Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

28. oktober 2004


Syng elskovshormonerne frem
*I stedet for de daglige 20 minutters powernapping, kan en ny dille med fællessang og generelt nynneri indtage forretningsverdenen. Forskere ved Karolinska Instituttet i Stockholm har således bevist, at musik fører til ændringer i blodsammensætningen og medfølgende lavere stressniveau, skriver NRK. Professor i psykosocial medicin Töris Theorell har fulgt 16 sangere under en sangprøve og efterfølgende målt et højere koncentrat af hormonet oksytosin – også kendt som kærlighedshormonet fordi det frigøres ved seksuel orgasme – i de udøvendes blod. Det betyder, at man ved at lytte til musik eller selv synge en lille ballade i ny og næ kan få et bedre helbred.
Forskningsresultaterne er et argument for at opprioritere sang og musik i samfundet, på arbejdspladser og i skoler. Dirigent Per Oddvar Hildre udtaler til NRK: »Jeg tror, resultater generelt vil blive bedre, hvis vi giver mere plads til musik, også på stressede business-kontorer.« Og i den forbindelse kan man jo passende starte i dag, hvor der i forbindelse med Spil Dansk Dagen, er mulighed for at istemme sig Pigekoret, der i radioen lægger tonen an til den landsdækkende fællessang. mla

Dansk dramatik går udenlands
*Ole Bornedals teaterforestilling Mænd Uden Noget, der sidste år spillede på Aveny-T med Mads Mikkelsen og Dejan Cukic i hovedrollerne, får premiere i Stockholm i starten af 2005. Det er den svenske teaterproducent Agneta Villman, der iscenesætter den svenske version med Mikael Persbrandt og Reine Brynolfsson i rollerne som henholdsvis den kyniske kvindeforagter og den naivt elskende Hjem Is-chauffør. Forestillingen er også solgt til Tyskland, hvor den har forventet premiere i næste sæson. Herhjemme er Bornedal for tiden aktuel med forstillingen Himlen på Aveny-T. mla

Jungersen i Fiolstræde
*I eftermiddag klokken 17 er det muligt at opleve den litterære succeshistorie Christian Jungersen i Paludans bogcafé, Fiolstræde 10, København. Her vil han præsentere sin nye roman Undtagelsen, der senest har vakt stor begejstring på bogmessen i Frankfurt. mla

Premiere på Jelinek
*Scenedigtet Er nich als er (mit, zu Robert Walser) af dette års nobelprisvinder i litteratur, Elfride Jelinek, får i dag premiere på det gamle KUA, Københavns Universitet Amager. Forestillingen, der opføres på en af universitets nedlagte etager med tomme gange og øde kontorer på sammenlagt 700 kvm., handler om den schweiziske forfatter Robert Walser, som levede de sidste 26 år af sit liv på et sindssygehospital. Forestillingen er skabt af det nystartede teater LONE STAR Productions, og kan i Claus Beck-Nielsen oversættelse opleves frem den 13. november under den danske titel Øjeblik, bliv stående! mla

Picasso i FBI’s varetægt
*Picassomaleriet Femme en Blanc (Kvinde i hvidt), der anlås en værdi på over 50 millioner kroner, er kommet i FBIs varetægt. Maleriet, der menes at være blevet stjålet af nazisterne under invasionen af Frankrig i 1940, er fra cirka 1922 og blev købt af den tyske jøde Carlota Landsberg, som fik det opbevaret i Paris under krigen. Det
beslaglagte kunstværk har siden været forsvundet fra kunstscenen, indtil det i 2001 var med på en udstilling i Los Angeles. mla

Potter og rockstjernerne
*Der bliver også underholdning for musik interesserede voksne, når tidligere Pulp-forsanger Jarvis Cocker går på lærredet sammen med den skotske gruppe Franz Ferdinand i den næste Harry Potter-film, Harry Potter og flammernes pokal.
De fire skotter skal spille op til julebal på Hogwarts i forklædning af fire – efter sigende – tudegrimme søstre, skriver GAFFA. Jarvis Cocker er blevet bedt om levere filmmusikken af den nye instruktør Mike Newell for at skabe et soundtrack, der fænger hos de unge Potter-fans. mla

Kortest muligt
*Spil jødisk Er man gået sur i dansk pop i løbet af dagens Spil Dansk Dag kan man på Café Liva i stedet ty til den jødiske – med et arabisk indslag. Her kan man kl. 20 i aften opleve Channe Nussbaum sammen med Spielniks og gæstesolisten Aida Nadÿeem Rahaman.
*Spil jazz Basie Trust Bigband fejrer deres navnefars – pianisten Count Basie – 100 års fødselsdag med en swingende jazzkoncert på Ringsted Bibliotek i aften kl. 20. mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her