Spot
Det handler om mode. I gadebilledet, i butikkerne, på podiet og på politikernes dagsorden.
Lige nu gælder det efterårsmoden, der vanen tro mestendels udmærker sig ved at bestå af trikotage, uld og jordfarver tilsat lidt kulør i år navnlig nuancer som cyklame, karry, bordeaux og violet i alle afskygninger, som de ikke er set siden 70erne og som perfektionerer sammensmeltningen med naturens farveskala lige nu. Og så er det vel gået de færreste røde næser forbi, at ponchoen er tilbage og det i alle tænkelige varianter. Har man ikke allerede erhvervet sig en sådan eller et af de finthæklede mohairsjaler, der er at finde i snart sagt enhver manufakturhandler for nu at bruge et håbløst gammeldags udtryk er man helt hægtet af. Som mindstekrav bør man have et storstrikket tørklæde som supplement til den øvrige garderobe.
Men også burkaen er værd at nævne i denne sammenhæng. Det i den vestlige verden så forkætrede klædningsstykke fik i den forgangne uge nemlig en ny og uventet fortaler: den italienske modedesigner Giorgio Armani. En italiensk politikers karakteristik af burkaen som et »symbol på døden« efter den blev båret af gidseltagere i Beslan, fik Armani til at tage den traditionelle muslimske og kropsdækkende klædningsdragt i forsvar: »Det er et spørgsmål om respekt for andre menneskers kultur og overbevisning. Vi skal lære at leve med disse ideer, vi behøver ikke lære at praktisere dem,« sagde han.
Kommentaren vakte voldsom opstandelse i Italien, men Armani stod ved sit: »Før i tiden, når man så en tilsløret kvinde i Paris, plejede det at have eksotisk tiltrækning. Nu ses de som terrorister, og folk bliver bange for, at der gemmer sig dynamit under dragten,« sagde Armani og understregede, at burkaen også er et spørgsmål om mode.
Det er det også denne lørdag på DR 2, hvor man har valgt at lade den ugentlige temaaften stå i modens tegn. Her vil værterne Dorte Fals og Lise Mühlhausen tage på shopping og spotte de nyeste trends (ovennævnte spås i al beskedenhed at være i blandt). Overskrifterne i aftenens udsendelser er hang til luksus, skofetichisme og metroseksuelle mænd. Desuden byder programmerne på et kig bag kulisserne i de store internationale modehuse samt indslag med Yves Saint Laurent, Coco Chanel og Karl Lagerfeldt.
Der rundes af med en forsigtig prognose for forårsmoden, der skal være ladylike og romantisk. Farven hedder aqua.
*DR 2: Temalørdag: Mode