Læsetid: 9 min.

Som en nål i en høstak

Lolland er et stykke Danmark, som ingen rigtigt gider lege med. Lukning, fyring og ledighed er ord, der sender sydhavsøen i overskrifterne. Alligevel drages nogle af den landfaste ø. Alternativet er nu heller ikke altid lige attraktivt for såvel legale som illegale østeuropæiske daglejere på træk
8. oktober 2004

Med lidt god vilje kan det karakteriseres som en vag hilsen, da Valerij løfter hånden inde i Nybrogade. Den afmålte gestus finder sted bare få minutter efter, at færgen fra Spodsbjerg ankom.
Trods det at den spinkle skikkelse snart trækker østpå, skal samtalen føres et sted, hvor sikkerheden for, at herremanden ikke dukker op, er nær det fuldkomne. Det er nu John, den ældre og noble mand på barstolen, der taler først, mens parisertoasten sveder.
Som den eneste af de forsamlede på Guldhornet denne formiddag drikker den tidligere sælger af landbrugsmaskiner hverken humle eller det, der er stærkere.
»Lolland er et hul i jorden. Her gider ingen at være,« konstaterer han.
Selv har den detroniserede pensionist opholdt sig i »hullet« i seks lange år, bemærker han og sender endnu længere blikke mod billardbordet og morskabsautomaterne bag røgskyerne.
Helt så længe som sortseeren på danskvand har letten Valerij ikke opholdt sig på sydhavsøen, forsikrer han, mens Lollands Banken skråt overfor frekventeres, da bodegaen ikke gør i plastickort med chip.
»Da jeg kom til Danmark, var her koldt.«
Nu ikke så isende som hjemme i landsbyen få kilometer syd for hovedstaden Riga. Derfra rejste Valerij, fordi det var svært at klare sig uden arbejde.
Meget svært endda.
»Der står ikke sygehussenge og uddannelsespladser til sådan nogen som mig – og mine børn. Enten rejste jeg eller min kone. Sådan er det bare!« Valerij angler ikke efter medlidenhed. Og nu hvor han trods alt har fået kosten og lidt sedler i læderpungen, så vil den godt 30-årige lette altså hjem.

Først tjente han hos en svinebaron på en ø ude i Limfjorden. Hvor længe han præcist havde opholdt sig på øen i sydhavet, og hvor han havde arbejdet, ville han ikke rigtigt rykke ud med.
Senest dog på en farm med grisebasser »ikke langt her fra Nakskov,« grynter han undvigende, og lader ane at han vil vende tilbage, når pengene slipper op. Han havde boet under kummerlige forhold på flere forskellige adresser og havde haft forskellige jobs Alt sammen dog i den ende af skalaen, som ikke mange af de indfødte ville bryde sig om, slap trods alt ud, inden han brød op.
»Dybest set har jeg slet ikke været her,« sagde Valerij.
Udsagnet nikker Kurt O. Hansen og Tommy C. Christensen genkendende til henne i kafferummet bag de røde faner i Havnegade. Kurt skriver blandt flere andre titler faglig sekretær i SiD på visitkortet. Tommy nøjes med det. Han tager hånd om håndværkerne på Vestlolland.
»Vi er på herrens mark. At finde den illegale arbejdskraft er som at lede efter en nål i en høstak. Og finder vi endelig en sag, skal vi på det nærmeste bære den til politimyndighederne på et sølvfad, før der sker noget som helst.«
Kurt slår opgivende ud med armene og ser helt brødbetynget ud inde bag brilleglassene. Han leder efter illegale østeuropæere i høstakke, svinestalde og skove.
»De er nærmest umulige at spore, selv om vi ved, at de findes i et ikke ringe antal. Men når vi laver opsøgende arbejde, så er bønderne aldrig hjemme. De kører rundt på deres store maskiner på en af de bedrifter, der altid ligger et andet sted end der, hvor vi dukker op. Storbønderne er ikke interesseret i, at arbejdskraften er organiseret. Inderst inde må vi nok også erkende, at vi gør for lidt ud af at opspore den illegale arbejdskraft.«

Tommys unge øjne ser anderledes fortrøstningsfuldt på tingenes tilstand, selv om også han kender til det arbejdsduelige østfolk, der triller over København og kører ned af motorvejen. Eller de napper den noget længere, men ofte mindre problematiske omvej over Sønderjylland.
»De fleste tager færgerne til Rødby eller Gedser,« mener Tommy. »Men det er en vanskelig opgave, og kontrolmidlerne er begrænsede,« begynder han, inden Kurt afbryder:
»Oddsene er vanskelige. De illegale har for let ved at gemme sig,« siger han og kommer i tanker om engang, han forsøgte at fange en i pastoratet på fersk gerning. »Men i samme øjeblik, vi gik ombord på færgen til Fejø, gik jungletrommerne.«
»Sådan er det her. Husk på, at det er små, lukkede samfund, hvor alle skal leve tæt sammen – også i morgen,« tilføjer Tommy:
»Folk på Lolland er i forvejen så pressede, at de sjældent brokker sig over arbejdsforholdene. Sagerne på deres egne arbejdspladser skal være grelle, før de henvender sig til SiD. Mange er bange for at miste livgivende indtægter på 16-18.000 skatteplagede kroner hver måned. Man passer sig selv og forsøger at overleve,« fastslår sekretæren, som på sine byggepladsrunder har mødt sort kræfter fra både EU-landet Polen, Rusland, Hviderusland og de baltiske republikker.

Ofte er det svært at sende på samme sprogkanal. Alligevel tegner der sig et klart billede.
»Meget foregår lige på og under grænsen af det tilladelige. Desværre har det danske arbejdsmarked udviklet sig i negativ retning i de senere år. Det er blevet forholdsvis enkelt at få tingene til at se legale ud, selv om det langtfra er tilfældet,« oplever Tommy.
Han mener, at det er for let at fuske med papirer og lønsedler. Og skal henvendelsen rettes til myndighederne i det tidligere Østeuropa, så kræver det stor tålmodighed.
SID-teorien om, at det trods alt er nemmere at finde folk på byggepladserne, der går for en halvtredser eller mindre – plus det løse end i svinestaldene afprøves ude på Maribovej.
Uden resultat.
»De er der ikke,« meddeler den unge mor ved siden af byggetomten og afbrydes af regionaltoget.
»Her arbejder de professionelle,« står der på et banner.
Kvinden håber, de snart dukker op igen.
»Jeg har et tag, der trænger inden efteråret,« forklarer hun.
På Agrovej i Øster Toreby sidder Leif Jylov ikke som på nåle. Centerlederen hos Sydhavsøernes Landboforening har god tid.
»Når nu pressen endelig har bevæget sig ud af redaktionslokalerne i storbyen.« Ja, sådan havde han formuleret det, slået en sund latter op og lagt på. Selv er Jylov født i Vordingborg. På den »forkerte« side af vandet, som han forklarede. Alligevel regnes han ikke som en fremmed.
»Jeg har også tjent på gårdene og godserne og fået den lokale tankegang ind under huden.«
Også Jylov kender til de illegales tilstedeværelse på øen. Sønnen tjente på en lokal gård med tre »vist nok« legale russere.
Men som faderen siger:
»Vi har efterhånden tilstande som i Schweiz. Det arbejde, der lugter er beskidt, og som ingen dansker vil have, lader vi folk udefra om.« Derefter beretter han der om den »polske bølge« i sukkerroerne, der toppede inden verdenskrigen: »Bølgen af østeuropæisk arbejdskraft kom, da Muren i Berlin faldt, og folk pludselig kunne rejse frit ud.«

Leif Jylov mener at vide, at de fleste af de fremmede på Lolland er unge østfolk på uddannelsesophold eller lidt ældre på mere eller mindre legale kontrakter.
Hvor mange der er tale om? Hvem der er legale? Og hvor disse arbejdstyve holder til?
Det taler han ikke om.
Og dog:
»De er vel jævnt fordelt i skovene, på frugtplantagerne, i staldene og byggepladserne. Oftest kommer de for at løse en konkret ofte sæsonbetonet opgave,« mener Jylov og slår ét fast:
»Får vore medlemmer problemer med den slags, så må de klare sig selv. Så gælder de samme regler, som hvis de opdages med for meget medicin i køleskabet.«
Men problemer opstår der jo, erkender centerlederen i samme åndedrag. Han har selv arbejdet – på legal vis – i Rusland som konsulent. Derfor tror han heller ikke, at der ligefrem findes kontorer eller bureauer, der formidler kontakterne. Han tror mere på mund til mund metoden.
»Folk fra regionen tænker gennem en vodkaflaske. Derovre kan man takke kvinderne for, at hverdagslivet hænger sammen. Mændene kører alt for tit rundt med store promiller.«
Jylov betror, at den klare væske også er »løsningsmodellen« for mange, når de støder på problemer i Danmark.
»Det er da også sket, at vi er trådt til med en hjælpende hånd. Men som udgangspunkt må bønderne i dette grå felt klare sig selv. Kloge landmænd sørger for ikke at isolere deres arbejdskraft uanset om den er legal eller det modsatte.«
De stiller bl.a. en bil til rådighed – eller kører dem, så de kan komme lidt væk fra isolationen, har Jylov bemærket og har ellers kun en let hovedrysten til overs for det papir SiD-mændene sendte med tværs over øen.
På det står der, at Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere for et par år siden indledte en undersøgelse om mangel på arbejdskraft i dansk landbrug, efter at deres medlemmer gentagne gange havde beklaget sig over problemer med at rekruttere folk. Konklusionen om stor mangel på arbejdskraft lå lige til højrebenet. Undersøgelsen viste så det modsatte.
»Formålet med den omtalte undersøgelse var at få lukket op for arbejdskraft fra østlandene ved at påstå, at man manglede 6-8.000 ansatte i landbruget. Det er helt ok for mig, at man vil hente folk ind udefra, men deres papirer skal være i orden og de skal have løn og arbejdsvilkår som danske kollegaer – og det er der, det kniber,« mener Svend Ove Pedersen, der er gruppeformand i SiD’s Gartneri-, Land og Skovbrugsgruppe. Heller ikke han tør sætte tal på den illegale arbejdskraft på Lolland.

Men på Vestlolland er hans underordnede Tommy og Kurt fortsat overbeviste om, at randområdet ville »kuld-sejle, hvis de kastede håndklædet i ringen.«
De henviser blandt andet til »sagen,« der trækker tråde til Lolland. Den omhandler 13 litauer, som mener at have en kvart million danske kroner til gode hos en driftig fynsk bygherre.
Thomas Eigelis og Valdas Macys blev så trætte af det hele, at de rejste hjem og anlagde sag mod det litauiske firma UAB Marsijas, som fynboen Peter Lindhardt Sørensen er medejer af. Det træk kommenterede Lindhardt i Fyns Stiftstidende. Han følte sig »forfulgt,« sagde han og rettede skytset mod fagforeningerne i Folketidende på Lolland:
»De sagde intet, da danske arbejdere rejste til Norge og Tyskland. Men når nye EU-borgere kommer til Danmark, så er den helt gal. Det er fagforeningernes desperate forsøg på at bremse udviklingen.«
»Men ønskede man at legalisere den udvikling, så tog de danske myndigheder affære,« mener SID-Tommy, da Kurt har forladt ham – og han kunne tale uden afbrydelser.
Uddybningen af konklusionen dukker op, netop som Guldborgsund passeres.
»Ville man virkelig den illegale arbejdskraft til livs, så oprettede man flere specielle grupper, for jeg har aldrig hørt om stikprøvekontroller eller andet direkte opsøgende arbejde fra politimyndighedernes side.«
Det synspunkt anfægter Tonny Rasmussen inde i Maribo, hvor Grænse Politi Lolland Falster holder til:
»Vi holder øje, og kommer der en håndværkerbil på øst-plader, så checker vi den da. Men det kan jo være svært at se på folk, om de er på vej på ferie eller arbejde. Det er vanskeligt at vurdere problemets omfang, men ét er helt sikkert, vi blander os ikke i fagpolitik. Hvis opholdspapirerne og arbejdstilladelsen er i orden, så gør vi ikke mere. Hvad folk får i løn er ikke vores problem.«
Politiassistenten kontrollerer håndværkere, pizzaria-ejere og færgeafgange på egnen. Men landmænd gør hverken han eller de 17 udfarende kollegaer »noget videre i.«

Forude ligger Gedser. Sydligste udpost mod Øst. Bag remisen bygger jysk arbejdskraft nyt færgeleje, trods det at urskiven på den gamle stationsbygning for længst har passeret normal fyraften.
»De er billigere end dem fra Sjælland – og så tjener de jo udetillæg,« fortæller formanden, der selv kommer fra Frederikssund.
Scandlines tror på fremtiden trods udsigten til en tysk asfalt forbindelse. Herfra er der nu også langt til Lolland.
Det er der derimod ikke fra parkeringspladsen bag Havnekroen, hvor Yurij fra Hviderusland er i færd med at forberede et aftenmåltid med primitivt grej. Han og makkeren er på vej hjemover i en Lada på polske nummerplader. Også de har haft hyre på sydhavsøerne.
Mens aftenhimlen gør sig over Storstrømsbroen trænger SID-stemmerne atter frem:
»Ingen kan kende det fulde omfang af illegalt arbejde. Men her tæller enhver arbejdsplads. Den seneste lukning af MAN B&W Diesel og truslerne mod sukkerindustrien gør ondt. Vi må kæmpe for hver en arbejdsplads her hvor arbejdsløshedsprocenten er næsten dobbelt så høj som i resten af Danmark.«
Men som Jylov sagde:
»Vi kan jo ikke sidde og vente på, at politikerne inde på Christiansborg vågner op og redder os. Lollikkerne må lære at klare sig selv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her