Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

23. oktober 2004


Bindende eller vejledende kanon?
*Torsdag aften mødtes partierne bag folkeskoleforliget med undervisningsministeren, og endnu en gang skiltes vejene ved spørgsmålet om, hvorvidt litteraturkanonen for folkeskoler og gymnasier skal være bindende eller vejledende.
Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) holder fast i at forpligte lærerene på landets folkeskoler og gymnasier til at undervise i de til kanonen udvalgte forfatterskaber, og det får nu Socialdemokraterne til at beskylde ministeren for forligsbrud, skriver Ritzau. Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Pernille Blach Hansen, er skuffet over ministerens udmelding: »Vi forhandlede netop alt det, der stod om bindende læseplaner, ud af folkeskoleforliget. Men ministeren gav udtryk for, at hun ikke mente, at der er tale om forligsbrud. Vi synes, det er utrolig ærgerligt, at ministeren ikke respekterer det forlig, hun har indgået med os, og det giver selvfølgelig anledning til at overveje, hvordan man generelt skal forhandle med en regering, der ikke overholder de aftaler den indgår,« udtaler hun til Ritzau. Selv om Socialdemokraterne ikke har truet med at trække sig fra forliget, kan det ifølge Pernille Blach Hansen ende med at blive den endelige konsekvens. mla

Pokalen og adjektiverne
*Danmarks uforudsigelige, men svindende skare af teaterjournalister og teateranmeldere er nu blevet enige om nomineringerne til årets modtager af Teaterpokalen. Prisen gives til en teaterperson, der har præsteret noget ganske særligt inden for det sidste år.
De nominerede er solodanseren Gudrun Bojesen for Abdallah og Etudes på Det Kgl. Teater og den moderne Napoli-tolkning En anden akt på Bellevues sommerballet, skuespilleren Benedikte Hansen i Verdens Ende på Husets Teater, instruktøren Peter Langdal, for Dødsdansen og Demokrati på Betty Nansen Teatret, dramatikeren Christian Lollike, for Undskyld, gamle på Odense Teater og Dom over skrig på Katapult og Café Teatret, scenografen Birgitte Mellentin, for Verdens Ende, Englebørn på Plan B, På sporet af den tabte tid på Århus Teater og En Folkefjende på Det Danske Teater samt dramatikeren Astrid Saalbach for Verdens Ende.
Teaterpokalen er på kr. 50.000 og uddeles sammen med instruktørprisen Teaterkatten og den såkaldte Initiativpris, begge på kr. 15.000. Teaterskribenterne ærer samtidig den ordbegærlige Holberg og fylder pokalen med adjektiv-kaskader på Ludvigs fødselsdag den 3. december. amc

Superdansk sprogkunst
*Der er fuld fart på den danske kulturfestival SUPERDANISH i Toronto, hvor cirka 100 danske kunstnere i denne og næste måned slår et slag for dansk kunst og kultur. Ud over et bredt udvalg af danske film i de næste uger får det canadiske publikum nu også mulighed for at opleve digteren Niels Lyngsøs sprogkunst i form af samlingen Pencil of Rays and Spiked Mace. Selected Poems. Samlingen, der består af digte fra lyrikerens seneste værk Morfeus. Digte & poetik fra i år, Force Majeure fra 1999 samt Stof fra 1996, kommer på de canadiske boghylder den 27. oktober.
Det er forlaget Bookthug der i den amerikanske digter Gregory Pardlos oversættelse udgiver værket. mla

Nordisk stjernetræf
*Der er internationalt stjernetræf i Spektrum i Oslo i aften, når blandt andre Kylie Minogue, Tina Turner, Robbie Williams og det irske drengeband Westlife kridter den røde løber til Nordic Music Awards 2004. Ud over de internationale kunstnere vil Timm Vladimir, der er vært sammen med svenske Ulrika Eriksson og norske Guri Solberg, også præsentere en bred vifte af nordiske sangere og bands – fra Danmark Saybia, Swan Lee og Burhan G. Swan Lee løb i torsdag med prisen for bedste danske hit med sangen »I don’t mind«, mens Kim Larsen blev kåret som bedste danske artist og bandet Nephew som bedste nye danske artist. Derudover byder musikshowet på kåringer i fem nordiske og internationale kategorier. Den toneangivende aften kan følges på TV 2 fra kl. 20. mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu