Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

16. oktober 2004


Skanderborg Festival trues
*Danmarks smukkeste festival er truet af et planlagt boligbyggeri. Byggeriet, der omfatter 60 boliger, skal opføres i Dyrehaven ikke langt fra festivalpladsen, og det er kombinationen af nye naboer og larm fra koncerterne på pladsen, der stiller en eventuel lukning i sigte. »Hvis der er væsentlige støjgener, betyder det, at beboerne med loven i hånden kan kræve, at der bliver skruet ned eller slet ikke spillet«, siger jurist i Miljøstyrelsen Anders Skov til MetroXpress.
Byggeplanerne har skabt furore såvel i byrådet som hos arrangørerne bag festivalen. Mens Socialdemokraterne vil droppe planerne, holder Venstre, der har flertallet, fast ved byggeriet. Festivalens formand, Kirsten Hansen, er ikke begejstret: »Hovedessensen i en festival er at spille musik. Kommer der naboer, som gør, at vi ikke kan spille højt og sent om aftenen, er der ikke nogen festival,« udtaler hun.
Hvis boligbyggeriet fuldføres, kan det vise sig at blive noget af en partykiller. I år var 25. gang, festivalen spillede op til musik i bøgeskoven. Siden premieren i 1980, hvor programmet lød på i alt syv orkestre og ca. 600 besøgende, er festivalen vokset markant. I 2003 havde festivalen over 45.000 gæster, der blandt meget andet formåede at konsumere 138.000 liter fadøl, 130.000 flasker Thor og 5.000 flasker vodka. Det svarer til en meget god fest. mla

Olafur på mærkerne
*Den verdensberømte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der for tiden er aktuel med udstillingen Minding the World på ARoS, har designet et frimærke til Post Danmark. Om frimærket, der forestiller en pupil, hvori et betragtende øje spejles, udtaler kunstneren til DR: »Kvaliteten ved et vellykket design ligger i designets evne til både at have en relevant form og samtidig tillade en evaluering af selve den måde designet opleves og bruges på.«
Frimærket, der er kunstnerens første, udkommer i forbindelse med den danske Designmesse 2005. mla

9/11 rapport går til litteraturen
*9/11 Kommissionens rapport om terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon i 2001 er blandt finalisterne til den amerikanske National Book Award, skriver The New York Times. Rapporten, der kortlægger begivenhederne omkring ter-rorangrebene, er en af de fem nominerede ikke-skønlitterære værker sammen med blandt andet Stephen Greenblatts afhandling om Shakespeares liv, Will in the World: How Shakespeare Became Shakespeare.
Det er ikke første gang, en officiel statsrapport er med i kapløbet om den anerkendte pris. Staten New Yorks rapport over fangeoprøret i Attica var i 1973 blandt finalisterne, men tabte til Frances FitzGerald’s Vietnam-studie Fire in the Lake.
Vinderne i de i alt fire kategorier bliver offentliggjort den 17. november. mla

Cat Stevens er vendt tilbage
*Efter 30 års fravær vender 70’er idolet Cat Stevens tilbage på den musikalske scene. Denne gang for at genindspille hittet »Father and Son« sammen med tidligere drengeband-sanger Ronan Keating, skriver The Times. Cat Stevens, der konverterede til islam og tog navneforandring til Yusuf Islam i 1976, lagde en succesrig musikalsk karriere bag sig. Angiveligt fordi han mente, karrieren var i strid med islam. Den overbevisning har Cat Stevens imidlertid lagt fra sig. Hans første optræden i 25 år var ved en velgørenhedskoncert i Royal Albert Hall i London for nylig. mla

Jyske kunstdage
*Værker af Asger Jorn, Erik Hoppe og Arne Haugen Sørensen er blot nogle blandt mange, når Kolding Kunstmesse i denne weekend afholdes på hotel- og konferencecenter Comwell i Kolding. Messen er et led i Kolding Kunstdage, der byder på alt fra damaskduge, blomsterkunst og smykkeudstillinger på rådhuset til dinnerjazz med Katrine Madsen. Er man i det kulturelle hjørne, kan man finde programmet på www.kolding.-dk/kunstdage mla

Kortest muligt
*Ballet Søndag aften gæster Kiev Statsopera og ballet Musikhuset i Aarhus. Her vil de opføre Romeo og Julie for det århusianske publikum.
*Big Band DR Big Band fejrer sit 40 års jubilæum. I den anledning er orkestret ved at indspille et jubilæumsalbum. Søndag er der temaaften om det 19 mand store orkester på P2 kl. 20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu