Læsetid: 5 min.

Landevejens Oscar

Ingen vidste hvem, han var, da han for fem år siden blev verdensmester. Nu er han det for en historisk tredie gang
4. oktober 2004

Cykel-VM
Alle cykelskribenter med tidlig deadline husker den panik, der greb dem den efterårssøndag i 1999, da de professionelles VM blev kørt i Verona, og en helt ung og helt ukendt spanier snød alle de kendte og alle favoritterne ved at køre væk fra dem 700 meter før mål. De kendte ham heller ikke i den lille gruppe, der skulle afgøre det mellem sig, de undervurderede ham, og det udnyttede den ubeskrevne til at blive en så sensationel verdensmester, at ingen rigtigt vidste, hvad de skulle skrive om ham. Og man skrev for en sikkerheds skyld hans fulde navn. Oscar Freire Gomez.
Hurtigt blev han bare Freire. Efter at han blev verdensmester igen i Lissabon i 2002. Og mon ikke han nu bare bliver Oscar, efter at han i går blev verdensmester for tredje gang. Og så i Verona. På nøjagtigt samme rute som den, hvor eventyret begyndte.
Oscars tredje verdensmesterskab er på sin vis lige så sensationelt som hans første var, og det er kun bagklogskaben, der kan vide, at hvis den lille lynhurtige mand kunne komme med over den skrappe Torricelli-bakke omgang efter omgang for fem år siden, så ville han nok også kunne gøre det igen i går. Uanset at den – ved en forkortning af rundstrækningen – skulle passeres to gange mere. Der var få af de såkaldte eksperter, der havde regnet med at feltets sprintere ville være at finde i afslutningen. End ikke de mest stigningsstærke af dem som Oscar, Erik Zabel, Stuart O’Grady og Danilo Hondo. Der var på den hårde rute regnet med en afslutning, hvor deciderede bjergryttere og etapeløbsryttere som italienernes Basso og Cunego og vores egen Michael Rasmussen ville have lige favoritværdighed sammen med de endagesspecialister, der er skrappe til at køre opad.
Typer som italienernes førstemand Paolo Bettini, der var storfavorit, men som efter en mekanisk defekt fik et knubs på knæet og måtte udgå. Hvilket skabte en del taktisk kaos på det italienske mandskab, som det andet af storholdene, det spanske, udnyttede.
Spanierne troede på Oscar. Mere på ham end på de bjergstærke, som ellers godt kunne have gjort forskel på bakken, og det udmøntede sig i, at de kørte defensivt og kontrollerende for at holde Oscar med til slut, og det resulterede i, at løbet ikke blev kørt så hårdt, som bjergspecialisterne kunne have ønsket det.
Michael Rasmussen, som havde ønsket en knaldhård udskilning tidligt i løbet, der kunne have sorteret typer som Oscar fra inden finalen, satte både før og efter løbet navn på sit savn: Jan Ullrich.

