Ny film
Når den unge Pilar flygter fra hjemmet med sin lille søn, har hun hjemmesko på. Det skal gå stærkt, for man ved aldrig hvad ægtemanden Antonio kan finde på.
De uskiftede hjemmesko er et af den slags præcise træk, der gør en scene levende. Tilmed har de en symbolsk overtone. For Pilar slæber i fatal grad hjemmet med sig, selv når hun bryder med det og flytter ind hos sin søster.
Hun kan ikke skære båndet til den voldelige Antonio over. Selv da hun begynder at blive selvstændig og uddanner sig til museumsguide, går hun billedligt talt stadig i sutsko.
Denne spanske film er beskedent og prunkløst sat op, men gør så meget desto større indtryk. Den skildrer et voldeligt ægteskab, men den har ikke en eneste scene, hvor manden Antonio slår sin hustru Pilar.
Det er den psykiske terror, som interesserer instruktøren Icíar Bollain og samtidig paradokset, at vold og kærlighed et godt stykke af vejen kan leve side om side. Ta mine øjne er ikke bare en fortælling om hustruvold, den er også en hjerteskærende kærlighedshistorie.
Uden sprog
For det både smukke og tragiske ved Pilar og Antonio er, at de efter ni års tumultarisk ægteskab stadig er glødende forelskede. Deres forhold har en uafkølet romantisk og erotisk intensitet. Men Antonio har et destruktivt handicap: Han kan ikke styre sit temperament og lader alt for let sine frustrationer over en træg karriere gå ud over Pilar.
Ingen af dem har sprog til at løse op for konflikterne. Så Pilar flygter, og Antonio går til gruppeterapi med andet spansk mændkøn med det samme problem hustru-volden, der har smadret deres familieliv. Det vil Antonio af hjertet undgå, men magter han det? Og formår Pilar at opbygge et liv uafhængigt af den Antonio, der stadig er hendes adgang til erotisk forløsning?
Farlig hengivelse
Filmens instruktør Icíar Bollain spillede den kvindelige hovedrolle i Ken Loach drama om den spanske borgerkrig Land and Freedom, og hendes film er holdt i samme ligefremme, realistiske stil som englænderens.
Men man fornemmer et skarpere analytisk gemyt bag denne intelligent gennemførte frigørelseshistorie, der har klar adresse til et spansk samfundsproblem: i 2002 indløb der 43.313 anmeldelser om vold i hjemmet, 52 med døden til følge.
Opløsningen af landets herskende patriarkalske kønsrollemønster har voldsomme omkostninger for begge parter, og det er heldigvis denne menneskelige pris, mere end de kvindepædagogiske pegefingre, der interesserer Bollain.
Netop den romantiske understrøm giver filmen spændkraft og udmønter sig sågar i en jævnførelse med sagnet om Orfeus og Euridike. Filmen ved, at sand kærlighed også er hengivelse ta min øjne!
Manuskriptets truende skematik opblødes af de to mesterlige hovedrolleindehavere Laia Marull som Pilar og Luis Tosar som Antonio, stærke, hverdagsreelle figurer, der spræller i det net, som ydre kræfter har spundet omkring dem
Gennem hele det af ydre ret prosaiske forløb fastholder de en glød og en inderlighed, der fuldt ud overbeviser om, at dette forhold betyder liv og død. Det er de fastlåste, traditionsbetingede kønsroller snarere end personlige defekter, der udløser konflikterne.
Ta mine øjne virker i ét og alt så ægte, at dens specifikt spanske problemstilling ikke skygger for det almene i historien. Tabet af kærligheden, når Orfeus går i sort og ser tilbage på den Euridike, han er ved at hente op fra underverdenen.
*Ta mine øjne. Instruktion: Icíar Bollaín. Manuskript: Icíar Bollaín og Alica Luna. Spansk (Gloria)
