Læsetid: 5 min.

(Møgbeskidt) business as usual

Har en ny Tom Waits-plade ikke samme chokeffekt i dag som for 20 år siden, hvor han med et snuptag vendte op og ned på smukt og grimt, er den nu stadig god til at rense øregangene og holde fluerne fra røvhullet med
9. oktober 2004

Ny cd
Klangnormen i et pladestudie er, at lortet skal lyde godt. Koste, hvad det vil! Der er langt mellem den lydtekniker, som synes indstillet på at frembringe noget, der lyder den mindste smule beskidt endsige på nogen facon behæftet med fejl, lige meget hvor fede de er – ja, selve teknologien vægrer sig derved. Deraf den soniske korrekthed, der præger de fleste af pladeindustriens produkter.
Og de fleste pladekunstnere er med på den spøg, det er at få lortet til at klinge som en nyslået mønt, myrekneppe hver en fejl ned i unodernes helvede og ved hjælp af alskens smarte små dingenoter få enhver wannabe m/k til at synge (nogenlunde) rent og i det hele taget, kræse om lytterens sarte øre. Digitaliseringen af grejet har ikke formindsket tendensen; nu til dags skal der virkelig kæmpes for at få musikken til at lyde såvel levende som stoflig. Til gengæld formår det, at få selv den største plattenslager til at lyde bare en smule Julio Iglesias-agtig. Hvilket da også er en bedrift.

Ramsaltet markedskriger
Derfor er der stadig heller ikke noget helt som en Tom Waits-plade. Også selv om chokeffekten ikke er, hvad den har været. For en Tom Waits-plade er en Tom Waits-plade er en Tom Waits-plade. Dette har været en skudsikkert axiom siden Kong Volmers tid eller i hvert fald de tidlige 90’ere, hvor den uregerlige, men gennemførte stil, Waits etablerede med sin mesterlige retro-revolutionære 80’er-trilogi – Swordfishtrombones (1983), Rain Dogs (1985) og Frank’s Wild Years (1987) – bed sig fast som norm i Mesterens arbejde. Hvorfor den stribe albums, der siden er udkommet fra den kant, på enhver tænkelig måde lyder som variationer over en metode, der indarbejdedes i et auditivt så tamt årti, der nu i snart føje år har stået og vippet på kanten til en renæssance. Grunden til at den – firserrenæssancen altså – ikke vil tage fart, er måske netop det klangligt så renfærdige, der hviler over så mange af lydprodukterne fra dette grumt reaktionære årti, der gødede jorden for den sorte æra, vi p.t. befinder os (ret dårligt tilpas) i. Måske, måske, måske, som Doris Day ville have udtrykt det.
Og på mange måder er der intet nyt under hverken sol, måne eller stjerner på Real Gone, det noget i retning af 18. album fra Waits’ barkede næver. Og så ligger der alligevel gedigne soniske overraskelser og gemmer sig blandt de uendelige talrækker, som opbevarer de lydlige informationer, der i ens sagesløse højttalere mirakuløst udmønter sig i musik. Selv om der nok skal være dem, der vil stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det gudsjammerlige spektakel, denne ramsaltede markedskriger frembringer, overhovedet fortjener betegnelsen musik. Det kan man så også glæde sig over, thi der er noget velsignet anti-europæisk over den musikalske biksemad, Monsieur Waits disker op med. Igen og igen. Hvor melodi og harmoni kun på det nødtørftigste plager livet af lytteren, mens der til gengæld er et drive og en dynamik uden lige at finde å de hårdkogte og gerne sort-humoristiske udladninger fra den kant med rytmer så slæbende, genstridige og modvillige som et æsel, der nægter at lade sig koste op ad et bjerg.

Et aparte instrumentarium
Det er den amerikanske musiks urformer kogt ned til deres absolutte essens, der som en røverbande springer på lytteren og frarøver hende gængse illusioner og forestillinger om det skønne, det smukke, det vederkvægende og hvad man nu ellers luller sig ind i af forestillinger om musikkens funktion(er). Waits’ ’stil’ er således ikke original på den led, men snarere et netop originalt sammensurium af mere eller mindre glemte og udrangerede stilarter, tilsat det mest aparte instrumentarium der tænkes kan og derefter kørt gennem den ondeste køkkenkværn. Summen udgør til hver en tid en kradsbørstig modgift til den konformt kvælende pænhed, der præger playlisterne på tidens stort set enslydende radiostationer.
I processen har han og hans kumpaner været ude i hjørner af musikken kun de færreste anede eksistensen af, hvilket igen har haft en galvaniserende effekt på diverse randkunstnere og så en håndfuld eksperimenterende producere. Hvorfor det siger sig selv, at hvad der engang virkede som et slasket slag med en våd karklud i ansigtet på en sovende offentlighed, nu om stunder vil virke mangen en entusuiast svært bekendt, men ikke mindre frydefuldt. Og den nytilkomne vil ofte have det som blev der åbnet et vindue i et rum så parfumeret, at det nærmer sig det forgiftede.

Inspirationen lyner
Alligevel er der nye takter at finde her og der. Det første, man bemærker, er en total mangel på klaver og tangentinstrumenter i det hele taget. Det næste og mest slående, er rytmerne, der såmænd frembringes af Mr. Waits selv. Dvs. han agerer human beatbox, om end ikke i strikt hiphop-forstand. Han har siddet på lokummet hjemme i residensen og moret sig med på kassettebåndoptager at optage de rytmiske lyde, han formår at frembringe med munden. Disse optagelser er så blevet klangbehandlet i studier og udgør det rytmiske grundlag for flertallet af de seksten forskelligartede spor, der forefindes på Real Gone. Der som helhed er en skrabet affære; bas, guitar, slagtøj, banjo til husbehov, en spids grammofonisme og så den der uforlignelige anti-vokal udgør de primære virkemidler på en plade, hvor historiefortællingen er i højsædet. Også selv om vokalsporet gerne er klanget så grimt og forvrænget, at man næppe ville fatte et kuk uden et særdeles velkomment teksthæfte.
Og på tekstsiden lyner og glim-ter inspirationen, så det er en fryd. Ikke mindst den 10 minutter lange »Sins Of The Father«, der matcher en Dylan, når han er allermest grum. I det hele taget er vi generelt langt ude på Lars Tyndskids marker, hvor de særeste forteelser ubemærkede går for sig blandt indavlede personager og tumbede karl smarter, der alligevel så lige er en tand smartere end deres debile omgivelser. Og som altid er disse va-skeægte stykker Americana garneret med et par af de der hudløst smukke kærlighedsballader, Waits til hver en tid formår at ryste ud af ærmet.
Så jo, det er business as usual, møgbeskidt og kompromisløst tilmed, men altså, da der tilsyneladende ikke rigtig er andre, som hverken kan eller vil matche Waits på hans selvskabte og herligt vakkelvorne boldgade, kan vi lige så godt glæde os over, hvor svinegodt han gør det. Hver gang.

*Tom Waits: Real Gone (Anti-/Bonnier Amigo) http://www. anti.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her