Ny film
Den kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. Netop som dansk film indholdsmæssigt er ved at stivne i parforholds- og familiedramaer i dur og mol, serveres frisk fra fad en politisk thriller, der så at sige opfinder sin egen genre på dansk.
Filminstruktørerne har længe holdt sig væk fra Christianborgs glatte gulve, der betrædes så hjemmevant af tv-journalister og specialiserede skriverkarle alle miljøets professionelle, som henter de højaktuelle billeder og historier hjem, svære at konkurrere med i biografmørket, når de politiske storme har lagt sig, og filmen så endelig får premiere et eller to år senere.
Et sikkert overblik
Genrens faldgruber er mange, f.eks. at troværdighedstærsklen overskrides, når vores sværm af kære kendte skuespilleransigter skal inkarnere toppolitikere, der jo selv er så eksponerede i medierne, at vi synes at kende dem ud og ind og kan sammenligne.
Den glade nyhed er, at det lykkes debutanten Nikolaj Arcel at fortælle en elementært spændende historie, samtidig med at han får tegnet et meget levende og autentisk virkende billede af Christiansborgmiljøet med dets varierede politiker-typer, smarte spindoktorer og problematiske journalister. Både i manuskript og instruktion demonstrerer Arcel et overblik, som er intet mindre end imponerende.
Filmen fortæller om en gemen magtintrige inden for et enkelt parti kort inden et valg.
Kritik med brod
De konservative har stået model, men problematikken er lige så relevant i Socialdemokratiet med dets kongemord. En politisk uerfaren journalist bliver marionet i intrigen og prøver derpå at afsløre den.
Det er ikke blot en god, kritisk relevant historie om politisk magtsyge, gedulgt sammensværgelse blandt samfundsspidser med fælles ungdomsrødder og journalistisk Christiansborg-sammenspisthed med magten. Ikke kun en syrlig beretning om den generelle kynisme i et politikermiljø, hvor manipulationer for længst har erstattet idealer og de folkevalgte fjernet sig fra folket.
Det særlige ved Kongekabale er, at ikke blot selve dette råstof fremtræder interessant på en ny måde i dansk film også Nikolaj Arcels pointering af sin fortælling er ny i sin ubesværede inddragelse af et stort, varieret persongalleri og sin sammenfletning af forskellige handlingstråde, der næsten alle kommer til at lyse klart gennem et kompliceret forløb (kun politiets rolle virker lidt underbelyst). Samtidig med, at Arcel konstant formår at dreje den enkelte scene, så den ikke bare bliver en tør brik i puslespillet, men også får en menneskelig eller humoristisk resonans.
Afgørende har det været, at Arcel får lagt det rette toneleje i spillet og viser betydelig skarpsyn i rollebesætningen.
Det rette toneleje
Filmens ofte heftige drama underspilles klogt og konsekvent, for vi er jo blandt professionelle taktikere, der for det meste forstår at holde masken. Søren Pilmarks høgeagtige gruppeformand med det faste isblik mod statsministerposten sættes med stor virkning over for Nastja Arcels Marianne Jelved-agtige cool som hans mere menneskeligt sårbare konkurrent. Lars Mikkelsens spindoktor er nok overskurk, men klogt neddæmpet og næsten lidt medynkværdig i sit anstrøg af parvenu-bitterhed. Og som hans modsætning, outsider-idealisten Henrik Moll, skaber Nicolas Bro påny en pragtfuld birolle-figur.
Kongekabale er fra først til sidst elegant turneret, med en nerve-spænding, der aldrig udelukker drilagtig ironi og varm følelse. Fuld af skarphed i replikkerne og træfsikkerhed i persontegningen. En ny stor sejr for dansk film.
*Kongekabale. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manuskript: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, frit efter roman af Niels Krause-Kjær. Dansk. (Imperial, Grand, Dagmar, Empire, Palads)
