Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

18. oktober 2004


Rå jazz i Montmartre
*Sidste år kunne man på den glimrende plade Left Alone Revisited høre den 65-årige tenorsaxofonist Archie Shepp spille i sindigt gammelmandstempo med den nu afdøde pianist Mal Waldron. Da var det næppe til at høre, at Shepp i 1960’erne tilhørte forposten af den amerikanske jazzavantgarde med ’bøs’ tone og brændende spillestil. Han startede lige på og hårdt hos Cecil Taylor i 1960. Siden samlede Shepp The New York Contemporary Five med bl.a. altsaxofonisten, John Tchicai, der også kom fra Taylor, samt trompetisten Don Cherry fra Ornette Colemans gruppe.
Netop disse mentorer samt Monk var afsættet for gruppens musik, og anledningen var såmænd et flere måneder langt engagement i Jazzhus Montmartre i København. Optagelserne fra det legendariske spillested i november 1963, der i sin tid udkom på lp, udgør derfor en – ikke mindst set med danske øjne – vigtig dokumentation af den kortlivede gruppes aktiviteter. Den begivenhedsmættede musik forekommer næppe så radikal i dag som dengang. Men alligevel vil den opleves langt mere krævende og påtrængende end megen jazz af i dag. Shepp, Tchicai og Cherry leverer flagrende, forrevent spil, bakket op af bassisten Don Moore og trommeslageren J. C. Moses. Tingene samler sig ikke for alvor til nogen helhed, men bl.a. det swingende Coleman-nummer, »Emotions«, og den lange, avancerede »Trio« kan ikke undgå at stemple sig ind i bevidstheden. Dette er rå jazz på godt og ondt, et udfald imod blødsødne skønhedsidealer, et famlende skridt på en ny, radikal vej i jazzen.cmh

Archie Shepp & The New York Contemporary Five (Storyville)

Lost i Europa
*Ifølge noterne til denne cd gik meget galt og udviklede sig i ofte absurd retning, da Carla Bley (klaver), Steve Swallow (bas), Andy Sheppard (saxofoner) og Billy Drummond (trommer) i 2003 var på Europatur og med tog, fly og minibus pendlede rundt imellem en række større europæiske byer. De ’spiller’ i hvert fald lost med en god portion humor i den dagbog og på de fotografier, der kan granskes i cd-hæftet. Men hvad de ikke havde af retningssans og held undervejs fra sted til sted, kompenseres der for på optagelserne. Det er blevet en herlig live-plade, drevet frem af Drummonds trommer og Swallows elegant gyngende el-basspil. Sheppard leverer fremragende indsatser på sopran- og tenorsax, og Carla Bleys evne til i sine kompositioner at signalere sjov og skæv personlighed fornægter sig heller ikke her, hvor den Monk-prægede, rytmisk levende musik og hendes lidt kantede ikke specielt virtuose men dog charmerende klaverspil afleveres med glimt i øjet og tungen i kinden. cmh

Bley/Sheppard/Swallow/Drummond: The Lost Chords (Watt)

Maksimal essens
*Hvis man ikke er bekendt med det italienske klavertalent Franco D’Andrea, er dette en fin mulighed for at stifte bekendtskab med hans lydhøre, lyriske side i duospil med den hollandske cellist og avantgardist Ernst Reijseger. Her demonstreres deres gensidige evne til at lytte og udnytte hinandens musikalske indlevelsesevne. Pladen er en afdæmpet kispusleg med jazzens konventioner og harmoniske tradition, tilsat kammermusikalske træk og Reijsegers alternative instrumentale effekter. Egne kompositioner blandes med melodier af Duke Ellington, Cole Porter og Thelonious Monk. Styrken ligger i den smukke og spændingsfyldte måde, hvormed de to formår at forme materialet til en stemningsfuld helhed. Vist må man finde sig i Reijsegers ind imellem omstændelige brug af buen, men når hans fingerspil eller strøgne forsiringer snor sig ind og ud imellem D’Andreas udsøgte klaverlinjer, lever musikken på raffineret vis. Resultatet er en plade med sit eget særpræg, levende kammerjazz for utraditionel minibesætning, destilleret til maksimal essens.cmh

Ernst Reijseger & Franco D’Andrea: I Love You So Much It Hurts (Winter & Winter)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her