Læsetid: 1 min.

Priser på vej til reportagelitteraturens ypperste

Reportagelitteraturens ’nobelpris’ bliver i denne weekend uddelt i Berlin
2. oktober 2004

Prisudeling
Verden venter spændt. I aften uddeles for anden gang i Berlin Lettre Ulysses Award for den litterære reportage – en slags reportagelitteraturens nobelpris. Prisen vil belønne reportere, hvis mod, nysgerrighed og sproglige brillians fører til beretninger, der i sandhed yder retfærdighed over for en kompleks og modsætningsfyldte verden.
Den litterære reportage har en lang og stolt tradition og regnes som en af de fornemmeste og mest fascinerende journalistiske og litterære former. Den kombinerer det bedste fra journalistikken og fra litteraturen.
Blandt de allerbedste repræsentanter for denne genre kan man nævne Bruce Chatwin, Ryszard Kapuscinski og den danske krigsreporter Jan Stage.
Prisen for den bedste reportageforfatter vil blive belønnet med 50.000 euro, ligesom der både er anseelige anden- og tredjepriser foruden stipendier til støtte for reportagelitteraturens udbredelse.
Prisen bliver uddelt af en international jury, bestående af medlemmer fra de elleve største linguistiske regioner i verden. Bag hele projektet står den tyske redaktion af Lettre International i samarbejde med Aventis-stiftelsen og Goethe-Instituttet.
Sidste år gik førsteprisen til den russiske journalist Anna Politkovskaja, der for nylig var nyhedsstof, da hun blev forsøgt forgiftet i flyet på vej til Beslan for at reportere fra gidseldramaet.
En anden af reportage-genrens mestre, nemlig portugiseren Pedro Rosa Mendes, blev præsenteret i gårsdagens avis i form af et lille uddrag fra hans reportagebog Tigerbugten, der udkom fredag på dansk. Mandag bringer Information et interview med Mendes og en anmeldelse af bogen.

*De syv finalister til prisen:
Daniel Bergner (USA)
Chen Guidi og Wu Chuntao (Kina)
Howard W. French (USA)
Jean Hatzfeld (Frankrig)
Tracy Kidder (USA)
William Langewiesche (USA)
Paulo Moura (Portugal)

FAKTA
Motivation for Lettre Ulysses Award
*»Reportere tager af sted til ukendte steder og fjerne dele af verden som historiens øjenvidner og det ukendtes detektiver. De genfortæller livets drama og dets comédie humaine, fortæller historier om håb og desperation, kreativitet og destruktion, fanatisk overbevisning og kold beregning, om livets brutalitet og skønhed (...) Set på baggrund af den komplekse, modsætningsfyldte og konflikt-ladede globaliseringsproces er den litterære reportage (...) umådelig vigtig.« www.lettre-ulyssesaward.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her