Læsetid: 3 min.

Moralsk panik

12. oktober 2004

DEN DANSKE velfærdsstat har udviklet en særlig kultur: Alt, hvad der opstår som problemer i samfundet, bliver til politiske problemer. Hvis unge mennesker bliver for tykke, hvis sociale klienter ikke tager sig ordentligt af deres børn, hvis unge piger går for udfordrende klædt, hvis fremmedetniske danskere ikke deltager tilstrækkeligt i gymnastikundervisningen i skolen, hvis unge mennesker ifølge undersøgelser skulle være disponeret for at blive
b-mennesker, så bliver opdagelsen af det nye problem straks formuleret som et krav til politikerne.
Der er udviklet en ganske særlig forventningskultur: Det forventes, at alle problemer kan løses gennem lovgivning. Og det skal være hurtig og håndfast handling. Og det forventes, at man kan afskaffe problemer ved at forbyde dem.
Den hurtige handling viser sig som kriminalisering og højere straffe. Sådan demonstrerer man politisk handlekraft og vilje til ledelse i Danmark. Og hvis der ikke er et tydeligt offentligt formuleret problem, så minder man om de gamle. Som da statsministeren i Folketingets åbningstale tirsdag mindede om alle spiritusbilisterne. Og straks lovede en løsning: Højere straffe.

DE ENKELTE indsatser bliver gennemført for at beskytte os. Det er selvforsvar. For at beskytte os mod rockerkriminaliteten bliver vi nødt til at lave en særlig rockerlov, som godt nok tilsidesætter de pågældende eventuelle kriminelles retssikkerhed, men som samtidig giver politiet og anklagemyndigheden udvidede beføjelser.
Det samme gælder terrorismen, som vi må beskytte danske statsborgere imod. Og derfor har politiet også her fået udvidede beføjelser til at overvåge mistænkte. Der er en klar tendens: For at sikre de gode borgeres retssikkerhed svækkes de dårlige borgeres retssikkerhed. Den tendens viste sig nærmest grotesk, da en dansk statsborger blev fundet involveret i terror i Marokko og den danske integrationsminister, Bertel Haarder, offentligt tilkendegav, at man måtte se nærmere på det statsborgerskab. At man måske kunne relativere det pågældende uheldige statsborgerskab.
Juridiske eksperter har løbende advaret mod denne udviklingstendens. Men allerede da Lene Espersen blev indsat som justitsminister, gjorde hun klart, hvad hun mente om deres advarsler: De var et ’hylekor’.

SØNDAG ADVAREDE professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve i Jyllands-Posten: »Vi lever ikke i en politistat, men vi bevæger os væk fra den borgerlige retsstat og hen imod politistaten. Jeg nærer ingen tvivl om, at vi vil havne i en politistat, hvis vi ikke stopper op og tænker os om.«
Greve understregede, at denne bevægelse ikke kan isoleres hos borgerlige politikere. Tværtimod. Også den socialdemokratiske regering førte en retspolitik, der overførte magt til politiet, kriminaliserede nye uønskede adfærdsformer og forhøjede straffene. Og denne bevægelse kan ikke isoleres til Danmark, men viser sig i forskellige former i den vestlige verden. Greve beskriver tendensen som en ny bevidsthedskultur:
»I dag definerer man nogle grupper i samfundet, som man ikke kan lide: rockere, terrorister, narkomaner, kriminelle. Det er det, man kan kalde moralske panikker, hvor man koncentrerer angsten, vreden og afskyen omkring enkelte grupper, som man så fratager rettigheder, og hvor det er ligegyldigt, hvad man gør ved dem.«

GREVE SKITSERER etableringen af et klassesamfund, som ikke er styret af økonomiske, men af rettighedsmæssige udstødelser. For at forsvare de gode borgere kriminaliserer og overvåger man de dårlige borgere. Det er ikke så omfattende endnu, at man kan tale om en politistat. Og det er frem for alt ikke en styring, som er stærkest hos politiet.
Man ser det i endnu højere grad i den sociale udstødelse, hvor man skærer ned på de lediges rettigheder og forkorter deres dagpengeperioder. Og det på trods af at en en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at den relle ledighed i omtrent 10 år har ligget på cirka 25 procent. Den er konstant. Alligevel opfører man et politisk teater, som bestemmer ledighed som den enkeltes borgers personlige ansvar. Man presser de ledige økonomisk og tvinger dem ud i selvdannelsesforløb, hvor de indgår sociale kontrakter med sociale myndigheder, som forpligter klienterne på selvudvikling.
Og hvis de ikke lever op til målene, kan man skære i deres sociale ydelser. Hvis de ikkelever op til de offentlige idealer om et rigtigt liv, kan man fjerne betingelserne for et værdigt liv. Forventningen om den totale styring af folkeskoleelever, sociale klienter og fremmedetniske danskere er årsagen til og ikke løsningen på den moralske panik, Vagn Greve beskriver.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her