Læsetid: 3 min.

Rådvild i Aldi-land

21. oktober 2004

»Opsvinget er her.«
Avisen Die Welt, tirsdag den 12. oktober 2004
»Opsvinget er allerede forbi.«
Avisen Die Welt, søndag den 17. oktober 2004

FEM DAGE VAREDE det – det tyske opsving. Den glade nyhed blev forklaret med, at regeringens arbejdsmarkedsreformer var begyndt at virke. Men allerede om søndagen slukkede de økonomiske eksperter for varmen ved at nedjustere forventningen til årets vækst. Sølle 1,8 procent bliver det til og endnu mindre næste år.
At det korte opsving ikke blev bemærket kan ligge i, at nyheden blev overskygget af en anden: Bilkoncernen General Motors (GM) lod om onsdagen sive, at man vil skille sig af med 12.000 ansatte i Europa, heraf 10.000 hos datterselskabet Opel i Tyskland.
Oven i den almindelige utryghed i krisesamfundet blev landet ramt af kold rædsel.
Selv om de færreste tyskere kører Opel, er mærket en legende båret af stærke følelser. Grundlæggeren Adam Opel startede produktionen i 1899. Under Depressionen måtte virksomheden sælges til GM, men Opel fortsatte som selvstændigt mærke med legendariske modeller som Kaptajn, GT og Manta.

NYHEDEN FRA OPEL fortalte tyskerne – endnu engang – at de er alt for dyre at beskæftige og deres job ikke er sikre. Opel har fabrikker i flere europæiske lande – dér bliver fyringsrunderne bliver meget mildere, fordi lønningerne er lavere.
Noget skal ske. De sidste fem år har Opel givet et samlet tab på 15 milliarder kr., og sådan kan det ikke blive ved med at gå. Det siger sig selv.
Den tyske ekspert i bilindustri, professor Ferdinand Dudenhöffer, har stillet diagnosen: De tyske biler er for dyre, metalarbejdernes 35-timers uge er alt for kort, og deres løn for høj. De skyldige er fagforeningerne og politikerne, der ikke formår at skabe de rette betingelser for industrien.
Efter denne diagnose ligger kuren lige for: Arbejderne skal lave mere for færre penge.
Dudenhöffer kan belægge sin diagnose med fakta; lønningerne i Tyskland er blandt de højeste i Europa, dog overgået af Danmark.
Sådanne fakta gør naturligvis indtryk, men de forklarer ikke, hvorfor tysk eksport boomer i disse år; hvorfor kunderne i udlandet er villige til at betale for de dyrere tyske produkter.

I DET AKTUELLE TILFÆLDE Opel er det et spørgsmål, om lønningerne virkelig er så høje. I gennemsnit får de ansatte ca. 2.500 euro om måneden. Når familiens faste udgifter samt mad og tøj til de gennemsnitlige to børn er betalt, er der rent statistisk knap 100 euro tilbage til luksus, ferie mv.
Hovedparten af lønnen går altså til udgifter, der er forbundet med at overleve, passe sit arbejde og opfostre den næste generation.
I grunden er 100 euro meget lidt for alt det mas.
Nej den egentlige trussel mod virksomheden ligger hos ejeren GM, verdens største bilkoncern. I årevis benyttede GM Opel som en slags uddannelseskursus for sine ledere. Mænd med potentiale blev sendt et par år til Europa for at vise, hvad de duede til. Deres opgave var at skabe overskud i en fart – altså satte de alt ind på at spare. Dyrt udviklingsarbejde og langsigtet planlægning blev skåret væk – det ville jo bare tælle negativt i deres eget regnskab og hjælpe den næste mand i rækken.
På den måde forvandlede Opel sig til en forældet metervare, som kunderne lod stå. Først for et par år siden kom Opel med et afgørende nyt produkt, familievarevognen Zafira, som slog an.
Læren af Zafira er, at hvis varen ellers er i orden, er der også et marked for ‘Made in Germany’.

TYSKLANDS EGENTLIGE problem er Tyskland. Ikke alene bilindustrien, men også detailhandlen og byggebranchen ligger underdrejet.
Hjemmemarkedet er ved at bryde sammen, fordi kunderne holder på pengene. De går efter tilbuddene hos Aldi, udsætter bilkøbet, aflyser ferien – og alt, hvad de har tilovers ved månedens udgang, kommer i banken.
Kunderne sparer af angst for, hvad fremtiden vil bringe og forsøger at ruste sig til endnu værre krisetider – og de kommer helt sikkert, for dagens tabte omsætning udmønter sig i fyringer i morgen.
Alene frygten for arbejdsløsheden skaber arbejdsløshed, og derfor er løsningen ikke at skære i lønningerne; det landet har allermest brug for er følelsen af tillid til fremtiden. Først da letter krisen.
Men denne følelse bliver indtil videre kvalt af paniske erhvervsledere og politikere, der forsøger at vise muskler ved at kræve lukkeloven ophævet eller forlange flere sociale nedskæringer.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her