Læsetid: 2 min.

Rejseholdet på udlandsrejse

Fornyelsen er foreløbig til at overse i DR’s nye spændingsserie Ørnen
11. oktober 2004

Ny tv-serie
DR’s nye »krimi-odyssé« i 24 afsnit starter i fjerde gear. Flykapring med jihad-trussel, politimord på stribe, finanssvindler på gale veje, heltens mor på dødslejet i Island, russisk mafia på djævelsk spil, syv-årig pige som muligt terroristoffer – der er ikke blot lagt i kakkelovnen, men allerede fyret godt op, så ørnen fra første færd kan slå en fast klo i os.
Serien melder altså klart ud om sin genre: dette er Thriller med meget stort T, tilsat en god portion regulær action. DR tv-dramas brochure fortæller os ganske vist om en del psykologiske konflikter, men det får vente. Først skal professionalismen demonstreres, og det bliver den også ganske grundigt. Vel er der høj-komprimeret ydre spænding, så det kan forslå, men den sande uhygge melder sig kun en enkelt gang, da to betjente skal fortælle en ung politi-enke om mandens død.
Nyheden er denne gang, at dansk serie-dramatik bevæger sig udenlands for at følge storkriminaliteten over grænserne. Terrorisme og organiserede gangstere arbejder sammen, og Rigspolitiets nye afdeling for grænseoverskridende kriminalitet må udpege Ghita Nørby for at klare udfordringen.
Hun spiller den bidske Thea Nellemann, men titelfiguren er Jens Albinus’ halve islænding Hallgrim, der tilsyneladende har svigtet sine islandske rødder til fordel for det omkringfarende liv som dynamisk efterforskningsleder.
Albinus tager det meste af den megen opstandelse med en knusende ro, der nærmest virker som skuespillerens indre påmindelse: huske nu at underspille, for det gør manuskript og instruktion sandelig ikke!
Andre hovedskikkelser er den yngre politimester Marie Wied, der fremtræder med skarptandet viljestyrke i Marina Bouras’ markerede træk, mens David Owe er et forfriskende nyt og også klogt underspillende navn som it-eksperten Michael. Lovende er også Susan A. Olsens intense kriminalassistent Ditte i sjovt samspil med sin modsætning, Henrik Lykkegaards Klodshans.
Niels Arden Oplevs instruktion og Lars Vestergaards fotografering fortsætter, hvor Rejseholdet slap: vidvinkler og frø- og fugleperspektiver skal øge dramatik og format i en historie, der foreløbig ikke byder på originale indfaldsvinkler. Det skulle da lige være flypassagerernes dvalelignende statist-ro, da der opstår problemer med to sortsmudskede medrejsende.
Når alt det ’internationale’ skrælles væk, synes meget af skemaet fra Rejseholdet at gå igen i Mai Brostrøms og Peter Thorsboes manuskript. Erik Wedersøes topchef Ulf Thomsen er blevet til Ghita Nørby; Charlotte Fichs Ingrid Dahl til Marina Bouras; Lars Boms Johnny Olsen til Janus Bakrawi; og Mads Mikkelsens Allan Fischer splittes op på Jens Albinus og David Owe.
Produktionsholdets dygtighed på feltet skal ikke betvivles, men måske er det snart tid til frisklavede boller på suppen. Til noget helt andet end den lurmærkede Thorboeske professionalisme. Seriens 23 efterfølgende afsnit vil vise, hvor påtræn-gende denne endnu ikke rigtig underbyggede fornemmelse bliver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her