Læsetid: 5 min.

Når systemet er sygt

45 millioner amerikanere er i dag uden sygeforsikring. Det er fem millioner mere, end da George Bush trådte til. Præmierne er steget fem gange mere end inflationen og tre gange mere end lønnen
27. oktober 2004

Valgdagbog 3
Jeg har ikke deltaget i mange demonstrationer i mit liv. Vi journalister er jo neutrale iagttagere. Men denne gang kunne jeg ikke undslå mig, og jeg bekender hermed mine synder og håber på læserens forståelse.
Min første demonstration var i øvrigt også i USA. Det var i 1969, da New Yorks gader fyldtes af demonstranter mod krigen i Vietnam. Og nu var det min vietnamesiske værtinde her i Washington, som inviterede mig til demonstration. For en gennemgribende reform af det amerikanske sundhedsvæsen.
Hun er lige begyndt som medicinstuderende og er virkelig grebet af den hellige ild. Vejret var lidt råt, og der stod blot en lille snes unge mennesker i hvide kitler ved samlingspunktet foran George Washington Hospitalet. Så demonstrationsledelsen så forhåbningsfuldt på mig og spurgte, om jeg da ikke ville gå med. Det var umuligt at sige nej, og så vandrede vi af sted mod Capitol, hvor repræsentanternes hus og senatet holder til, når ikke alle medlemmerne er sendt på valgkamp. 25 mennesker og en hund, en gul labrador, som opførte sig eksemplarisk på hele turen.
Mens vi råbte af vore lungers fulde kraft: »Health care?«. Og svaret kom prompte: »For all«. Det stod der også på de små buttons, som vi uddelte undervejs sammen med pamfletter, der opregnede de to præsidentkandidaters forslag til reformer af sygesikringen.
Det var altså en partipolitisk neutral demonstration, og vi blev da også mødt af megen velvilje undervejs. Bilisterne dyttede tilslutning til budskabet, og gråhårede pensionister nikkede bifaldende til de unge menneskers behjertede forsøg på at ændre et system, som helt igennem er sygt. Om som i dag på ingen måde er for alle. Et system, som på kort tid kan ødelægge en families økonomi og hele liv.

Naboer samler ind
Jeg husker, hvordan jeg ved et præsidentvalg for nogle år siden besøgte en familie i Houston, Texas. Manden var blevet alvorligt syg af kræft og den forsikring, som han havde gennem sin arbejdsplads havde ikke fuld dækning for hospitalsbehandlingen. På det tidspunkt, hvor jeg besøgte hjemmet i den lille forstad til storbyen, var han stadig syg, havde mistet sit arbejde og familien var nødt til at sælge huset for over hovedet at kunne betale regningen. Historien, som bragte mig dertil, var den, at alle naboerne på vejen havde skillinget sammen for at betale terminen og hospitalet, og også børnenes skolekammerater arbejdede på en indsamling. Jeg fortalte historien til Han, min vietnamesiske bekendt, som har boet her i fem år. Hun svarede, at det skam ikke var ualmindeligt, at hun fik e-mails, der opfordrede hende til at sende penge til familier i lignende situationer, og at hun ofte gjorde det, selv om hun stadig kun var under udannelse.
Jeg gik ved siden af April Kirkhart, en 28-årig socialarbejder, som assisterede de medicinstuderende med deres politiske arbejde. Hun fortalte mig, hvordan hun selv de sidste seks år, hvor hun har været på arbejdsmarkedet, i halvdelen af tiden har været uden forsikring. En gang, da hun faldt og slog armen alvorligt, turde hun ikke tage med ambulancen til hospitalet af frygt for, at det skulle vælte hendes skrøbelige økonomi, fordi hun ikke var forsikret hos den restauratør, som hun arbejdede for.
Hun kunne sine facts om det syge system, og det fløj i luften med tal, mens vi vandrede op mod lovgivernes statelige bygninger. 45 millioner amerikanere er i dag uden forsikring, fordi de er røget ud eller fordi deres tilknytning til arbejdsmarkedet er for løs. Det er fem millioner mere, end da George Bush trådte til. Præmierne er steget fem gange mere end inflationen og tre gange mere end lønnen.
Det samme gælder udgifterne til medicin, fordi regeringen har nægtet parallelimport for at beskytte de store medicinalkoncerner. Sagde April. Så udover at systemet ikke er dækkende for store dele af befolkningen, er det ydermere ineffektivt og dyrt. Sådan at amerikanerne betaler langt mere end de fleste andre folk til sundhedssektoren.

Mangel på oprør
Hun og lederne af demonstrationen kæmpede for et system, som gav dækning til alle, som ikke kun var knyttet til firmaerne, som også interesserede sig for forebyggelse og ikke kun for dyre operationer, når det var gået galt.
Hun fandt begge kandidaternes forslag utilstrækkelige – fordi de blot reparerede lidt på et i forvejen umuligt system – men fandt dog klart demokraternes løfte om at halvere antallet af mennesker uden forsikring bedre end republikanernes, der kun ville hjælpe en meget beskeden gruppe ind i systemet.
Men hvorfor er der så lidt vilje til at lave det radikalt om? Hvorfor gør lægerne ikke oprør? Hun så sig omkring i kredsen af entusiastiske unge studerende og sagde: »Lige nu, kæmper de. Men jeg kan frygte, hvad der sker senere, når de bliver færdige. En studerende på Georgetown School of Medicin betaler 40.000 dollar om året for bare at gå der. Det koster et lignende beløb at købe bøger og leve i denne dyre by. 80.000 dollar i udgifter i fem år, før de begynder at komme i praksis til en meget lav løn i yderligere tre år. Hvis de ikke kommer fra meget rige hjem, vil deres gæld være enorm, og kræfterne til systemændrende politisk arbejde svundet ind. Jeg ved det fra min egen bror.«
Demonstrationen er færdig – for mange af de unge den første nogen sinde – men allerede den 9. november skal de på gaden igen. For at protestere mod lukningen af det eneste offentlige hospital i området i denne by, som vrimler med fattige.
Alle brændte af ildhu, da der blevet kysset farvel. Det er ikke altid størrelsen, det kommer an på. Heller ikke, når det gælder demonstrationer. Og det trods alt været en god dag. Også for hunden, som i den grad var blevet luftet og kælet for.
Og jeg var så mænd heller ikke så ked af at have mistet min journalistiske dyd for en god sag.

*Forfatteren og filminstruktøren Jørgen Flindt Pedersen vil de to næste uger skrive dagbog fra USA her i avisen. De to tidligere afsnit blev bragt den 25. og 26. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu