Læsetid: 8 min.

I London leves livet

Drømmen om et bedre liv sender atter soma-liere på rejse. Nu rejser de over Nordsøen. Især unge med danske pas har svært ved at se en fremtid i landet, der gav dem en uddannelse, men hvor de mærker en mistro mod sig. Mange af dem, der har valgt at forlade Danmark, lever i dag i London
13. oktober 2004

London – End ikke ét misundeligt blik spores der, da den prangende Mercedes med de tre unge danske statsborgere forlader Re-staurant Red Sea.
Bydelen Southall er et af de steder i verden, hvor folk med somaliske rødder holder til. Bydelen ligger i Vestlondon. En rum tid fra undergrundsstationen Victoria. Derfra fører District-line til Ealing Broadway. Herfra går røde busser og sorte cabs fra en svunden tid til et hjørne i metropolen, der huser rundt regnet 10.000 somaliere. Flere endnu i denne kulturelle smeltedigel er fra Indien eller Pakistan. Englænderne selv er flyttet for længe siden.
Ayub, Ahmed og Suliman har været på visit i gaden, hvor indehaverne af forretningerne – der indeholder skræddere, it-udstyr, rejsebureauer, caféer, restauranter – alle bærer deres landsmænds navne.
»Mine egne butikker befinder sig ikke her. De ligger spredt ud over hele byen,« meddeler Suliman Ali fra pladsen bag rattet og inviterer på besøg i huset, som den driftige mand deler med en kammerat i en anden forstad.
Først derefter lader han køretøjet spinde vellystent ned af det somaliske hovedstrøg.

Hjælpsomme englændere
Taxachaufføren Ahmed Sheik fra Mogadishu får turen til Wembley efter, at Information har været på besøg henne hos Abdul Kadir A. Hassan på Western Road. Der holder Somali Youth Union UK, som han er manager for, til i spartansk indrettede lokaler. Under besøget fortæller manageren om »tusinder af ’danskere’«, der allerede er flyttet til England.
Ahmed sidder på taxacentralen i Southall Highstreet og er et udmærket eksempel på managerens konklusion om, at »livet leves i London«. Han har boet i Danmark i ni år. Først på Amager. Efter et par år på sprogskole gjorde han rent. Det, syntes han ikke, var videre morsomt, og da han ikke kunne få andet at lave, flyttede han til Nairobi i Kenya for derfra at vurdere muligheden om at vende tilbage til Somalia.
Den var ikke god.
»Min klan rådede mig til ikke at vende hjem endnu, så jeg rejste tilbage til Danmark og bosatte mig på Nørrebro. Her er livet barskt,« bemærker Ahmed.
Det blev for alvor hårdt, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) gik af, erin-drer taxachaufføren, mens bilen atter brummer i tomgang med storbyens trafik som vidne.
»Den borgerlige regering og Ekstra Bladet har gjort livet utåleligt for almindelige mennesker med en anden kulturbaggrund. Vi er jo ikke svindlere og bedragere alle sammen. Mange af os vil gerne bidrage til det danske velfærdssamfund, men vi kan ikke få lov til det. I Danmark kunne jeg blot træde vande og håbe på bedre tider. Det var umuligt at komme fremad i livet.«
Hos briterne er det anderledes, oplever Ahmed.
»Her får man en reel chance. Og man behøver ikke engang tale sproget perfekt. Kunderne hjalp mig med at finde vej i starten. De blev ikke sure, selv om jeg skulle slå kortet op og lede efter adressen,« husker den milde taxachauffør, der fik dansk statsborgerskab kort efter årtusindeskiftet.
At Ahmed stortrives med arbejde, kone og tre børn på denne side af Nordsøen, forsøger han ikke at skjule. Alligevel forsikrer han, at familien vender hjem til Somalia, når tiden og pengene er til det. Så vil han importere the fra Kenya, som hans far gjorde det, inden han gav op og flyttede til Thisted.
»Vi gør som inderne. De kan drive business,« noterer Ahmed, som er en blandt 14 brødre og søstre spredt ud over hele verden.

Med SU og danske pas
Få minutter senere passerer taxaen en af Suliman Alis endnu tilskoddede butikker. Boodhari Business Center skal sælge tøj en dag, forlyder det. Køreturen
ender i Wembley. I en sidegade med en vis leben. I den lune efterårssol ligger affaldet allerede i bunker. Der er lang tid til en ny nats renovation.
På torvet i dette hjørne af storbyen syner endnu et smagløst butikscenter. Bag betonen anes et legendarisk fodboldstadion, der skal knejse i en ny tidssvarende udgave. Og måske endda bære et nyt somalisk-klingende navn?
Foran Sulimans butik med eksklusivt tøj dukker Osman Mussa op. Den unge mand stammer og stammer fra Danmark.
Trods de ringe odds får han gjort det forståeligt, at han går på universitetet, har boet 10 år i Risskov ved Århus, og at han ikke modtager uddannelsesstøtte, som andre af de kammerater, der er emigreret med de såkaldte café-penge i behold.
Tøjbutikken bestyres af Mohamed Ahmed og Ayub Said. Også de har boet i Danmark. Mohamed mest i Esbjerg men også på Nørrebro. Ayub »rundt omkring« fra 1997 til 2004. Bossen, Suliman Ali, er kørt til frokost på Tandy Road i Harlesden.
Sulimans skinnende hvide Mercedes står da også foran ejendommen i kvarteret, der oser af engelsk forstadsidyl.
»Hvis jeg kørte rundt i den bil i Danmark, ville politiet stoppe mig flere gange om dagen,« forudser Suliman.
Han tager smilende imod fra vandrette position på divaneseren, hvor han slapper af foran det potente fjernsynsapparat.
»Jeg er snart klar til at snakke,« siger han og retter opmærksomheden mod nyhedsstrømmen, der til forveksling kunne ligne den på hjemlig breddegrad.
Dagens BBC-emne er en støt stigende bekymring blandt folk over antallet af indvandrere på de britiske øer og deres betydning for udviklingen i kongeriget.
Mens Suliman lytter til de lærdes argumenter, huserer Hassan Hassan ude i køkkenet. Venligt og imødekommende hiver han sit danske pas op af lommen og klasker det på bordet. Hassan flygtede til Danmark i 1992. Efter sprog-tiden bosatte han sig i Århus og begyndte at læse til markedsøkonom. Senere læste han international management og flyttede til Valby. I denne uge flytter han til London.
– Hvorfor?
»Egentligt har jeg ikke problemer med, at dansk politik rykker mod højre. Jeg har heller ikke problemer med Ekstra Bladets, Jyllands-Postens og TV 2’s mange historier med racistiske undertoner. Det er flot, at man i Danmark kan tænke, tale og skrive frit.«
»Problemet er blot, at man glemmer, at vi – de fremmede, der er uddannet og har boet i landet i lang tid – også er borgere med rettigheder og kræfter. Vi har ingen mulighed for at komme videre med livet, når vi er færdige med at uddanne os,« forudser Hassan Hassan – endnu en ung, uddannet somalier der har krydset Nordsøen.
Og det er de »kloge fremmede hoveder«, der rejser, konstaterer Hassan og gnider salt i såret:
»Tilbage har I dem, der har brug for hjælp og sociale ydelser. Dem, der skaber problemer. Kendsgerningen er nemlig den, at tilhører man den svage del af det danske samfund, så er man tilbø-jelig til kun at nyde rettighederne uden at yde. Og den slags mennesker er der desværre en del af blandt mine egne landsmænd. De bliver tilbage, fordi de ingen mulighed har for at klare sig selv. Det danske samfund er fantastisk til at passivisere og holde folk flydende, uden at de kommer nogen vegne. Det er trist for jer og for os, men sådan er det.«
Selv ville Hassan gerne betale nogle af pengene, de danske skatteydere har postet i hans uddannelse, tilbage.
»Det vil kun være rimeligt,« mener den tidligere studievært på en somalisk nyhedsstation i København.
»Akademikerne forstår vore problemer i det danske samfund. Men de gør det kun i teorien,« oplever Hassan, der dog også har følt sig tilpas på mange måder i Danmark.
Alligevel ser han frem til et nyt liv i London.
»Alle taler om, at vi skal integrere os i det danske samfund. Men selv folk som jeg, der er akademiker, får ingen chancer. Vi holdes væk fra arbejdsmarkedet. Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri kan hjælpe Danmark, hvis de ville hjælpe flygtningene. I løbet af få år skal landet importere arbejdskraft. Det ville være en samfundsøkonomisk gevinst at holde på os. Ikke mindst derfor er det jo nærmest tåbeligt, at man skubber unge, ambitiøse og stærke mennesker fra sig,« siger Hassan Hassan og skænker eftermiddagsteen.
Men løsningen ligger lige for, gør han opmærksom på. Først og fremmest skal attituden over for mennesker med en anden hudfarve ændres, pointerer han.
»Akademikerne, politikerne og pressen må begynde. De bærer først og fremmest et stort ansvar for, at vi ikke tolereres.«

