Læsetid: 5 min.

Rå materialer af melodisk nonsens

Bruce Naumans altopslugende lydinstallation udfylder den kæmpemæssige turbinehal på Tate Modern. Independents Tom Lubbock er dykket ned i kunstnerens kakafoniske polyfoni
16. oktober 2004

Udstilling
En kakafoni, der minder om lyden af jagt henover markerne – hundenes fjerne, forvirrede hylen; jægernes råben, de gjaldende horn – rammer øret, når man træder ind af hovedindgangen på Tate Modern og ind i dets enorme foyer, Turbinehallerne. Det er første indtryk. Træder man nogle skridt nærmere og bevæger sig ned ad den brede indgangsrampe, ændrer lydoplevelsen brat karakter: Man omgives af skrig, der lyder, som kommer de fra selveste helvede og en uophørlig, overvældende buldren. Det er en meget effektfuld åbning.
Bruce Naumans Raw Materials er ren lydinstallation. Der er ikke andet at se end omkring 40 flade højttalere. Parvist stillet over for hinanden på langs med modstående vægge strækker de sig gennem hele hallens længde. Dette rum, som gennem de sidste par år har været fyldt med så påtrængende og ærefrygtindgydende scenerier, står nu ganske nu tomt. Eller mere rigtigt ville det være at sige, at det er fyldt ud med støj – støj fra stemmer, amerikanske stemmer.

Bølger af ord
Der er ikke noget at gå rundt om, men der er masser at gå igennem. Bølger af tilbagevendende ord skyller frem og tilbage: Gentagne ord, gentagne ordrer; sætninger, der bliver gentaget med en mindre, men kontinuerlig variation; gentagne vittigheder; ord, som bliver messet som mantraer; tale som tvangsmæssig forstyrrelse, paranoide stemmer i hovedet, som oftest det pureste melodiske nonsens. Work Work Work Work Work Work. Get out of my mind, get out of this room, get of my mind, get out of this room… Think! Think! Think! Think! Think! Think! Think! Think! Kom ud af mit hoved, kom ud af rummet… Pete og Repeat sad på et hegn. Pete faldt. Hvem var så tilbage? Repeat. Pete og …OK OK OK OK OK OK OK OK. Feed me. Eat me. Anthropology.
Ord har altid indtaget en central plads i Naumans kunst. Den amerikanske kunstner, som blev født i 1941, har arbejdet med skulptur, performance, video, lysende neon med mere. Men ordene – de skrevne, de talte, de råbte og frem for alt de gentagne i infernalske, farceagtige, musikalske, mekaniske cyklusser – har udgjort de mest uforglemmelige elementer.
Raw Material udgør en enestående genopførelse i lyd af Naumans karriere. Den fremdrager de vokale dele fra 40 års arbejde, og samler det sammen i en rumlig sekvens, der bevæger sig gennem forskellige tilstande og hastigheder. Den slutter af med dialogstemmerne, hvor gentagelsen finder et nyt leje: stille, usikkert, næsten afklaret. De taler ikke ud, eller taler til sig selv, men lærer til sidst at tale sammen: Jeg taler, du lytter. Jeg taler, de lytter. Du taler, de lytter. Vi taler, de lytter
Naumans installation er den sidste i en serie af spektakulære udstillinger som Tate Modern (takket været et sponsorat fra Unilever) har bestilt hos nulevende kunstnere til sin gigantiske foyer. Galleriet åbnede i 2000 med en trio af tårnhøje, vaklende spiralformede trapper, som stod hulter til bulter lavet – et værk, der skyldtes Louise Bourgeois. To år senere udstillede Anish Kapoor værket Marsyas, som var en enorm kurvet, fyldig form – dels et indre kropsorgan, dels en trompet med store altseende åbninger omspændt af en stram, rød skal.

Picnic på Tate
Og sidst blev den mest populære i serien vist: Olafur Eliassons The Weather Project med dets kæmpemæssige sygeligt udseende orange sol, der indrammet hang under et spejlbelagt tag og kunne skimtes gennem en drivende, kunstig tåge. Som en skive af natriumlys kastede et olmt, morderisk skær over rummet. Alligevel begyndte folk at ’slikke solskin’ derinde. Nogle lagde sig ned på gulvet – andre tog sågar picnic-kurve med sig.
Tårnhøj, enorm, gigantisk – den gennemgående tendens til at søge op i de helt store dimensioner er klar nok, og selvfølgelig er det ikke noget tilfælde, at alle disse Tate-udstillinger har været så voluminøse. Gallerikunsten er unægtelig svulmet op på det seneste. Store kunst-show præger tiden. En enkel forklaring er selvfølgelig, at der i de senere år er blevet opført flere vældige museumshaller i Storbritannien, kolossale som katedraler. Foruden Turbinehallen i Tate Modern må også fjerdesalsgalleriet i Baltic Centre for Contemporary Art ved Tyneflodens bred fremhæves. Kunstnerne får så i opdrag at skabe et værk, der kan respondere på disse store rum eller som det hedder i jargonen: ’fylde dem ud’.
Selvfølgelig betyder større ikke nødvendigvis bedre. Men heller ikke nødvendigvis værre. Nogle samtidige værker er vitterligt nødsaget til at være meget store. Det er en del af deres virkemåde. Et oplagt eksempel er Antony Gormley’s Field (der for nylig kunne opleves i Tate, Liverpool, red.) med dets udflydende masse af lerfigurer i pint-størrelse, der til bristepunktet bredte sig ud over hele gallerigulvet, før de brat standser ved indgangsdøren. På rette linjer, der krummer indad som en flaskehals mod beskuerens fødder, står figurerne dér med stirrende øjne – som på en gang underdanige, truende og forventningsfulde troldevæsener. Det er en hypnotisk konfrontation, og den behøver ikke færre end 40.000 af disse små kreaturer for at opnå sin effekt.

Hvor er koret?
Til andre tider kan de store værker virke noget inflationsramte. Det er, som de blæses op til mere, end deres naturlige størrelse kan bære. Som om Parkinsons lov er trådt i kraft: Værket skal partout udfylde det til rådighed stående rum uden egentlig at have andet at byde på end netop størrelse. For andet er der ikke plads til.
Karpoors Marsyas og Eliassons The Weather Project var ubetvivleligt overvældende oplevelser, og det er altid dejligt at føle sig overvældet. Alle kan lide et godt show. Et show er en begivenhed. Show trækker publikum til. Show skaber overskrifter i medierne En kæmpe natriumsol i et kunstgalleri kan udmærket konkurrere med andre spektakulære tilløbsstykker. Som en eller anden sagde til mig ved ferniseringen for The Weather Project: »Vi står her og kigger på et opera-sætstykke. Hvor er orkestret og koret blevet af?«
Nuvel, godt et år senere er det ankommet: En rumlende, mumlende torden af stemmer. Ikke et show, nej. Men en ultimativ auditiv udfordring, bestemt. Det ville være forkert at kalde Naumans værk strukturløst, men frem for alt er det en altopslugende oplevelse. Jeg har hørt lydinstillationer, der var strammere doseret, mere dramatiske og mere skulpturelle – f. eks. Susan Hillers Witness med dets hundreder af hængende højttalere, der hver med deres stemme plaprede løs om ufoer, hvilket til sammen fremkaldte en voldsom følelse af kollektiv ophidselse og bedrag. Raw Materials har masser af kraft, men ikke megen fokus. Men i henseende til at udfylde et rum, væg til væg, gulv til loft, er der ikke meget i denne verden, der kan matche Naumans lydbillede.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen og Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her