Læsetid: 2 min.

Nordisk presse undrer sig

Det undrer medieorganisationer i Sverige og Norge, at Engells chefer slet ikke har overvejet, om en tidligere minister i Ekstra Bladets chefstol kunne give interessekonflikter
2. oktober 2004

En mand, der både er bestyrelsesformand i det førende forsikringsselskab Skandia, bestyrelsesformand på det blad, der skal skrive kritisk om forsikringsselskaber og derudover også er direktør i mediekoncernen Bonnier.
Sådan lød den cocktail, der i 2003 fik svensk presse til at fare i flint i forsvar for Sveriges uafhængige presse. Hovedpersonen var Bengt Braun, koncerndirektør i Bonnier. Anklagen lød på markant sammenfald af interesser.

Stoler på Engell
Samme uro over et potentielt sammenfald af interesser var langt fra på dagsordenen i Danmark, da Hans Engell blev ansat som chefredaktør på Ekstra Bladet.
Den daværende bestyrelse for Aktieselskabet Dagbladet Politiken overvejede slet ikke, om den ny chefredaktørs ministerielle fortid kunne føre til mulige sammenfald af interesser.
»Nej, det spørgsmål har aldrig været bragt frem. Vi stolede på, at Hans Engel ville være Ekstra Bladets mand fra ansættelsens første dag, og det har vist sig at være tilfældet,« siger Holger Lavesen, næstformand i bestyrelsen.
– Har bestyrelsen tænkt sig at spørge Hans Engell, hvad han gør for at sikre sig, at der ikke sker interessesammenfald i den aktuelle sag?
»Nej. Vi stoler på, at chefredaktionen håndterer sagen professionelt.«
Bestyrelsens manglende interesse i at overveje potentielle interessekonflikter i tilfældet Hans Engell undrer medieorganisationer i både Sverige og Norge.

’Meget mærkeligt’
»Det må man da have tænkt igennem, da man ansatte en tidligere minister. Hvis ikke bestyrelsen har gjort det, er det meget mærkeligt,« siger Torbjörn von Krogh, chefredaktør på den svenske udgiverforening Tidningsutgivarnas blad Pressens Tidning.
Han mener, at en tidligere minister på en chefredaktørpost er et større problem end det svenske eksempel, hvor en Bonnier-direktør blev bestyrelsesformand for forsikringsselskabet Skandia.
»Der er kvalitativ forskel på den svenske og den danske situation, fordi den danske situation handler om en person, der har været politisk ansvarlig på et område, som selvfølgelig med jævne mellemrum bliver behandlet i pressen – og dermed også i en avis, hvor han har det sidste ord.«
Også i Norge undrer man sig over, hvorfor kombinationen af ministerfortid og chefredaktørfremtid ikke var et emne, der blev diskuteret, da Hans Engell blev ansat.
»Principielt er det forkasteligt, når en tidligere minister bliver chefredaktør, fordi der naturligvis vil kunne opstå situationer, hvor interesserne bliver blandet samme,« siger Nils Øy, generalsekretær i Norsk Redaktørforening.
»Det er mærkværdigt, at man ikke har interesseret sig for det – eller i hvert fald at man ikke engang har taget diskussionen,« siger han.
Nils Øy synes dog, at det er positivt, at Ekstra Bladet har optrevlet en sag, hvor bladets chefredaktør måske er involveret.
»At hans egen avis afdækker sagen viser, at pressefriheden eksisterer,« siger den norske redaktørforenings generalsekretær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her