Læsetid: 4 min.

Et land i sorg

Følgetonen om den kidnappede Kenneth Bigley samlede i et par uger Storbritannien. Nu er den slut – og Bigley-familien på vej i glemmebogen
16. oktober 2004

London
Vi er et land i sorg. Efter 24 dages venten, med op- og nedture, skiftende følelser af håb og håbløshed, er det ovre. Terroristerne i Irak har halshugget vores ven, Kenneth Bigley.
For et par uger siden kendte vi hverken Kenneth – vi kalder ham Ken – eller hans brødre Paul, Stan og Philip, sønnen Craig eller hans 87-årige mor Lil. Eller hans thailandske kone, Sombat. Hende må vi ikke glemme. De var bare en familie som vores; blot spredt ud over verden. Det føles som uendelige tider siden, at vi ikke kendte Kens glade smil på billedet fra pub’en i Spanien – eller var det fra Thailand efter brylluppet?
Tænk at vi for få uger siden ikke vidste, at Ken havde været gift en gang tidligere, med Margaret, men at ægteskabet faldt fra hinanden efter den yngste søn Pauls tragiske død efter en trafikulykke. Det var Ken, der traf beslutningen om at slukke for respiratoren. Det må have været frygteligt! Stakkels mand! Og så mistede han også konen. Det var godt, at han kunne finde ny livsglæde ved at arbejde rundt omkring i verden – Spanien, Dubai, Oman og Kuwait blev det til. Ja, og så Irak. Så tæt på pensionsalderen. Han ville jo have trukket sig tilbage fra arbejdslivet efter Irak. Med Sombat i Thailand. Hvor uheldig kan man være?
Den ulykkelige saga om Ken Bigleys sidste uger blev i sandhed den fællesnævner, der dominerede snakken over mangt et britisk spisebord. Og ikke kun der. Alle de tre større partier, Liberaldemokraterne, Labour og De Konservative, følte, at de måtte sige et par ord til Bigley-familien på deres årlige landsmøder, der alle faldt i løbet af gidseldramaet. Ja, de havde sådan set ikke noget valg, for ’folket’ var så oprørt over hele affæren, at det ville have kostet stemmer at ignorere Bigley-familiens smerte.
En delegation fra det muslimske samfund i Storbritannien tog hele vejen til Bagdad for at bede al-Zarqawi-gruppen om at frigive Ken. Lokalsamfundet i Liverpool rykkede sammen. Tusindvis af mennesker fra hele verden skrev til familien. Vi ved det, for det hele er foregået live på tv, i radioen, i aviserne.

Man skulle være noget af en kold skid, hvis ikke man blev berørt af familiens desperate forsøg på at få deres søn/far/bror/mand frigivet. Blandt BBC Radio 5 lives lyttere var der massiv støtte at hente. I hvert fald blandt dem, der ringede ind. Flertallet mente, at man godt – bare denne ene gang – kunne give efter til kidnappernes krav. Der var også enighed om, at man ikke kunne lave fis med den alvorlige situation. En komiker havde i et af sine stand up-shows sagt, at han var ved at blive træt af hele den Bigley-sag, og at han ville ønske, at kidnapperne ’ligesom ville få det overstået’. Huha! Den gik ikke. Publikum buh’ede ham ud, og Radio 5 lives lyttere var enige: Man kan ikke tillade sig at lave grin med Kens alvorlige situation.
Da dagen kom, og bror Stan trådte frem og sagde, at det hele var slut, fyldtes familien England med sorg. Da sorg nu til dags kun rigtig gælder, hvis man offentliggør den, drog udenrigsminister Jack Straw hele vejen til Liverpool for personligt at kondolere. Det engelske fodboldlandshold holdt et minuts stilhed før kampen mod Wales.
Ja, landet rykkede sammen. Og det ville værre så fint og sympatisk, hvis ikke det var fordi, at sorgen ikke er ægte. Bigley-sagen er et perfekt eksempel på, at den sorg, der kan fremkaldes af medier via intens og følelsesmæssig dækning, i virkeligheden nærmere kan sammenlignes med den tomhed, mange føler, efter at deres yndlingsserie eller fodbold-VM stopper. Man har fulgt hvert et træk, hvert et lille drama i dramaet. Og nu er det pludselig slut. Og sikke en dårlig slutning!
Ken Bigley-sagaen var ikke andet end et par ugers top-underholdning. Et drama, der havde alt: En ældre, respektabel mand, der var ven med araberne og kun var i Irak for at hjælpe med at genopbygge landet. En trist fortid, men lys fremtid i Thailand med den unge kone. En desperat familie. En premierminister, der tydeligvis blev mere og mere gråhåret for hver dag der gik. En masse små lysglimt. Og endelig: Flugtforsøget, der viste, at Ken Bigley var den helt, vi anede, at han var.
Men det var sidste uge. Nu handler nyhederne – og snakken over spisebordene – igen om pensionsbomben, om det tilfældige skuddrab på en 14-årig teenager, om huspriserne – nu kommer crashet!
Satirebladet Private Eye opsummerer meget godt, hvad det hele handler om:
»Vores varmeste følser går til _____ og deres familie. Hele nationen er samlet i kollektiv sorg over ______ og vores tanker og bønner er hos _____. I kirker over hele landet blev stearinlys tændt, mens landet forsøgte at forstå ______’s tragedie. Blomster blev lagt uden for _____’s hjem, og der var to minutters stilhed på alle fodboldstadioner. Et monument bør rejses for offentlige midler til minde om _____ . Hvad end der sker, må _____ ikke blive glemt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her