Læsetid: 4 min.

Konservatisme år 2004

8. oktober 2004

DE britiske konservative sluttede deres årlige partikonference i gråvejr i Bournemouth i går – i mere end én forstand. Vejret matchede glimrende stem-
ningen af dårlige opinionsmålinger, nylige tabte suppleringsvalg og et ulmende oprør blandt pro-europæiske kræfter der ikke orker at høre mere skinger retorik fra partiformand Michael Howard om britiske interesser og generobring af magt fra store, stygge EU.
For at gøre tingene endnu mere dystre for den trængte moderniseringsfløj i partiet, kom skyggeindenrigsminister David Davis med et af de mest barske udfald mod indvandrere, som partiet har hørt i årevis. I den loyalt partitro konservative avis The Daily Telegraph fortvivlede chefkommentatorer Alice Thomson og
Rachel Sylvester i denne uge over, hvad de så som bevægelsen væk fra centeret og ud mod højrefløjen, hvor valgene ikke vindes – heller ikke i Storbritannien. »Michael Howard bliver nødt til at bevare roen og blive på midten, hvis han skal kapitalisere på regeringens upopularitet,« advarede Sylvester, der lakonisk tilføjede, at det kan blive svært, det med roen, når nye meningsmålinger med pinagtig tydelighed gør det klart, at befolkningen stort set ikke (12 pct.) kan forestille sig, at Howard ender som premierminister nogensinde.

ANDRE – først og fremmest det uofficielle partiorgan for den hardcore konservative avis Daily Mail – har været begejstrede for de konservatives nye barske linje. For The Mails kommentatorer burde partiet opføre sig noget mere som rigtige mandfolk (læs: som Margaret Thatcher) og klistre til kerneværdierne: Kirke, dronning, fædreland og hvad heraf følger.
Eksempelvis at cølibat er den bedste metode til bekæmpelse af kønssygdomme og teenagegraviditeter og at ægteskab og familieliv med mor placeret i hjemmet indtil barnet er omkring de fire år, er den bedste opskrift på kriminalitetsforebyggelse (kombineret naturligvis med retten til at smække de gulnæbbede små, når de ikke arter sig).
Kampen mod staten i enhver form – oftest i konservativ jargon omtalt som the nanny state, barnepigestaten, hvilket inkluderer bedrevidende bureaukrater i EU – er i det hele taget vejen frem, hvis man skal tro ikke bare Storbritaninens næstbedst sælgende avis, men også Howard selv, der kombinerer den faste hånd med mantraet om »tillid«. Hvor han forsøger at sætte ind der, hvor alle politiske kandestøbere er enige om, at Blair har sit største problem; den personlige troværdighed.

MEN de konservative kan analysere herfra og til dommedag. De har skiftet kurs et utal af gange inden for de sidste syv år. Fra centrum og tilbage på fløjen, fra den ene leder til den næste. Fra at være »inklusive« og promovere bøsser, kvinder og etniske minoriteter i sikre kredse til at stikke knive i ryggen på dem igen, lige så snart de var på vej frem. De har forsøgt sig med flagellantisme (tidligere partiformand Theresa May, som sidste år erkendte, at de konservative nok mest af alt var kendt som the nasty party, det afskyelige parti, men nu skulle det også være slut) og med menneskelighed – ved årsmødet i år underholdt skyggeministre med deres første kys og deres seneste indkøb af musik. Meat Loaf var i høj kurs – men lige lidt hjælper det.
Briterne gider dem ikke.
Som Peter Liddle, der er kommentator ved avisen The Times konstaterede i starten af ugen, så er de konservatives problem ikke, at der ikke bliver sagt noget, men snarere at der ikke er nogen, der hører efter, hvad Toryerne siger, uanset hvad der end måtte blive sagt.

GRUNDEN hertil er ikke bare, at Tony Blair dygtigt har stjålet alle de konservative mærkesager – yndlingsbegrundelsen hos partiet selv og dets støtter i medierne. Ej heller at partiet bare ikke har fundet den rette leder.
Problemet stikker dybere, og genfindes overalt i Eu-ropa, hvor traditionelle konservative partier kæmper med at finde fodfæste i en vælgerbefolkning, der synes både atomiseret og domineret af socialister, populister og neoliberale. Problemet hedder Murens Fald eller Den Kolde Krigs slutning. Det lyder muligvis overdrevet – begivenheden indtraf trods alt for 15 år siden – men det er fordi de fleste politiske analytikere instinktivt vægrer sig ved at diske op med internationale eller grænseoverskridende forklaringer på nationale politiske problemstillinger.
Men som man leder, får man som bekendt svar. I alle de europæiske lande leder de konservative partier efter en identifikationsfigur. Hvor er fjenden? Hvor er de kommunistiske planøkonomier, dem den frie demokratiske verden forsvarede sig imod? Svaret er ikke lige til. I nogle lande – mest prægnant i Italien, hvor årtiers politisk kristendemokratisk hegemoni simpelthen
smuldrede – er Konservatismen helt forsvundet som betydningsfuld ideologi. I andre har den indgået nye ægteskaber. Men alle steder – også i Danmark – er den trængt. Og ikke bare fordi Midten er et overfyldt sted. Men fordi den bagvedliggende forestilling om venner og fjender ikke findes mere.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her