Tak til Danmark
Ayub Said og flere med ham er stødt til i køkkenet. De nikker til Hassans mange ord. Mohamed Ahmed må så selv klare tøj-biksen henne på torvet i Wembley, nu hvor der ligger adskillige danske pas linet op i huset på Tandy Road. Dialekterne klinger jysk, fynsk og sjællandsk.
»Vi har ikke tid til at vente på accepten i Danmark,« fastslår de forsamlede unge mænd og henviser til tyrkerne, der har været i Danmark meget længere end dem selv.
»Ikke engang den gruppe af indvandrere, som danskerne selv inviterede, tolereres fuldt ud,« mener de at have registret.
På kakkelbordet i stuen flyder det med fjernbetjeninger, mobiltelefoner og lunkne tekopper.
Og i sofaen flyder Suliman stadig ud. Den afslappede, gæstfrie vært taler nu længe og smittende, mens han fortærer suppe og brød iført undertrøje og hvide underbenklæder.
»Jeg har ingen planer om at flytte tilbage til Danmark. I London føler jeg mig hjemme. Her er man vant til folk med andre kulører og vaner, selv om der også findes englændere, der er bekymret for antallet af fremmede. Der er ikke nær så megen racisme som i Danmark,« fastslår den 33-årige forretningsmand og ser ud over kammeraterne, der stiltiende samtykker.
Selv gad han ikke være på kontanthjælp, gør Suliman opmærksom på. Erhvervsuddannelsen på Niels Brock skulle bruges til noget konstruktivt.
Og det bliver den – i London.
»Jeg siger tak til Danmark. Landet hjalp mig, da jeg kom som flygtning. Det vil jeg aldrig glemme. Jeg havde tre forskellige forretninger på Nørrebro fra 1997 til 2001, men de kom aldrig til at fungere. Danskerne satte helst ikke benene i mine butikker – det eneste, de vil købe, er vores billige mad. Jeg solgte pænt tøj og brugte al min tid og alle mine kræfter på at det skulle lykkedes. Men det gik alligevel ikke.«
Alle lytter til Sulimans erfaringer. Også Said. Han vil ikke have sit efternavn i avisen, da han endnu ikke er flyttet officielt fra Danmark. Også Said tilslutter sig Sulimans erklæring om aldrig at skille sig af med sit danske statsborgerskab.

Vant til fremmede
Da de personlige beretninger i huset på Tandy Road klinger af, går turen videre til en vandpibebar i Sherpherd’s Bush. Endnu et somalisk mødested i den engelske hovedstad, hvor der blandt de forsamlede tales om geografier som Odense, Århus og Aalborg.
Ahmed Sheik er for længst kørt hjem til Southall efter endnu en indbringende arbejdsdag
»Som somalier lever du et bedre liv i London. Ingen ser på din hudfarve eller religion, hvis du vil arbejde og har papirerne i orden. Og det har vi – vi har fået dem i Danmark,« konstaterede han, inden han tog afsked.
Imens lader ordene fra manageren for den somaliske organisation på Western Road sig bundfælde:
»Der er ikke så mange regler i England, hvor vi også bedre accepteres. Englænderne har haft kolonier over hele verden. De er vant til fremmede,« lød vurderingen fra Abdul Kadir A. Hassan, der såmænd har mere end svært ved at forstå, at man i Danmark ikke er bedre til at bruge den arbejdskraft, man selv har været med til at uddanne:
»It’s stupid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu