Læsetid: 3 min.

Oppositionen i Burma ties ihjel

Nye udrensninger i Burma konsoliderer general Than Shwees enevældige position
20. oktober 2004

Analyse
Burmas 65-årige ministerpræsident, Khin Nyunt, blev i går fjernet fra posten, anholdt og sat i husarrest efter en længere magtkamp med landets stærke mand, militærjuntalederen Than Shwee. Khin Nyunt blev kort efter erstattet af generalløjtnant Soe Win, der står Than Shwee nær. Oplysningen om Khin Nyunts afsættelse blev i går eftermiddags bekræftet af styret i Burmas hovedstad, Rangoon. Juntaen hævdede, at Khin Nyunt var trådt tilbage af »helbredsmæssige årsager«.
Nyheden om, at Khin Nyunt – den tredje højest rangerende i Burmas offentlighedssky junta – er blevet arresteret, kommer ikke helt overraskende. I de seneste måneder er han gradvist blevet marginaliseret, og dødskysset kom i forrige måned, da landets stærke mand, general Than Shwee, 71, sparkede alle Nyunts betroede mænd ud af regeringen og erstattede dem med ukendte generaler.
For Nobels fredsprisvinder Aung San Suu Kyi og oppositionen er det et hårdt slag: Khin Nyunt, som betegnes som pragmatisk anlagt, har i det mindste været rede til at holde en dør åben for, at Suu Kyis oppositionsparti NLD kan vende tilbage, hvorimod Than Swee konsekvent har vendt det døve øre til. Der er overhængende risiko for, at de kompromisløse ledere nu fører Burma endnu længere ind i selvisolationens middelalderlige mørke og tyranni.
Rangoon vil nu i endnu højere grad end før blive afhængig af Kina, som opfattes som ’den eneste sande ven’ i en fjendtlig omverden.

Men magtkampen i juntaen handler mere om penge og forretningsinteresser end om ideologi og har formodentlig meget lidt at gøre med Suu Kyi og de vestlige krav om demokratiske forandringer i et land, som siden 1962 har været styret af diverse paranoide og introverte militærregimer.
Også rivaliseringen mellem hær og efterretningstjenesten MI – som Khin Nyunt kontrollerede – kan have bidraget til, at konfrontationen gav sig udslag i denne udrensning.
For general Khin – som i mange år var regimets ansigt udadtil og havde titel af ’sekretær nr. 1’ – kan udnævnelsen sidste år til ministerpræsident have været begyndelsen til enden. Posten som regeringschef har i lange perioder mest været af rent ceremoniel art, og hans første udspil – ’en køreplan for udvikling af burmesisk demokrati’ – blev da også affejet som rent kosmetisk af vestlige kritikere. Første skridt – en ny forfatning udarbejdet af et ’nationalt konvent’ – løb også ud i sandet, da Suu Kyi og hendes NLD blev forhindret i at deltage.

I september blev udenrigsminister Win Aung, en af Khins loyalister, sparket ud, efter at han i samtaler med både FN og ASEAN-landene havde forsikret dem om, at Suu Kyi inden for kort tid ville blive løsladt fra sin årelange husarrest. Det skete samtidig med, at han var på vej til FN’s generalforsamling, og det blev tolket som et slag i ansigtet på Kofi Annan og den vestlige verden, som har truet med nye sanktioner. Rygterne spredte sig hurtigt.
Khin Nyunt er anklaget for korruption, hvilket mere end antyder, at husarresten snart vil blive udskiftet med en celle i Inseln-fængslet. Win Aung, som tidligere har oplyst flere af sine kolleger i ASEAN om, at flugt til udlandet måske er den eneste udvej for begges vedkommende, risikerer at blive stemplet som landsforrædder.
I går aftes blev det oplyst, at der foregår udrensninger inden for MI, og at flere højere stående officerer er blevet arresteret.
Than Shwee trækker nu rullegardinerne ned over for omverdenen. Han har fuldstændig kontrol over hæren, MI og politiet og han har næppe det store behov for at fremvise kosmetiske forandringer, hverken over for udlandet eller af indenrigspolitiske grunde.
Det hævdes, at han ikke bryder sig om nabostaten Thailand, og at han mistror deres motiver som hjælpere. Han skulle efter sigende heller ikke gøre sig de store bekymringer om, hvad de andre allierede i ASEAN tænker og siger. Mange mener, at han vil behandle Suu Kyi, som om hun ikke eksisterer og tie hende ihjel.
Han har allerede nægtet FN’s udsending, malaysieren Razali Ismail, indrejse.
Han tager efter sigende let på EU’s trusler om nye økonomiske sanktioner og det er egentlig kun Kinas mening, som betyder noget, men de har allerede lovet at anlægge en gasrørsledning til Yunnan-provinsen.

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her