Blød alliance
Tyskeren har i efteråret – mens der blev kørt Vuelta a Espagna – vist overdådig form i de hårde endagesløb i Italien, og et af de mest prestigefyldte, Coppa Sabattini, vandt han for et par uger siden. Ullrichs og det tyske landsholds opskrift på at gøre ham til verdensmester ville have været at gøre løbet hårdt, splitte lortet ad så tidligt som muligt. Men et maveonde satte ham ud af spil både til den enkeltstart forleden, hvor han var storfavorit, og til linjeløbet i går, hvor han dels var blandt favoritterne, dels kunne tvinge løbet til at blive kørt på en bestemt måde. Sin måde. Nu måtte tyskerne, ved Ullrichs forfald, sadle taktisk om og køre defensivt for Zabels chancer, og dermed forsvandt en angrebsformation fra feltet, der kunne have matchet den italienske. Så i stedet for en alliance mellem italienere og tyskere, der gerne ville splitte ad og gøre hårdt, fik man nu en alliance mellem spaniere og tyskere, der ville gøre det blødt. Og andre hold til at kontrollere løbet var der ikke. Med bjergfolket som ofre.
Ivan Basso, der forgæves forsøgte egenhændigt på næstsidste passage af stigningen, og Michael Rasmussen, der samme resultat gjorde det på sidste. Som så mange gode klatrere kan de intet udrette i en spurt. Deres timing var korrekt, men de blev begge indhentet af et spansk tog – hele seks mand var de – der både afgik og ankom til tiden. Spaniernes verdensmester kunne være blevet den unge Alejandro Valverde, der er talentfuldt atypisk ved både at være hurtig og kunne køre opad, men spaniernes taktiske brug af brikkerne var entydig: Den uopslidelige neanderthaler Nozal – jeg troede de var en blindgyde i evolutionen – skulle sammen med de andre bjergslidere ofre sig i neutraliseringen af anarkister som Basso og Rasmussen, og så skulle Valverde køre spurten for Oscar. Og således skete det. Dog med den parantes, der gør Oscars sejr sensationel for anden gang, og som sætter hans sejr i relief, når det drejer sig om værdighed: Da Rasmussen var rykket væk, og hans hollandske holdkammerat fra Rabobank, Michael Boogerd var kørt efter, og Basso forsøgte for anden gang, dukkede en spansk trøje op i deres baghjul. Ikke Valverdes eller neanderthalerens eller nogle af de andre spanske bjergspirrevipper på to meter, men lille Oscar selv.

Oscar Freire lukkede
Oscar Freire Gomez lukkede selv hullet, da det blev kritisk. Dér blev han verdensmester, og så kunne man indstille sig på en sprintafgørelse mellem en snes mænd, som også talte de hurtige folk Zabel og O’Grady.
Valverde kørte en perfekt spurt for Oscar, og tyskerne kan bagefter diskutere om Danilo Hondo gjorde det for Zabel. De kører på forskellige firmahold nu, men da de kørte på samme fungerede det heller ikke, og Zabel, som mindre og mindre er en klassisk sprinter, fik endnu en af sæsonens mange andenpladser. Ærefuld, men bitter. Da han fik sine blomster overrakt af Italiens tv-svar på Dyne-Larsen, spaghetti-rigmanden Rana, som er hovedmanden for at få VM til sin hjemby – ikke at forveksle med Romani Prodi – var Zabel det tætteste på at blive verdensmester, han nogensinde har været.
For særligt cykeltaktisk interesserede var det et bemærkelsesværdigt løb. For alle andre var det af samme grund et lorteløb.
I et meget taktisk løb med meget få brikker at spille med, gjorde den danske chef Brian Holm det godt og i hvert fald meget synligt. Frank Høj var med i det femmandsudbrud, som ikke var til ære for fjernsynet, men som satte fut i det fejemøg, som alligevel ikke ville brænde. Kaptajnen Rasmussen havde Nicki Sørensen med sig til det allernæstsidste, og på den måde fungerede en plan perfekt. Løbet, dets stærkere hold og dets tilfælde ville bare noget andet.
En gang om året fokuserer de danske og alle andre nationers briller sig på nationalhold. Men det var jo sådan set Michael Rasmussens ryk, der banede vejen for, at Oscar måtte køre op til ham og Boogerd, og de kører alle tre til daglig på samme firmahold. Hollandske Rabobank. Mens Ivan Basso, der også var med foran, kører for Bjarne Riis til daglig, og denne har vel glædet sig over, at han også havde sine CSC-ryttere Basso, Kurt Asle Arvesen og Franck Schleck med blandt dem, der dog i sidste ende måtte neje sig for Oscar.
Der var engang en cykelsport, hvor en rytter kunne blive verdensmester tre gange. Jeg ved ikke, om det er sket, og jeg vil ikke ty til håndbøger for at finde ud af det, som jeg tyede til håndbøger første gang, det skete for Oscar.
Det skete. Og det er uhørt i moderne cykelsport.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her