Læsetid: 3 min.

Overblik

22. oktober 2004


Inkasso
*Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde meget få for ikke at sige ingen forventninger til Lasse Spang Olsens nye film, Inkasso. Efter at have slæbt sig igennem mislykkede film som Jolly Roger, Gamle mænd i nye biler og Den gode strømer, har man svært at forestille sig ham lave en bedre film. Men denne gang har Spang Olsen fået hjælp til manuskriptet fra Nikolaj Peyk, og det kan både ses og høres. Hvor de fleste af Lasse Spang Olsens øvrige film er overgearede, lettere afstumpede drengerøvsfantasier, erInkasso det tætteste, han endnu er kommet på en romantisk komedie, og den nyfundne følsomhed klæder ham.
Kim Bodnia spiller den afdankede bokser Claus, der drømmer om at få sit eget boksecenter, men som pga. gammel gæld er nødt til at arbejde som pengeopkræver for gangsterbossen Holger (Ole Ernst). En dag sendes Claus ud til Laura (Iben Hjejle), en tilsyneladende uhelbredelig ludoman og lystløgner, der skylder mange penge væk og har det med at ødelægge sit eget og andres liv med sin spillelidenskab. Det umage par fatter sympati for hinanden og begynder at tro på fremtiden, men først skal de have betalt Holger.
Hvis man abstraherer fra det freakshow af skuespillere og ’personligheder’, der befolker Inkasso – Brian Nielsen, René Dif, Jens Okking, Kjeld Nørgaard, Jean Schmücker, Casper Christensen, Allan Olsen, Erik Clausen, Ernst – og i stedet prøver at koncentere sig om filmens kerne, forholdet mellem Claus og Laura, så forekommer den i øjeblikke næsten vellykket.
Hjejle rendyrker den hårdhudede, rapkæftede og alligevel følsomme figur, vi har set hende spille før, mens Bodnia er bundsolid i rollen som drømmeren Claus, der slet ikke egner sig til at give den som gorilla. Tilmed lægger Peyk dem af og til ret morsomme replikker i munden, og man smiler og føler gerne med Claus og Laura.
Det er alt det uden om, som ikke rigtig fungerer, hvilket blandt andet skyldes de mange kuriøse og ikke særligt velspillende birolleindehavere og Spang Olsens iver efter trods alt at påtvinge historien noget unødvendig action og ydre spænding. CMC

Inkasso. Instruktion: Lasse Spang Olsen. Manuskript: Nikolaj Peyk og Lasse Spang Olsen. Dansk (Park, Palads og CinemaxX i København og 72 biografer i resten af landet)

Bubba Ho-tep
*Elvis lever. Det gør John F. Kennedy også. Og han er blevet farvet sort, så folk ikke kan genkende ham. Det er rigtigt nok. I hvert fald hvis man skal tro gyserkomedien Bubba Ho-tep, der foregår på et nedslidt plejehjem i det øslige Texas. Her henslæber den aldrende Elvis (Bruce Campbell) en noget trist tilværelse. Han har en mærkelig gevækst på sin penis, som han ikke længere kan få op at stå, og han kan næsten ikke gå efter en sceneulykke for mere end 20 år siden. Det var lige efter, at han havde byttet liv med en Elvis-imitator, der var lidt for glad for stoffer, og som gik hen og døde og nu er begravet i Graceland.
Så nu ligger den rigtige king of rock’n’roll altså og småfilosoferer over sin kranke skæbne i en sygeseng. Hans eneste ven er en gammel, sort mand (Ossie Davis), der insisterer på, at han er John F. Kennedy og har en pose sand siddende dér, hvor han mangler et stykke af hjernen pga. et attentatforsøg i 1963. De to engang så handlekraftige herrer liver dog op igen, da en forbandet, egyptisk mumie ved et af den slags mærkelige tilfælde, man ikke skal tænke for meget over, havner i den lille by sig og beslutter sig for at suge sjæle på plejehjemmet.
Ja, det er lige så bizart, som det lyder, men det er også ret morsomt, ikke mindst takket være Bruce Campbells på alle måder overbevisende og uhøjtidelige præstation som Elvis. Campbell taler og bevæger sig som Elvis, og især scenerne sammen med Ossie Davis’ JFK og de øjeblikke, hvor Elvis spekulerer over sit liv før og nu, er godt tænkt, skrevet og spillet.
Instruktøren er mere på glatis i de ikke spor uhyggelige eller særligt sjove gysersekvenser, og han burde nok have koncentreret sig om historien om Elvis og JFK på plejehjem og i stedet have leget lidt med de mange myter og teorier om de to herrers påståede død. CMC

Bubba Ho-tep. Instruktion og manuskript: Don Coscarelli. Region 1. Kan fås via www.dv-depot.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu