Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

27. oktober 2004


Lise Nørgaard får Ingeborg-pris
*Ingeborg-prisen gik i går til journalist og forfatter Lise Nørgaard – en af vor tid største kvindelige skribenter, der med sin fortælling om Maude, Hans Christian, Boldt og Ingeborg formåede at lægge de danske gader øde aften efter aften. I motivationen for tildelingen ville roserne da heller ingen ende tage: »Hvad enten hun har udtrykt sig i de dag- og ugeblade, hun har været tilknyttet, i romaner, radiospil, tv-serier eller i erindringer, har Lise Nørgaard med sin viden, sin fantasi og nøgternhed, sin træfsikkerhed og konsekvente uforfærdethed og udtalte mangel på sentimentalitet, sin kløgtige humor og kvindepolitiske snert bidraget til en større forståelse af både sin tid og sit land, mest suverænt i Matador, hvor det lykkedes hende at samle nationens historie i første halvdel af det 20. århundrede; hun gav den kød og blod og gjorde den tilgængelig og vedkommende for enhver,« skriver Ritzau.
Ingeborg-prisen omfatter Lone Høyer Hansens bronzestatuette af Ingeborg Andersen, der var Gyldendals direktør i årene 1940-1954, samt et legat på 100.000 kroner. mla

Dans gennem lyd og billeder
*Fra på lørdag vil den japanske performer Junko Wada danse publikum gennem den syvende udstilling i rækken af lydbilledeudstillinger, Lydbilleder VII – Site & Sound, på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Denne gang er det de internationale lyd- og installationskunstnere Hans Peter Kuhn, Terry Fox og Akio Suzuki, der kan ses og høres med værker specielt skabt til Roskildemuseets arkitektur. Hans Peter Kuhn, der især har gjort sig bemærket i det offentlige rum med sine urbane lyd- og lysinstallationer, er også kendt for sit samarbejde med teatermanden Robert Wilson. Terry Fox har i sit kunstneriske virke arbejdet sammen med blandt andre Joseph Beuys, mens Akio Suzuki tidligere har været at opleve på Kunstakademiet i København. mla

Fransk homo-tv
*Komedier om metroseksualitet, transseksuelle Brigitte Boreale som sportsvært, dokumentarfilm om aids og Freddy Mercury samt pornofilm med titler som Madame et Eve efter midnat, er nogle af de programmer, der bliver tilgængelige for det franske tv-publikum efter at den homoseksuelle tv-station PinkTV havde premiere i mandags. Med til den parisiske premiereaftenen var blandt andre den populære parisiske borgmester, Bertrand Delanoë, der er erklæret homoseksuel samt Kultur- og Kommunikationsminister Renaud Donnedieu de Vabres, der i forbindelse med premieren gav udtryk for sin begejstring: »Jeg håber, at PinkTV bliver et bredt forum for frihed og kultur, der giver alle borgere mulighed for at udleve deres frihed i respekt for hinanden,« udtaler han til BBC News.
Men hvorvidt stationen, der forventer at nå ca. 180.000 abonnenter inden for de næste to år, kan klare sig på markedet er stadigt usikkert. To lignende kanaler, der blev lanceret i henholdsvis 2001 og 2002 i Canada og Italien, kæmper således begge for at overleve. mla

Alt udsolgt til Melodi Grand Prix
*Billetterne til Dansk Melodi Grand Prix 2005 var revet væk allerede to timer efter, at salget åbnede mandag formiddag. Tilbage bliver kampen om få ledige pladser ved generalprøven aftenen før, den 11. februar 2005.
Det er imidlertid endnu uvist, hvem der kommer på scenen til den store musikfest i Forum i Horsens – indtil videre ligger 263 bidrag til bedømmelse. Heriblandt er forslag fra gengangerne Brødrene Olsen samt Søren Poppe, men også nykommere som gruppen Johnny Deluxe er blevet bidt af Grand Prix-feberen, der for alvor kommer til at rase, når udvalget har sat navne på de endelige solister til januar. mla

Dansk dokumentar til Amsterdam
*Danmark er flot repræsenteret med hele syv film ved den kommende Internationale Dokumentarfilmfestival i Amsterdam, der afholdes 18.-28. november. Med i hovedkonkurrencen om Joris Ivens-prisen er i alt 20 produktioner – heriblandt Lars Johanssons Den tyske hemmelighed, der skildrer en danske kvinde, der i 1946 blev født i et amerikansk fængsel i Tyskland, samt Jeppe Røndes The Swenkas, der tager afsæt i et Zulu-samfund udenfor Johannesburg, hvor en gruppe mænd hver lørdag smider arbejdstøjet for i stedet at imponere omgivelserne i deres fineste tøj. mla

Kortest muligt
*Klub Leif I aften klokken 22 åbner Klub Leif i Husets Musikcafé. På musikscenen, der vil sætte fokus på rytmisk musik, vil man i aften kunne opleve blandt andre Sebastian og Rasmus Nøhr.
*Ungeren Ungdomshuset holder indtil på søndag sin 22-års fødselsdag, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Ud over demonstrationer vil dagen fejres med koncerter med blandt andre Rockers By Choice og The Breakers. mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu