Læsetid: 4 min.

Lidenskabens labyrint

Katolsk børne-misbrug er kun udgangspunktet for Pedro Almodóvar delvis selvbiografiske ekstravaganza om dobbelte identiteter og dystre hemmeligheder
8. oktober 2004

Ny film
Den gamle frække Almodóvar er tilbage. Ham, der tog os med på en svimlende og farverig tur i erotikkens gynger og karruseller, legede kispus med de seksuelle roller og konstruerede sine film som pasticher på alskens melodramaer fra nær og fjern.
Den moralske provokatør Almodóvar får også et come-back i Dårlig dannelse, som hans nye film er blevet kaldt med en dårlig oversættelse af La mala educación. For hvis hans film har en kerne, er det de seksuelle overgreb, som katolske præster udøver mod deres mindreårige elever.
Men Almodóvars provokation ligger – selvfølgelig, havde man nær sagt – ikke i selve skildringen af disse sørgeligt velkendte forhold, men i hans seksuelt ukorrekte holdning til dem. Der er ikke langt fra, at han gør den lidenskabelige Fader Manolo til filmens mest sympatiske figur. Og i en bizar nøglescene, hvor pastoren forløber sig, efter at den attråede dreng Ignacio med englerøst har sunget Moon River, indklipper Almodóvar tilmed for egen regning nogle henførte optagelser af badende drenge!
Den såkaldt gode smag vil have et og andet at indvende, men Almodóvar har altid forstået at fornærme de bornerte.

Det evige begær
»Jeg er hedonist,« som hans skoledrenge-alter ego siger efter at have slået op i leksikonet. Og personer, der lader sig styre af deres lidenskab, ikke mindst det seksuelle begær, kan Almodóvar ganske enkelt ikke få sig selv til at fordømme af et fuldt hjerte. Det er jo netop sådanne erotiske fribyttere, han med så stor fryd har fortalt om i hele sin produktion.
Det hindrer ikke, at Fader Manolo kløver Ignacios identitet i det kriminelle øjeblik, hvilket Almodóvar med karakteristisk stilistisk dristighed viser ved, at drengens hovede bogstavelig talt går midt over, så at sige gennemskåret af en bloddråbe, som løber lodret ned ad panden. Og siden går det da heller ikke samme Ignacio for godt. Ikke fordi han bliver transseksuel, men fordi han bliver junkie, pengeafpresser og udpuger af sin gamle mor for at finansiere sit misbrug. Måske er ofret altså i dette tilfælde et bedre bud på en skurk end gerningsmanden. I hvert fald er Ignacio en mand, der tragisk fornægter livets gaver.
Ovenstående skitserer dog kun en enkelt sti i den fortællemæssige og tematiske labyrint, som Almodóvar hurtigtegner i Dårlig dannelse, der handler om mange ting: måske først og fremmest det rollespil, der knytter sig til fortidens hemmeligheder og løgne, og som søger forløsning i fantasi og kunst.

Mand til mand
Almodóvars andet jeg, Enrique, optræder som den røde tråd på filmens nutidsplan, foranket i 1980, da instruktøren var brudt igennem, men befandt sig i momentan skaberkrise. Hans ven og kæreste fra de fjerne katolske skoledage, Ignacio (Gael Garcia Bernal), dukker op og medbringer en selvbiografisk novelle om deres kærlighedsforhold, som han gerne ser filmatiseret med sig selv i hovedrollen.
Og så ruller spøgelsestoget fra fortiden, udformet som den film, Enrique under læsningen af novellen ser for sit indre øje – og som han også senere kommer til at lave. Da filmoptagelserne er kommet i gang, indleder han et forhold til Ignacio og lærer noget om hans fortid at kende, som er blevet holdt meget skjult for ham. Intet er som det ser ud til, alt er dobbelt, alt er rollespil, alle har to identiteter, og alle prøver på en eller anden måde at udnytte hinanden.
Det er langt henad vejen fortalt i Almodóvars mest ubesværede, champagnebrusende stil, uden det helt store knald på kulørerne, men til gengæld med betydelig flere nuancer end i nogle af de tidligere mere campede, kome-
dieprægede stiløvelser.
Springene mellem nutid og fortid, fra fiktion til fiktion inden i fiktionen – hele denne jongleren med kinesiske æsker virker så stimulerende, at man skuffes lidt, da filmen (selvfølgelig bevidst, for nu skal sandheden frem!) mod slutningen bliver mere ligefrem og og banal og lader sig farve af gammeldags noir-krimikonventioner. Hele festfyrværkeriet fuser en anelse ud. Og man savner nogle af de kvinder, der så ofte har lyst op i Almodóvars film med deres humor og sensualisme; Dårlig dannelse er instruktørens mest homoseksuelt åbenhjertige og mandeorienterede film i mange år, næsten helt uden kvinder.

Fabulerende omsvøb
Til gengæld får man Gael Garcia Bernal som sprængfarlig og glamourøs transseksuel sexbombe og i øvrigt lige så suverænt i en anden rolle som mislykket skuespiller med skæg. Selvportrættet Enrique er derimod mere beskedent besat med Fele Martínez.
Det kan være svært at skille trumf fra nitte, når en så dreven virtuos som Almodóvar blander kortene. Men jeg tror, at Dårlig dannelse vil huskes længst for de på én gang absurde og rørende scener fra den katolske kostskole, hvor to forelskede drenge lægger køns-identitetens første byggeklodser, mens de nyder de homoseksuelles kultstjerne Sara Montiel i biografen og prøver at undvige lærernes opsyn.
Almodóvar havde måske ikke behøvet at fabulere sig helt så langt væk fra denne grund-historie, der giver en stærkt dramatisk trekant, fordi læreren jo er mindst lige så forelsket. Alligevel fremstår Dårlig dannelse, med sine spændstige indre modsætninger, sin udfordrende mangel på dømmesyge, sin tørre humor og sin uskrømtede fortælleglæde, som en dejlig oplevelse af den særlige art, som kun en Almodóvar-film kan give.

*Dårlig dannelse (La mala edución). Instruktion og manuskript: Pedro Almodóvar. Spansk (Dagmar, Grand, Empire, Vester Vov Vov, Kinopalæet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu