Læsetid: 4 min.

Patrioternes spil

Venstrefløjens mange amerikanske kulturpersonligheder tuder ikke længere. De gør fælles sag med koncertturnéen ’Vote for Change’ og sætter samtidig forholdet til medierne på spil
1. oktober 2004

Musik
Den 20. september udsendte Michael Moore et af sine stadig hyppigere nyhedsbreve. Emnet var som sædvanlig hadeobjektet George W. Bush og dennes modstander ved det fortkommende præsidentvalg. Moore benyttede naturligvis situationen til at svine junior til, men noget var anderledes. Han fokuserede især sin galde på Kerry. At han var en vatpik, der ikke slog hårdt nok i bordet og under bæltestedet. Alligevel måtte folk tage sig sammen og tro på manden med det oppulente hår, lød Moores opfordring. Alternativet var jo det rene helvede, og dét dér med opgivende at småtude, blot fordi Bush ligger godt til i meningsmålingerne, var bare for hjernedødt.
»Geez, det her er pinligt! Republikanerne griner ad os. Ser du nogensinde dem vræle ’åh, det er forbi! Vi er færdige! Bush kan aldrig vinde det her! Waaaaaa!’« retoriserede Moore og gav selv svaret:
»Hell no. Det er ikke forbi for dem, før den sidste valgurne er flænset. De lader sig aldrig uskadeliggøre – i stedet bliver de ved med at masse sig fremad. Som hajer, der aldrig sover. Konstant skubbende, hivende, sparkende, obstruerende og lyvende,« fnyste filmmageren.
Hvis man læser det nyeste nummer af kultur- og musikmagasinet Rolling Stone, kan man forvisse sig om, at venstrefløjens påståelige frontmand ikke er den eneste kulturpersonlighed, der vil ruske op i amerikanerne. På forsiden ses Bruce Springsteen og medlemmer af Dave Matthews Band, R.E.M. Pearl Jam og Dixie Chicks. De poserer på baggrund af et kæmpemæssigt amerikansk flag, der signalerer patrioter. Det er netop det, de føler sig som. Også selv om deres aktuelle ni-dages turné til Florida, Ohio og syv andre vippestater praktisk talt handler om at fjerne USA’s præsident.
Vote for Change hedder initiativet, som allerede har fået mange grimme ord med vejen fra Bushs emsige apparatur. Som Fat Mike fra et af USA’s mest sejlivede punkbands, NOFX, formulerer det i Rolling Stone: »Det pisser mig grusomt af, når folk kalder os upatriotiske. Ægte patriotisme er at elske sit land nok til at prøve at forbedre det. Vi rejser fandeme landet tyndt for at sprede budskabet. Det er, hvad patriotisme går ud på for mig,« forklarer Fat Mike.
Han fremhæver en oplevelse, bandet for nylig havde i staten North Carolina:
»Jeg snakkede med en knægt, som arbejdede i en Kentucky Fried Chicken (amerikansk fastfood-joint, red.). En dag havde han bemærket, at vi nævner Michael Moore i en af vores sange. Så var han taget i biografen og så Fahrenheit 9/11. Efterfølgende fik han alle sine medarbejdere til at registrere sig som vælgere. Den slags skulderklap får mig til at blive ved.«
I alt har Rolling Stone talt med 26 amerikanske musikere om deres engagement i valgkampen. I interviewene går de samme synspunkter igen: At præsidenten er en hykler. At han har molesteret USA’s ry. At han sat landet i stå. At han er ukvalificeret. At han har forbrudt sig mod folkeretten. At hans nærmeste rådgivere river ham rundt ved næsen. Etc. Altså gammelkendte argumenter, efterhånden.
I hvert fald halvandet år gamle. I marts 2003 luftede forsangeren i countrytrioen Dixie Chicks, Natalie Maines, første gang sin Bush-lede ved en koncert. Det var ikke populært i en række amerikanske medier, som i fællesskab fik hende til at æde sine ord.
Siden har Maines dog taget revanche, og Rolling Stonee citerer hende nu for at, »hvis medierne viste os de døde kvinde- og børneofre for vores bomber, så ville folk (i USA, red.) vende sig i vrede.«

Det er langsomt blevet legitimt for kulturpersonlighederne at affyre verbale kajerystere til George W. Bush og sende et par utvetydige hilsner af sted mod aviser, tv og radio i samme åndedrag.
Netop rockstjernernes opgør med det amerikanske mediebillede er interessant. Hvis der tegner sig en tendens af kändissernes proteststorm – ud over at de er mange og offervillige – så er det, at næsten ingen af dem ligger forrest på leverandørbølgen af ung og troublefree MTV-pop. De er etablerede, har toppet rent hypemæssigt og føler sig måske ikke længere i et afhængighedsforhold til tv, radio og skrevne medier. Vote for Change’s frontfigur, Bruce Springsteen, motiverer ligefrem sin deltagelse med trangen til at skabe et identitetsskabende talerør:
»Jeg har altid følt, at en musikers opgave var at skabe en alternativ informationskilde. Et spirituelt og socialt samlingspunkt, et sted man kunne finde en følelse at være fælles om noget.«
Det er næppe sandsynligt, at de fåtallige og godt skjulte Bush-celebriteter med Britney Spears i spidsen har gjort sig samme tanker. Som hele højrefløjens cølibat-baby, der i øvrigt står til at skulle giftes med en nybagt far, siger i et af Fahrenheit 9/11’s mange insinuerende og kompromitterende grovklip:
»Vi bør støtte vores præsident lige meget, hvad han gør.«
Ikke særlig overbevisende, men problemet med Spears’ slags er – for at blive i Moores tankegang – at de ikke giver op, begynder at tude eller lægger sig ned. Med mindre de altså bliver betalt klækkeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her