Læsetid: 4 min.

Nat for kulturen

Kultur er sammenhængsskabende i et samfund, der ellers smuldrer politisk. Det benytter borgmestre i Europa sig nu flittigt af
8. oktober 2004

Kunstgrebet
Jeg undskylder på forhånd over for de utallige deltagere, der helt uden tvivl lægger et enormt arbejde i det. Jeg undskylder også over for de utallige tilskuere, der uden tvivl kommer til at more sig godt i nat. Men ideen om en kulturnat sætter mig i en tilstand på grænsen af kvalme.
Jeg ville derfor, hvis jeg var i Danmark, i nat gøre præcis det samme, som jeg havde lyst til at gøre i sidste weekend, da det parisiske kultursidestykke Nuit Blanche løb af stablen: trække dynen langt op over ørerne og få mig en god nats søvn.
»Næsten 300 steder over hele byen sørger for, at der er mere end rigeligt at opleve med over 700 arrangementer«, står der i programmet for den danske kulturnat, hvor adgang til herlighederne koster 70 kroner. I Paris kostede det ikke noget (andet end de 10 millioner kroner fra skatteborgerne). Selvfølgelig gik Deres udsendte samvittighedsfuldt derud for at opsøge nogle af de 160 steder med over 300 kunstnere. Over en million andre individer havde fået samme idé og vaklede rundt i byen med et program i hånden. Som børn sluppet løs i en slikbutik eller fattige foran de riges bord. Skulle man æde 24-timers Foucault på Palais de Tokyo, Buster Keaton-film foran Børsen(!), englesang oven på den gamle Opera eller kunstvideoprojektion på Jussieu-universitetet? Kaste sig over en kæmpemæssig lyserød kop af Paul McCarthy, Bill Viola-installationer i hele to kirker eller det vældigt fotogene folkebal ved Hallerne, hvor kunstige snefnug dalede ned over et talrigt publikum, der slog sig løs til nogle af de mest tåbelige hits fra 70’erne? Bøvs. Det er da orgiastisk, er det
ikke?
Orgiet var (ja, ja, i det gamle Græ-kenland) en offerfest, et slags religiøst mysterium »ofte forbundet med ero-
tiske udskejelser« , som der står i leksika.
Hvorfor mon det hele også lige skal foregå om natten? Voksne og børn kan i fælles transgression dyrke kultus og få noget på opleveren, det religiøse er jo dét, der får tingene til at hænge sammen. I Danmark går det da også ud på »at skabe en synergi kulturinstitutionerne imellem og mellem institutionerne og lokalområdet« og at tiltrække »et nyt og større publikum, der ikke normalt er kulturbrugende.« Og de skal jo endelig blive kulturforbrugere, for kultur og forbrug skaber en forestilling om fællesskab.
Situationisten Guy Debord skrev i 1967 at »Oprindelsen til skuespillet er tabet af en sammenhængende verden, og den gigantiske udbredelse af skuespillet er udtryk for omfanget af dette tab«.
Det franske ord »Spectacle«, der er blevet oversat til det danske »skuepil«, kan ret beset også betyde »underholdning« eller »forestilling«. I 1967 havde man stadig en utopi om at komme bag om »skuespilssamfundet«, blive fri af falske forestillinger og vågne op i stedet for at lade sig lulle i søvn af underholdning.

Politikerne – og i Frankrig ikke mindst de socialistiske politikere – synes nu at vende erkendelsen om skuepilssamfundet på hovedet: Hvis skuespil/underholdning/kultur vitterlig dækker over en mangel på sammenhæng, hvorfor så ikke simpelthen benytte sig af det? Og så forstærke virkningen med en følelse af overskridelse og vågenhed ved at gøre det midt om natten?
En af de fyre, der står bag det kun tre år gamle Nuit Blanche i Paris, er specialist i forestillinger. Han hedder Jean Blaise, og var med sin banebrydende Les allumées i Nantes i begyndelsen af 90’erne del af en flok, der af den dengang nyvalgte socialistiske borgmester Jean-Marc Ayrault blev sat til at skabe et nyt image for byen.
Det lykkedes over al forventning. Gennem storstilede både lokale og landsdækkende kommunikationskampagner lykkedes det gruppen at forlene Nantes med et image som dynamisk atlanterhavsby.
Det må siges at være godt gået, i betragtning af, at byen ligger mindst 50 kilometer fra kysten. Men den slags smålige, realistiske detaljer er intet imod en forestilling. I Nantes glæder befolkningen sig nu dagligt over at være en by ved havet.
Og Jean Blaise er momentant kaldt til Paris for at tage sig af den parisiske borgmester Delanoës orgiastiske vækkelse af borgerne.
Hvis man får kvalme af kulturnattens opbud, så skal man altså bare vide, at det naturligvis slet ikke er meningen, at man skal æde det hele. Man skal blot tage del i det. Være kulturforbruger. Vandre rundt og frydes over det overdådige tag-selv-bord. Meningen er, at dække over manglen på sammenhæng, at skabe en forestilling om fællesskab. Ikke mindst fællesskab med den siddende borgmester.
I Danmark kunne man sætte vore virkelige fællesskabsdannende elementer sådan lidt gladiatoragtigt i scene: Man kunne pudse tigre på illegale indvandrere i Parken, lave stafetoplæsning af Grundtvig på arabisk i det nye operahus eller konkurrere i madlavning på asylsøgerbudget i køkkenet på Amalienborg.
Det gør man selvfølgelig ikke.
For man skal helst ikke vækkes, sådan for alvor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu