Læsetid: 12 min.

’Alt er under kontrol’

Hvordan kunne en overvåget og aflyttet flok islamister med hjælp fra flere politimeddelere udføre terrorattentatet i Madrid den 11. marts? Vidste topfolk i den spanske civilgarde besked på forhånd? Var det led i et komplot?
22. oktober 2004

Terrorcellen bag det tragiske terrorattentat i Madrid, der den 11. marts kostede 191 mennesker livet er på papiret ved at være optrevlet. I over syv lange måneder har det spanske politi anholdt over 60 personer og analyseret over tusind fingeraftryk og 25.000 genstande. Politiets opklaring har været forbløffende hurtig og effektiv. De mange brikker er ved at falde på plads for undersøgelsesdommer, Juan del Olmo, der leder 11-M sagen.
Konklusionen virker næsten krystalklar: Det var en islamistisk terrorcelle med forbindelse til det globale al-Qaeda netværk, der organiserede attentatet. Den spanske celle var ledet af den 36-årige økonom og ejendomsmægler, tuneseren Serhane Ben Abdelmajid, og af den 33-årige marokkanske narkohandler, Jamal Ahmidan, også kaldet El Chino. De to og fem andre medlemmer af terrorcellen sprængte sig selv i luften den 3. april, da politiet omringede deres lejlighed i den madrilenske forstad, Leganés.
Terrorcellen havde også internationale forbindelser. En 33-årig egypter, Rabei Osman, blev arresteret mandag den 7. juni i den italienske by Milano. Samme dag anholdt belgisk politi 15 andre mistænkte i en terrorcelle, der var ved at planlægge et stort attentat imod metroen i Paris, og som havde talt i telefon med Osman. Egypterens telefon var blevet aflyttet, siden spansk politi i marts fandt hans nummer i en Siemens S-35 mobiltelefon – ejet af en af de over 50 anholdte i 11-M sagen.
I en af samtalerne fortæller Osman – der har en fortid som mujaheddin i Afghanistan – at han personligt var med til at organisere attentatet i Madrid. »Ideen var min,« siger Osman. Fra oktober 2001 til februar 2003 boede han i Spanien, hvor ideen til attentatet blev udklækket. Og så sent som den 1. marts 2004 var han på en 10-dages visit i Madrid. I hans lejlighed i Milano finder politet tegninger af bomber, der svarer til 11-M togbomberne. Han har stået nær cellen i Madrid: »De var martyrer, og de var mine hjertevenner. Jeg var meget trist over ikke at kunne stige op til himlen sammen med dem..«
»Før var de narkohandlere og kriminelle,« fortæller han. »Jeg viste dem troen, og nu spørger de mig, hvornår tiden for Jihad er kommet.«
Den italienske statsanklager anser Osman for at være en vigtig al-Qaeda-mand i Europa. Osman har fået penge fra en saudiarabisk imam, den 51-årige wahabist, Salman al Aouda, der er ven af Osama bin Laden. Undersøgelsesdommer Juan del Olmo har krævet Osman udleveret til retsforfølgelse i Spanien. Topmanden har tilstået, og cirklen synes sluttet: Fra attentatet 11. september 2001, som ifølge den spanske dommer Baltasar Garzón var forberedt af en spansk al-Qaeda celle, til attentatet i 2003 i Casablanca og videre til 11-M i Madrid.

Men cirklen er ikke sluttet. For 11-M er ikke bare historien om det første store islamistiske terrorattentat i Vesteuropa. Det er også en historie om korruption og konspirationer. Og rystende inkompetence.
Ville der have været et attentat den 11. marts – tre dage før det spanske valg – hvis nøglepersoner i politiet og i civilgarden havde reageret rigtigt på vitale informationer fra politimeddelere og telefonaflytninger, som de fik inden den 11. marts? Det må man spørge om her efter mere end syv måneders efterforskning, afsløringer i pressen og utallige møder i den undersøgelseskommission, som parlamentet har nedsat. Fejl på fejl, svigt på svigt hober sig op. Det er lidt af et mysterium, at så mange ting kunne gå galt. I den skala.
Tag for eksempel en af de hovedmistænkte, den 27-årige spanier José Emilio Suárez Trashorras fra byen Avilés i Asturien, der blev arresteret den 18. marts. Han er arbejdsløs og forhenværende minearbejder, og i februar 2004 solgte han 200 kg sprængstof til terroristerne bag 11-M. I de spanske medier beskrives han som en psykisk uligevægtig og indadvendt type, men det er næppe hele sandheden. Trashorras er en person, som politiinspektøren i hjembyen Avilés kender særdeles godt og benytter som fast meddeler. Tilbage i sommeren 2001 arresteres Trashorras, fordi politiet i hans garage finder 80 kg hash, 94 tændsatser og 16 stænger dynamit af mærket Goma Eco Dos – den samme type dynamit, der bruges den 11. marts 2004. Han sættes på fri fod det efterår mod at blive fast meddeler. I 2002 hjælper han politiet med informationer, der fører til konfiskation af to store partier med hash og ecstacy. Ved siden af sælger han sprængstof – angiveligt sammen med sin jævnaldrende svoger, Antonio Toro. Svogeren elsker at dyrke bodybuilding, har en fortid som faldskærmssoldat i fremmedlegionen og har været diskoteksvagt. Han har siddet i fængsel for hashhandel. Som Trashorras er Antonio Toro politimeddeler, og det holder dem ikke tilbage.
Den 3. december 2002 eksploderer en bilbombe i byen Santander. Det er den baskiske terrorgruppe ETA, der senere tager ansvaret. Man får ikke afklaret nøjagtigt, hvilken type dynamit er brugt. Men hvor kommer det fra? Dagen forinden er bilen blevet stjålet i Avilés - kun 50 meter fra Trashorras’ garage. Ingen bider for alvor mærke i det, og Trashorras bliver ikke sat under mistanke. Der sker heller ikke noget, da en advokat fra byen Oviedo i begyndelsen af 2003 politianmelder Trashorras og Antonio Toro for at handle med sprængstof. En af advokatens fængslede klienter i Villabona-fængslet mener, at der ligger 300 kg dynamit og venter på ETA.
Næsten på samme tidspunkt, i de første dage af 2003, får den spanske civilgarde nys om, at nogle folk i Avilés vil sælge en bunke sprængstof. Beskeden kommer fra den 24-årige marokkaner, Rafá Zouheir. Zouheir er en korpulent ung mand, der har en fortid som diskoteksvagt og i de sidste syv år har været fast meddeler for civilgarden. Toro og Trashorras søger at sælge 150 kg dynamit, fortæller han til sin kontaktperson – kaldet Victor – i Civilgardens centrale specialenhed (UCO).

Zouheir kender Toro fra fængslet i Villabona, hvor de begge har siddet inde i nogle måneder af 2001. Han fortæller også, at Toro i fængslet har plejet opgang med to ETA-fanger og har givet sin svoger, Trashorras, et telefonnummer til en ETA-kontaktperson. »Jeg troede, at asturianerne var fra ETA,« forklarer Zouheir senere i et 31 sider langt brev til et konservativt medlem af den parlamentariske undersøgelseskommission. Civilgarden er interesseret i at få mere at vide, og agenten Victor giver Zouheir 150 euro til at leje en bil og køre op til Antonio Toro i Asturien for at få en prøve på dynamitten.
»Jeg talte med Toro om, hvor meget kokain, de ønskede. Han sagde til mig: ’For hver tre kilo sprængstof, et kilo kokain.’ Jeg spillede min rolle for at få dem til at tro, at jeg ønskede at købe noget. Alt det ved UCO.«
Zouheir vender tilbage til med en lille ’vareprøve’ pakket ind i avispapir. Agenten, Victor, beroliger ham dog: »Alt er under kontrol. Trashorras er minearbejder, og de er ikke fra ETA.«
UCO foretager sig ikke mere i sagen. Heller ikke selv om Zouheir to andre gange i løbet af 2003 informerer dem om salg af sprængstof. Og de reagerer heller ikke på en intern rapport i Civilgarden dateret den 27. februar 2003, der informerer om, at Antonio Toro er begyndt at handle hash med El Chinos gruppe i Madrid og også har tilbudt dem sprængstof.
I december 2003 deltager Zouheir så sammen med Toro i et møde med El Chino og fire andre personer på en McDonalds’-restaurant i Madrid. På dette møde spørger Jamal efter dynamit, og det fortæller Zouheir videre til Civilgarden. Det er ved at være alvor.
Jamal Ahmidan, også kaldet El Chino, tager nogle uger senere til Asturien og betaler 6.000 euro og 25 kg hash for dynamitten. For ham er det småpenge, for han har lige solgt et større parti narko på de baleariske øer og hans fætter ligger inde med et parti narko til en værdi af otte mio. kroner.
Den 29. februar – mærkeligt nok samme dag, som to ETA-folk stoppes med et halvt ton sprængstof på vej til Madrid – transporterer El Chino og hans folk dynamitten fra Asturien til en lille rønne i Morata de Tajuña udenfor Madrid. Slår man to streger på landkortet – én for El Chinos bombekaravane fra Asturien og en anden for ETA’s karavane fra nordøst – er destinationen mystisk nok den samme: en bombeaktion nær Alcalá de Henares. ETA’s stoppes og fanger politets og regeringens opmærksomhed. Men El Chinos folk når den 11. marts uhindret at lægge et dusin taskebomber på fire lokaltog, der afgår ved syv-tiden fra togstationen i Alcalá de Henares. Er det et tilfælde? Eller er ETA’s karavane en bevidst afledningsmanøvre?
Det bliver ikke mindre mystisk, når man lytter til Rafá Zouheir. Først i marts 2004 advarer han igen agent Victor i UCO. Men han får bare svaret, at »alt er under kontrol«.
»Jeg advarede dem, men de lyttede ikke til mig,« klager Zouheir nogle måneder senere. Han har grund til at klage. For den 19. marts 2004 anholdes han, mistænkt for deltagelse i 11-M.
Rafá Zouheir har meget at fortælle fra sin celle i Valdemoro-fængslet. Så meget, at en agent fra UCO ringer til ham og siger, at han skal passe på, hvad han siger: »Der er en høj pris på dit hovede.« Og andre agenter fra UCO besøger ham i fængslet den 9. og 14. april – selv om de ikke har tilladelse til det – for at presse ham til ikke at sige noget til nogen. Zouheir føler sig truet, og hans mistanke vokser, da Toro efter en kort anholdelse i 11-M sagen løslades igen.
Zouheir føler, at han er solgt: »Jeg ønsker ikke at forlade fængslet, som situationen er. Jeg er dødsdømt: ETA, muslimerne, gadekriminelle, i fængslet. Alt det sker, fordi jeg har hjulpet Spanien.«

I en efterfølgende rapport til indenrigsministeret dateret den 5. maj 2004 har civilgardens specialenhed, UCO, forsøgt at klarlægge relationerne til Rafá Zouheir. Officielt hedder det sig, at civilgarden i foråret 2003 lavede en stor og grundig operation for at komme til bunds i dynamitsagen. Men hvordan siger man ikke. UCO’s rapport hævder, at statsadvokaten i Avilés informeres, men det har denne benægtet offentligt. Man hævder, at den første kontakt i 2004 med Zouheir »finder sted den 16. marts 2004«. Det er usandt. Under en høring i undersøgelseskommissionen den 20. juli erkender chefen for UCO, oberst Felix Hernando, at man mellem den 4. marts og den 13. marts 2004 har otte kontakter til Zouheir. Kaptajn Victor har talt med ham den 4., 9. og 10. marts. Den 12. marts taler de i telefon fire gange, men Hernando benægter, at de taler om 11-M og dynamit. Han påstår, at de kun taler om en eftersøgt skinhead fra Barcelona. Det virker ikke sandsynligt situationen taget i betragtning.
Zouheir afviser Hernandos udlægning. Allerede 12. marts om aftenen mødes han med Victor, der præsenterer ham for kaptajn Paco. Kaptajnen vil – ifølge Zouheirs forklaring – tale om 11-M og udbryder straks: »Hvor har I dog lavet noget værre rod! Hvis det er muhammedanerne, der har gjort det, vil der ikke være en eneste tilbage.«
Er kaptajnen bange for, at civilgardens manglende indgriben overfor dynamitten fra Asturien vil udvikle sig til en politisk skandale? Og er kaptajnen vidende om, at terroristernes lille rønne i Morata har været overvåget af civilgarden til det sidste? For den 7. marts kl. 10.48 ringer en dame i Morata de Tajuña til civilgarden og klager over, at der er en gruppe arabere i et af nabolagets huse. Det er nøjagtig det hus, hvor terrorcellen er ved at samle bomberne. Fra den 7. marts til den 16. marts holder civilgardister øje med huset. De vurderer på afstand, at tre-fire marokkanere, arbejder illegalt i huset, men civilgardisterne finder dog ingen anledning til at tage affære. Hvis de havde ransaget huset, ville de måske have fundet nylontaskerne med færdigt monterede bomber...
Der er så mange mærkelige sammentræf, at det er svært for den spanske offentlighed at tro på historien om, at politiet og civilgarden har handlet effektivt i optrevlingen af 11-M. De havde tværtimod masser af viden til at stoppe terroristerne inden den tragiske 11. marts.
Det er således kommet frem, at to af de hovedansvarlige bag 11-M, tuneseren Serhane og El Chino, var overvåget af politiet indtil kort før attentatet. En imam fra Madrid havde i løbet af 2003 advaret politiet om, at de to mænd var med i en islamistisk gruppe, som planlagde attentater på begge sider af Gibraltarstrædet.
Serhane, der før er sat i forbindelse med en anholdt al-Qaeda celle i Spanien, skygges af politiet i Madrid indtil begyndelsen af februar. På grund af mandskabsmangel mister man sporet af ham. Men dommeren Baltasar Garzón beder om at få aflyttet Serhanes og El Chinos telefoner. El Chino taler fra slutningen af januar og indtil begyndelsen af marts 45 gange i telefon med dynamitsælgeren Trashorras og hans hustru. Og den 29. februar, hvor El Chino kører sprængstoffet fra Asturien til Madrid, tapper politiet hans samtale med en anden af de mistænkte islamister, som ordret får besked på at »hente de andre involverede i Morata-cellen og køre med dem til Burgos.«

Tænk hvis politiet havde lyttet ordentlig efter og havde stoppet dem i Burgos? Tænk hvis civilgardens folk, der den 29. februar stoppede El Chinos bil hele tre gange på turen fra Asturien til Madrid, havde kigget efter i bagagerummet, der var fyldt med dynamit?
Og tænk, hvis de havde lyttet til den samtale, som El Chino førte med Trashorras onsdag den 10. marts: »Jeg ringer til dig for at sige farvel,« sagde El Chino til sin ven. »Hvis jeg ikke ser dig igen på jorden, ses vi i himlen.«
Spørgsmålene hober sig op, og mystikken har bredt sig. Den ansvarlige for civilgarden i Asturien, Pedro Laguna Palacios, der ikke i fik opklaret dynamit-sagen i Avilés, er tre måneder efter den 11. marts blevet forfremmet til general – selv om det ikke var hans tur til forfremmelse. I parlamentets undersøgelseskommission har chefen for civilgardens centralenhed, Felix Hernando, givet flere urigtige oplysninger.
Avisen El Mundo har antydet, at civilgarden måske forsøger at dække over noget. Eller som man skrev efter afhøringen af Hernando:
»Det forstærker vore værste mistanker om, at der bag historiens største terrorattentat i Spanien gemmer sig et mørkt komplot.«
Avisen har undret sig over, at civilgarden i de afgørende timer og første dage efter 11-M ikke informerede den konservative indenrigsminister om deres viden. Avisen har også mindet om, at Felix Hernando for 15 år siden hemmeligt - på ordre fra statssekretæren i det daværende socialistiske indenrigsministerium – drog til Schweiz med mere end 100 millioner peseta. De skulle sættes ind på en bankkonto tilhørende to kvinder, hvis mænd var med GAL-gruppen, som i 80’erne lavede illegal statsterror, kidnappede og dræbte mistænkte ETA-folk. Hernando slap i den sag for tiltale og avancerede i stedet.
I parlamentets kommission har den konservative Vicente Martínez Pujalte krævet en forklaring på, »hvem der er hr. X bag dette attentat. Hvem er den intellektuelle ophavsmand« til 11-M.
Pujalte forsøger at puste liv i konspirationsteorierne, som dengang GAL-skandalen rystede spanierne. Den teori afvises af socialisterne, og i den regeringsvenlige avis, El País, er den blevet kaldt pure opspind. Socialisterne er gået til modangreb og har sagt, at 11-M »blev forberedt for næsen af den konservative regering.«
De konservative har flere gange og så sent som 5. oktober fået nej til at få de indblandede politimeddelere til afhøring i kommissionen. Det undrer mange, at socialisterne afviser at høre Rafá Zouheirs version af historien. Men den socialistiske ordfører, Alvaro Cuesta, har med en vis sarkasme sagt, at de konservative vil »invitere intrigante politimeddelere, der får penge for at informere, lyve og sladre, og som sælger hash og bytter sig til prængstoffer.(..)De vil nu modtage dem på ærestribunen for, at de kan oplyse os.«
Sidst i november skal José Maria Aznar og nuværende ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, afgive forklaring i kommissionen. Der er meget at opklare endnu. Sikkert mere end de to toppolitikere kan svare på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her