Læsetid: 4 min.

En krig hvor musikken høres alene

Det øjeblik, hvor soldaten indstilller skydingen ved lyden af en guiter og tænker, at der noget galt, er et af de smukkeste. Det sker bare ikke
29. oktober 2004

Musik
Der er krig og præsidentvalg, og vi venter på protestsangen. Bliver det Springsteen? Bliver det Eminem? Singlen Mosh og den dystre, animerede video, som i dette øjeblik spreder sig på internettet med eksplosiv hast, ligner Kerrys, venstrefløjens og verdens våde drøm: Eminem, en rapper med større rækkevidde end nogen anden, leverer på målstregen et budskab der ikke er til at misforstå: Fuck Bush.
Protestsangen er det øjeblik, hvor soldaterne løfter hovederne fra maskingeværet, ser på hinanden og tænker: »Der er noget, der ikke er okay.« Den er det budskab, som trænger ind i vælgernes hoved, fordi de ikke kan lade være at synge med; musikkens intimitet sammen med popkulturens subversivitet. Den er popmusikkens revolutionære potentiale foldet ud: »Purple Haze« spillet igen og igen i de amerikanske soldaters telte i den vietnamesiske sump, og Doors’ mørke, besværgende »The End« flydende hen over åbningssekvensen til Francis Ford Coppolas Apocalypse Now. Den er radioværten Adrian Cronauer i Good Morning Vietnam (Robin Williams), der spiller James Brown til officerernes raseri. Eller engelsklæreren John Keating (Robin Williams igen), der lærer kostskoleeleverne ikke at gå i takt i Døde poeters klub. Eller Pink Floyds »We don’t need no education«, som var forbudt på min gamle kærestes Tvindskole, fordi den gav eleverne for mange gode ideer.
Protestsangen er drømmen om, at musikken i sig selv, i sin gestus, sin form og sin rytme, kan være frisættende. Det var Jimis guitar, snarere end hans ord, der hviskede til vietnamsoldaterne, at der fandtes andre virkeligheder. Og James Brown har aldrig været skandaløs, fordi han synger »I Feel Good«. Det er måden.
Mens tidligere tiders krigsmusik lå i forlængelse af krigens teknologi, blev Vietnam krigen, hvor musikken kastede grus i teknologien. Marchmusik fik geledderne til at gå i takt, den amerikanske borgerkrig blev udkæmpet til messingorkestre; Vera Lynn leverede krigsenkens pathos uden at betvivle, om soldaten skulle afsted.
Det var en stående joke i London, at Anden Verdenskrig var blevet startet af Lynns agent. Krigen var virkeligheden; musikken var virkelighedens akkompagnement.
Med Vietnam kom modernismekrisen som en sprække i virkeligheden. Verden viste sig at være anderledes, end den så ud: Nogen havde løjet. Og musikken blev bærer af den erkendelse og forløber for en fælles omvurdering af virkeligheden, et skift i den offentlige mening. Derfor er det øjeblik, hvor soldaterne løfter hovedet til lyden af guitaren, så smukt. Det er derfor, vi går og venter på, at det øjeblik skal komme igen.
Men se så på et klip i Michael Moores Fahrenheit 911. En af de amerikanske børnesoldater fortæller om, hvordan det føles at begive sig ud i sin tank for at skyde ind i mængden af irakere. »Vi sætter vores musik til radioen, som transmitterer den ind i hjelmen. Sådan en sang som The Bloodhound Gang’s ’Fire Water Burn’ er virkelig god,« forklarer drengen og giver sig til at synge ind i kameraet: The roof, the roof, the roof is on fire/We don’t need no water/Let the motherfucker burn/Burn motherfucker, burn.
Hjelmen gør forskellen. I Irak skyder soldaterne fra så lang afstand som muligt, og helst fra fly. Men musikken er tættere på end nogensinde før, helt inde opad soldatens hjerneskal. Og han hører den alene. Øjeblikket, hvor soldaterne i Iraks lejre kigger op fra maskingeværerne til lyden af protestsangen, vil aldrig indtræffe, for de hører aldrig den samme sang samtidig. Det er Network Centric Warfare, hvor hver soldat er en ensom agent i et uendeligt forgrenet netværk, og musikken ligger igen i forlængelse af teknologien.

Derfor bliver protestsangen heller aldrig den samme. Modernismekrisen i Vietnam var epistemologisk: Sprækken afslørede en uoverensstemmelse mellem billede og virkelighed, som protesten gik i gang med at reparere. Men krisen i Irak fremstår ikke som en sprække mellem billede og virkelighed – snarere som en række virkeligheder, der eksisterer parallelt. Den postmoderne krise er ontologisk og ikke epistemologisk. Du ser verden inde fra din hjelm; jeg ser den inde fra min. Fox News viser én verden; Al-Jazeera en anden, og aldrig skal de mødes.
For soldaterdrengen, som er opdraget i dén virkelighed af mange verdener, vil protestsangens chok aldrig indtræffe. Han ved, at virkeligheden har mange ansigter. Han hører popmusik, og han skyder. Han hører garanteret også Eminem, og han skyder. For ganske vist kan ingen amerikansk mainstream-kanal forventes at spille Mosh, men Eminem lader netværkene arbejde for sig, og i Irak er det også netværkene, der hersker. Siden krigens start har militærlejrene fungeret som toptunede fildelingscentraler med øjeblikkelig cirkulering af alle musikalske nyudgivelser. I august indgik AAFES, The Army and Air Force Exchange Service, en aftale med en musikleverandør, hvis navn vil være kendt, om at levere musik til alle grene af det amerikanske militær. Musikleverandøren hedder såmænd Napster, og den var for et par år siden forum for den uautoriserede fildeling, en af popkulturens stærkeste protester mod etablissementet. I dag er Napster krigens bedste ven: Netværket rummer protesten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu