Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

6. oktober 2004


ARoS på fillmfestival
*Århus Filmfestival løber for syvende år i træk af stablen i dagene 27.-31. oktober – denne gang med en ny aktør på banen. Det er byens nye kunstneriske vartegn, ARoS, der har indgået aftale med festivalen om at lægge biograf til en del af de i alt 135 kort- og dokumentarfilm, der er på programmet. Der vil i museets biograf således være mulighed for at se film, der går i dialog med de rammer, de bliver vist inden for, nemlig kunstens. Der bliver vist film af Steen Møller Rasmussen og Lars Movin, der med fokus på især 50’ernes og 60’ernes neo-avantgardistiske kunstformer, forsøger at afdække kunstens grænseområder.
Men også andre kunstneriske genrer behandles på festivalen. Som noget nyt introduceres i år kategorien Music Dox, der dækker over dokumentarfilm om musik og musikere. Er man mere auditivt indstillet, er der således også råd for det.
www.aarhusfilmfestival.dk mla

’Brødre’ solgt til USA
*Amerikanske biografgængere får nu mulighed for at se Susanne Biers kritikerroste film Brødre. Filmen, der indtil videre har solgt mere end 311.000 billetter herhjemme, vakte stor begejstring hos præsidenten for IFC Entertainments, Jonathan Sehring, ved filmfestivalen i Toronto: »Brødre skilte sig markant ud, og rørte os alle dybt. Vi blev simpelthen blæst omkuld af Susannes præcision og intensitet«, siger han i en pressemeddelelse.
Også herhjemme har salget vakt begejstring. Dollargrinet er især kommet frem hos Zentropa-direktør Peter Aalbæk, der udtaler: »Af alle de glimrende amerikanske produkter der findes, er dollaren mig kærest!«
Salget er imidlertid ikke Susanne Biers debut på det amerikanske biograflærred. Også Elsker dig for evigt fandt vej over Atlanten. mla

På tur i naturens kultur
*På fredag åbner landets fire nordligste museer i fællesskab dørene for en visuel rejse i det danske landskab. Med udstillingen Rejsen i landskabet inviterer Sæby Museum, Skagens Museum, Vendsyssel Kunst-museum og Nordjyllands Kunstmuseum besøgende til at se museernes forskellige fortolkninger af den lokale natur. Malerierne fra Sæby Museum kredser om den romantiske skildring af landskabet. På Skagens Museum spiller det særegne skagenslys hovedrollen, mens der på Vendsyssel Museum fokuseres på landskabets flade og farve. Nordjyllands Kunstmuseum bidrager med en mere fri fortolkning i form af malerier af den mentale rejse, landskabet tilbyder.
Udstillingen rummer i alt 32 malerier fordelt på de fire museer, og man kan således holde sig til et enkelt museum eller gøre turen mellem museerne til en del af den kunstneriske oplevelse. mla

Ny chef for TV-Avisen
*TV-Avisens nyhedsredaktør og souschef Henrik Keith Hansen vil fremover være at finde i chefstolen samme sted. Han overtager pladsen efter Søren Knudsen, som fratrådte 1. september efter fem et halvt år i stillingen.
Den 42-årige Henrik Keith Hansen, der har været ansat på TV-Avisen siden 2003, har en bred journalistisk erfaring med i rygsækken. Han har således tidligere blandt andet været nyhedsredaktør på både Ritzaus Bureau og Berlingske Tidende, indlandsredaktør på Radioavisen samt journalistisk chefredaktør på dagbladet Dagen. Desuden har han været ansat som pressechef hos Dansk Røde Kors. mla

Medier på tværs
*Det handler både om sprog, litteratur og film, når Dansklærerforeningen og magasinet EKKO 10. februar 2005 afholder konferencen Medier – på tværs!
Her sættes fokus på genrer og fortælleformer i de visuelle medier, og deltagere kan blandt andre møde forfatter og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson. Han vil indledningsvis diskutere forholdet mellem litteratur og film og ydermere give et konkret indblik i, hvordan han i sit arbejde gør brug af redskaber som pitch, synops og treatment.
Konferencen fordeles efterfølgende i fire kurser: Terkel i knibe – en pædagogisk udfordring!, Når lysterne tændes – den korte film, Michael Valeur – nye muligheder med digitale tekster samt Dokumentarfilmen – fra en dansk synsvinkel, hvor dokumentargenren betragtes med danske briller.
Tilmelding på kursus@dansklf.dk
www.ekkofilm.dk mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu