wolfowitz, jeg stødte på. Det fandt jeg meget interessant. At disse mennesker ønskede, at vi skulle handle.«
»Min interesse for de nykonservative blussede op igen efter 11. september,« fortsætter Hitch.
»Vi kan ikke fortsætte den mellemøstpolitik, vi har fulgt i de sidste 50 år, sagde de. Vi kan ikke blive ved med at støtte regionens tyranner for at sikre stabilitet. Vi er nødt til at lukke ånden ud af flasken og håbe på, at de progressive kræfter kan vinde.«
Christopher Hitchens har altså udskiftet sin tro på marxistiske revolutioner med en tro på at udbrede den amerikanske revolution. Thomas Jefferson har fortrængt Karl Marx.

Men kan vi virkelig fatte tillid til, at en Bush-regering – der er fyldt med tvivlsomme personager som Dick Cheney, der var imod at frigive Nels0n Mandela – kan løfte den opgave, det er at udbrede demokrati og frihedsværdier?
Som svar fortæller Hitch en anekdote. En af helt de store heltinder på den nye venstrefløj i USA hedder Azar Nafisi. Hendes bog, Lolita i Teheran, skildrer en feministisk undergrundsbevægelse i Iran, som dyrker læsning af den vestlige litteraturs store og af mullahregimet forbudte værker. »Og hvem er denne bog af et af den iranske modstands største ikoner dedikeret til?«, spørger Hitchens. »Til Paul Wolfowitz, den amerikanske viceforsvarsminister, såmænd – hele venstrefløjens store bussemand og den intellektuelle kraft bag krigen i Irak.«
Med sit særlige blik for hårfine ideologiske skel, der kommer sig af en mangeårig fortid på den trotskistiske venstrefløj, fremdiagnosticerer Hitch de intellektuelle brudlinjer, der gennemskærer Bush-regeringen. Med folk som Cheney betragter han sig så afgjort ikke som allieret – kun den lille kerne af rene nykonservative har Hitch pæne ord til overs for, og fremfor alt Wolfowitz.
»Det, som vil overraske mange ved Wolfowitz er, at han er et ægte ’blødende hjerte’ – menneskelig lidelse anfægter ham dybt. Han kommer fra en polsk-jødisk emigrantfamilie – det er den typiske historie, du ved: noget af hans familie kom ud af Polen i tide, andre klarede det ikke. Han støttede i sin tid borgerretsmarcherne og Kennedy-demokraterne.« Hitch tror, at hvis Wolfowitz’ filosofi kan blive dominerende inden for Det Republikanske Parti, kan den forvandle den amerikanske supermagt til en verdensrevolutionær kraft.
Jeg føler mig på en gang stimuleret af Hitchs argumenter, men samtidig sært desorienteret. Hvordan kunne han med så stor entusiasme støtte Bush-regeringens manipulative skinargumenter om masseødelæggelsesvåben – argumenter, han stadig forsvarer? Og hvad med samme regerings benægtelse af, at den globale opvarmning overhovedet skule udgøre et problem og de hæslige ’strukturjusterings’-programmer den påtvinger denne verdens fattige nationer (og Irak). Hvad med Bushs karakteristik af Ariel Sharon som »en fredens mand«….? Hvorfor kompromittere sig selv intellektuelt i forhold til alle disse spørgsmål ved at støtte Bush? Hitch kan være nok så død for Tariq Ali og dennes meningsfæller, men vi er faktisk mange venstreorienterede, som udmærket kan følge ham i hans dybe afsky for islamisk fundamentalisme. Hvordan kan han lade os i stikken?
Jeg kan ikke forestille mig, at Hitch bliver en etableret del af det amerikanske højre, siger jeg til ham. Han tøver lidt og jeg håber desperat, at han vil erklære sig enig:
»Ikke Buchanan og Reagans højre, nej,« siger han. Der følger en ny pause. Jeg forventer, at han vil forklare sig nærmere, men han forbliver tavs.
Tilbage i midt-80’erne hudflettede Hitch det amerikanske tidsskrift Partisan Review for dets »henvisnen i neokonservativ middelmådighed.« Jeg kan ikke tro, at Hitch for alvor er tabt for venstrefløjen. Hans kompromisløse had til islamisk fundamentalisme er baseret på sunde venstreorienterede grundprincipper. Men efter vores tre timer lange frokost i dag virker det unægtelig, som om han selv er visnet hen i neokonservatisme. Kom tilbage, Hitch – vi er mange, som savner dit gamle jeg!q

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu