Læsetid: 5 min.

Når pisset koger letter rappen

Danskere med udenlandske rødder har altid fyldt mere i hiphop end rock og pop. »Rapmusikken gav os et talerør,« forklarer et par af Danmarks største stjerner
28. oktober 2004

Hiphopkultur.dk
»I skulle lytte til Grethe Ingmann. Hende med ‘Dansevisen’. Se så at få den købt!«
Fyren med den olivengrønne strikhue trukket langt ned over ørerne er ikke sælger. Han befinder sig heller ikke udenfor i den kølige efterårsblæst.
Waqas Qadri står derimod i et lummert musiklokale på gymnasiet Nørre G i Brønshøj. På borde, gulvet og i vindueskarme foran ham stuver 100 gymnasieelever sig sammen, mens de sluger alt, hvad den 28-årige hiphopstjerne med de pakistanske familierødder siger.
Seancen er en optakt til Spil Dansk Dagen, der i læsende stund afholdes landet rundt. Bag arrangementet står KODA, og Outlandish-medlemmet har sagt ja til at agere ambassadør for initiativet, der skal sætte spot på den ophavsretslige organisations kamp for danske musikere uden pladekontrakt.
Til trods for den oplysende indsats virker scenariet i Brønshøj en smule småsort. Her har vi en mørklødet musiker, der jævnlig rapper om kultursammenstød – på engelsk, tilmed – og nu står han pludselig og promoverer den dansksprogede musikskat for en flok gymnasieelever ...
Waqas Qadri kan godt selv se, at det hele tager sig lidt komplekst ud. Til de ivrigt spørgende elever uddyber han sit engagement i Spil Dansk Dagen:
»Det er ikke særlig mange år siden, at jeg aldrig havde lyttet til dansksproget musik. Jeg troede, at Peter Belli bare var kendt for at sige ‘så er der bingo’. Men nu har jeg fundet mig en ny lidenskab i sproget. Tilsat musik udfordrer det mine ører, og jeg forestiller mig, at vi på et tidspunkt laver et helt album på dansk,« gisner alderpræsidenten i Outlandish-trioen, der i sommer – efter fire år med to platinsælgende album og turnéer i det meste af verden – gav Poul Henningsen-klassikeren »Man Binder Os På Mund Og Hånd« nyt liv.
»Da vi opdagede, at det var en gammel protestsang mod nazisterne, bragte det virkelig vores pis i kog. Den måtte vi bare lave,« fortæller Waqas Qadri om nummeret, der efter 18 uger endnu holder sin plads på single-hitlistens top-20.

‘Folk kan sgu ikke lide mig’
Mens eleverne lytter videre på Nørre G i Brønshøj, springer vi mere end et årti tilbage i tiden. Til den samme følelse af pis i kog. Det var den, der antændte Waqas Qadri til at lave musik.
Ligesom en række andre danskere med udenlandske rødder tog han tidligt rapmusikken og hiphopkulturen til sig. Allerede i de tidlige 1980’ere dukkede vietnamesiske og filippinske grupper frem fra anonymiteten og betonbyggerierne i Høje Taastrup for at mænge sig i det københavnske breakdance-miljø. Senere markerede rappere som Karen Mukupa og Al Agami sig. I dag figurerer den tyrkisk fødte dj, 19-årige Turkman Souljah, som landets strammeste plademikser, mens Outlandish er det størst sælgende danske navn i udlandet. Senest manifesteret ved lørdag aftens Nordic Music Awards i Oslo, hvor trioen høstede aftenens vægtigste pris.
Waqas Qadri vurderer, at indvandrernes forholdsvis større repræsention i rap sammenlignet med rock og pop bunder i, at hiphopkulturen var ny – og derfor også lige – for alle i 1980’erne. Men forklaringen skjuler sig også i det samfund, som de nye danskere skal integreres i:
»Hiphoppen appellerer mere til folk med anden etnisk baggrund, fordi den oprindelig blev brugt som protest mod undertrykkelsen af de sorte i USA. Ligesom man brugte rockmusik under Vietnamkrigen,« eksemplificerer Waqas Qadri, der især var fascineret af skuddræbte Tupac ‘2Pac’ Shakur.
I de tidlige 1990’ere raserede gangstarapperen Los Angeles og hitlister verden rundt med sin tikkende vrede over systemet.
»Selvfølgelig skal vi ikke sammenligne os med afroamerikanerne, der gennemlevede århundreder med slaveri. Men der var altså de her tendenser til, at man som ung indvandrer gik rundt og følte sig udenfor herhjemme. ‘Folk kan sgu ikke lide mig’, sagde jeg til mig selv. Her appellerede hiphoppens rebelske islæt mere end noget andet,« påpeger Waqas Qadri.
Et godt bud på (re)inkarnerede 2Pac’ere i dagens Danmark kunne være kollektivet Pimp-A-Lot fra Århus V. De betegner sig selv som »perkere« – nøjagtig ligesom farvede amerikanere omtaler hinanden med skældsordet »niggers«.
I deres tekster kredser Pimp-A-Lots medlemmer en del om Mellemøst-konflikten, hvor de sympatiserer med palæstinensernes sag og ser det som deres mission at tale den i Danmark. »Vi optræder ikke, vi demonstrerer,« har rapperen Marwan Mouhammed formuleret det.
Ud over det verdenspolitiske engagement tager kollektivets univers udgangspunkt i kriminalitet og bandeopgør i »ghettoerne« Bispehaven, Gellerup og Trillegården.
Noget lignende gjorde den pladeaktuelle rapper Majids første gruppe. Som en del af K Park Gangstaz – opkaldt efter Kisumparken i Brøndby Strand, red – efterlignede han og to lokale rødder tidligt hårdkogte amerikanske gruppers hardcore hiphop-
attituder. Det gjorde de med en lyd og et udtryk, der ligger langt fra 29-årige Majids nuværende musikalske ståsted:
»Dengang var mine tekster sådan noget à la ‘Yeah, I’m rolling down the street with a shotgun, and I’m blowing your heads off’. Heldigvis indså jeg hurtigt, at det ikke holdt at udgive sig for noget, man ikke er. Vi gik jo ikke ligefrem rundt og skød folk,« klukker rapperen med de marokkanske aner.
Siden er Majids udtryk altså mildnet en del. Men det afholder ham ikke fra at tage fat i kontroversielle emner på sin anmelderroste langspiller-debut, Life Knowledge Poetry. Her fortæller han bl.a. om et udstødt familiemedlem, der ikke længere kommer i barndomshjemmet ved stationsbyen Avedøre. Majid beskriver også den dårlige kommunikation med sin far undervejs på albummet.
»Det har været fantastisk at få et talerør gennem hiphoppen. Jeg ser og oplever så meget, som kan være afgørende at få formidlet videre til udenforstående,« siger han.
Ligesom vennen Majid er Waqas Qadri blevet mindre udfarende i sin attitude. Om de noget yngre medlemmer af Pimp-A-Lot siger stjernen fra Outlandish:
»På den første plade var jeg en ung, sur rapper, og hvis jeg var på deres alder, så ville jeg måske være lidt på samme måde stadigvæk. Personligt synes jeg, at ordet ‘perker’ er nedladende. Min religion lærer mig, at vi alle er lige. Derfor opfordrer jeg også altid folk til at behandle andre, som de selv ønsker at blive behandlet. Men fred være med Pimp-A-Lot, fred være med alle mennesker.«
Også Majid nævner islam som en blødgører af sit syn på hiphoppen som udtryksform. Det sker på et tidspunkt, da både dansk bøllerap og amerikansk gangstarap sælger mere end nogensinde:
»Min tro har givet mig et filter, som har hjulpet mig til at sige, ‘hold da kæft, hvor er det langt ude’ om dele af den amerikanske hiphopkultur. Det man synes var rigtig fedt en gang, virker meget latterligt i dag. Der skal eksempelvis ikke være 10 nøgne piger i mine musikvideoer,« mener han.

*Dette er det syvende afsnit i serien om hiphopkulturen. Tidligere artikler kan læses på tema.information.dk. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu