Læsetid: 2 min.

Manden uden navn

Paul Greengrass har med ’Bourneduellen’ lavet en solid thriller i ånden fra ’French Connection’ og ’Aflytningen’ – men den rummer ikke meget nyt og ender med at svigte sin egen præmis
8. oktober 2004

Ny film
Jason Bourne (en veltrimmet, sammenbidt Matt Damon) er en plaget mand. Han ved, at han er CIA-trænet dræber i det såkaldte Treadmill-program, men kan ikke huske, hvornår han har foretaget sig hvilke ubehageligheder, eller hvad hans virkelige identitet er, og sammen med Marie (Franka Pontente) har han brugt de seneste to år på at dechiffrere sine onde drømme – uden det store held.
Parret skjuler sig i Indien, men opspores af en snigmorder, der har sine egne motiver for at rydde Bourne af vejen, men kommer til at dræbe Marie i stedet. En vred og stålsat Bourne er overbevist om, at det er CIA, der er vendt tilbage for at eliminere ham, og han kaster sig ud i et brutalt opgør på tværs af Europa, der både involverer hans tidligere arbejdsgivere (bl.a. spillet af de altid glimrende Brian Cox og Joan Allen) og en skurkagtig russisk forretningsmand.
Således er udgangspunktet for Bourneduellen, Paul Greengrass’ opfølger på Doug Limans Manden uden navn, hvor vi første gang mødte Matt Damons dødsensfarlige, men langtfra samvittighedsløse Jason Bourne.
De to film er baseret på de to første bind af spændingsforfatteren Robert Ludlums romantrilogi om Bourne, der desperat prøver at finde ud af, hvem han er, mens kuglerne fyger ham om ørerne.
Mon ikke vi om et par år får lov til også at se en tredje film, der kan afsløre hele sandheden om Bournes identitet!?

Ingen supermand
Britiske Greengrass, der høstede mange anmelderroser for det irske drama Bloo-dy Sunday, har – ligesom Doug Liman i den første film – valgt den karakterdrevne spænding og at fokusere på spillet mellem Bourne og de mennesker, der vil ham
til livs. Der er ikke meget nyt i Bourneduellen, men det meste af det, der er, er ret godt.
Inspirationen fra 70’er-film som French Connection og Aflytningen – hvor det også er én mand, ikke helt fin i kanten, der kæmper mod et uigennemskueligt, korrupt system – er tydelig.
Både i det fortællemæssige tempo, det vellykkede forsøg på at forlene handlingen med en vis realisme og den rå, kuldslåede og ofte håndholdte billedside, der om noget er med til at understrege filmens intensitet.
Bourne er nok en farlig herre, men han er ingen supermand eller James Bond, og det er en fornøjelse at se en film, der tilsyneladende ikke benytter sig af computereffekter, men i stedet holder sig inden for rammerne af, hvad der er menneskeligt muligt. Det hiver handlingen ned på jorden uden at gøre den kedelig.
Så meget desto mere ærgerligt er det også, at Bourneduellen mod slutningen dropper sin interessante legen katten efter musen og i stedet insisterer på at divertere med en lang og i sidste ende trættende duel på biler gennem Moskvas trafikerede gader.
Det havde Greengrass ikke behøvet, og han svigter sin egen præmis, hvorfor filmen ender som solid underholdning af den gamle skole, men kunne være blevet mere.

*Bourneduellen. Instruktion: Paul Greengrass. Manuskript: Tony Gilroy. Amerikansk (Imperial, Palads, Empire og CinemaxX i København og en lang række biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu