Læsetid: 3 min.

Kunsten at plagiere

Der er fortsat masser af hovedværker, der ikke er plagierede, men som fortjener at blive det. Det er kun et spørgsmål om tid, før fremgangs-måden vil være helt almindelig
21. oktober 2004

Fra bogverdenen
Sideløbende med, at Frank Esmann i går skulle til et forsinket hastemøde på sit forlag Ashehoug, er sagen om hans plagiat nu sendt til Kammeradvokaten.
Herregud, hvad forestiller man sig? At denne store journalist og på anden måde skribent skal stækkes med håndjern og indsættes i et fængsel blandt Bandidos og Hells Angels? At justitsminister Lene Espersen skal lade bygge et særfængsel, hvorfra det er umuligt at flygte, og hvor der ikke engang er fængselsbibliotek, man kan skrive af fra? At han sendes til ’kærlig’ behandling blandt Taleban-tilhængere på Guantanamo?
Nej, må vi så lige være her! Man kan ikke sammenligne Frank Esmann med en simpel bogtyv, der rent korporligt botfører det halve af Det Kgl. Bibliotek. Det kan enhver stilfærdig biblioteksansat præstere.
Vi har med Frank Esmann at gøre med en kunstner, der fortjener al mulig respekt. Det er nemlig ikke specielt nemt at plagiere. I hvert fald ikke, hvis det skal gøres godt. På mange måder er det nemmere at opdigte noget helt frit fra scratch i stedet for at skulle følge et bestemt, stramt forlæg.
Hertil kommer, at man kan have sit hyr, hvis man samtidig med afskriften skal oversætte fra udenlandsk. Hvad hedder f.eks. Manhatten på dansk? Amager? Nej, vel…
I en tid, hvor troskyldige skoleelever rask væk skriver stile af efter internettet og i visse tilfælde opnår ganske høje karakterer, er der ikke noget at sige til, at garvede spillere på markedet også forsøger sig i genren. Med deres erfaring kan de sublimere genren og tilføre den finesse.
Plagiering er noget ganske andet og mere dristigt end kopiering, som spanske kunstakademielever undervises i på Prado-museet.

Ostesnacks
Esmann indledte sin løbebane for få år siden med at plagiere den spanske forfatter Arturo Pérez Revertes roman Dumas-klubben. Hefra afskrev han ord som ’oste-snacks’ og ’Marseillaisen,’ mens han fiffigt ændrede Rick’s Café til Café Ricks. (En café, hvor det iøvrigt ikke var Rich’s, der draks.)
Dumas-klubben må betegnes som et hovedværk i Esmanns Samlede Afskrifter, som indtil videre kun omfatter to bind, der begge fortjener prædikatet hovedværker. I modsætning til mange kolleger strør han ikke om sig med bøger, men økonomiserer med sin inspiration. Også det taler til hans fordel.
Det ny bind om Kissinger, som er skrevet mere eller mindre af efter en herhjemme aldeles ukendt Walter Isaacson har højdepunkter med ord som ’doktordisputats’ og, ja, ordet ’Kissinger’ er i hvert fald skrevet direkte af.
Men hvad er forklaringen på, at nogle i den grad er på nakken af den arme Esmann? Efter hvad Information erfarer, er det onde æg udruget i Det Berlingske Hus af ren brødnid og misundelse.
Den kendte sporhund Bent Blüdnikow – bedre kendt som Bent Blod – var den, der kastede den første sten. Den blev grebet af Weekendavisens Ulrik Kæphøj, hvorefter Berlingske Tidendes kendte dobbeltagent Claes Kastholm greb stenen, og som statslig Kulturrådsformand sparkede den opad i systemet til Kammeradvokaten, således at Berlingske Tidende kunne have endnu en solohistorie om Kunstkammerrådet.
Ja, sådan må det være gået til.

Plagier Homer
Frank Esmann bør efter vor mening tage hele affæren med ophøjet ro, hvad han også gør, og fortsætte med at plagiere sine Samlede Værker. Der er fortsat masser af bøger, der ikke er plagieret, men som fortjener at blive det.
Esmann kunne f.eks. plagiere Homers Odysséen til skolebrug. Eller Klaus Rifbjergs Den kroniske Uskyld. Hvorfor ikke afskrive hele den nye kanon fra en ende af? Det vil være en adækvat måde at skabe fornyet interesse for gamle klassikere på.
Faktisk har man ingen tilbundsgående sikkerhed for, at de pågældende kanonbøger ikke er plagieret efter andre forfatteres værker. At Søren Kierkegaard eksempelvis har skrevet hele Enten-Eller af efter Peter Tudvad efter endnu et forsinket hastemøde er absolut sandsynligt. Og plausibelt.
Iøvrigt er hele sagen absurd, da det kun er et spørgsmål om endnu nogle få teknologiske landevindinger, før bøger, ja, endog manuskripter kan klones. Hvorved hele problemstillingen bortfalder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her