Læsetid: 6 min.

Ren ramadansk ignorance

Liberale er danske hyperliberale langtfra – ikke liberale i frisindet forstand, ikke fortalere for fordomsfrihed med respekt for modpartens synspunkter og venner af tolerance i dette begrebs klassiske forstand
30. oktober 2004

Intermetzo
Mærkværdigt som ordenes betydning ændres. Se nu Amerika: Betegelsen liberal var engang troen på markedets frihed og den private foretagsomhed, men forandredes så småt til mere bredt at betegne socialt og moralsk frisind: John Kennedy var liberal. Det sagde sig selv at han også var det i det økonomiske. Hyannisport lagde ikke jord til socialismens blomstring; liberal-konservative var hvad Kennedy’erne dengang var, men altså liberale og dermed åndeligt frisindede med sex og sprut som tilskud til klanens særdeles ambitiøse drivkræfter i den politiske gerning. Nu er liberal ændret til det værste, man kan være: Ted Kennedy er således liberal – i de nykonservatives, de højrerepublikanskes og Bush’s mund et skældsord brugt i samme åndedrag til at sværte senator Kerry, der ifølge den forlorne texaner er værre end Kennedy.
Liberal ville i den stadigt mere indædte politiske sprogbrug herjemme formentlig også være et fy-ord, såfremt Venstre ikke bar den således misvisende betegnelse i sit våbenskjold. Liberale er danske hyperliberale jo langtfra – ikke liberale i frisindet forstand, ikke fortalere for fordomsfrihed med respekt for modpartens synspunkter og venner af tolerance i dette begrebs klassiske forstand. De vil ikke betale skat, de vil have mindre stat, som om staten nødvendigvis er hemsko for frihed, og de vil selv bestemme carportens plads og uhæmmede størrelse uden skelen til andres bekostning. De liberale blandt de ledende liberale politikere er ikke udpræget frisindede, men for manges vedkommende udtalt bornerte, også kønsmoralsk, hvad man tydeligt aner i debatten om bøsser og lesbiskes ret til at få et sandt Guds ord med på vejen. Dette har nu kostet en departementschef i Kirkeministeriet hans stilling, dette forstår man i hvert fald på nogle kommentarer til Tove Fergos seneste tramp i trampolinen.

Det bornerte og bigotte har også solid placering i regeringsstøttepartiet og slagsbroren i kulturkampen, Dansk Folkeparti. I radioen hørtes pludselig Louise Frevert interviewet i anledning af ramadanen, som hun ikke bryder sig om. De må godt fejre ramadan, men de (muslimerne) må ikke føre sig frem med fejringen, de må ikke ’promovere’ den, som Frevert fik sagt. I det hele taget skal muslimerne huske at det er et kristent land med kristen statsreligion, sagde Frevert, og derfor skal de også i integrationens navn gå stille med dørene. Nok er der religionsfrihed, men det skal ikke kunne mærkes, ellers støder det danskerne og i hvert fald Louise Frevert. Pudsigt at tænke på Freverts oprindelse, som givetvis må være noget med trosforfulgte folk i la France engang i 15-1600-tallet. Sætter man i disse den forhenværende mavedanserindes udtalelser jøder i stedet for muslimer, kan man godt gå hen og blive forskrækket, så ligner det virkelig noget. Jøderne har det jo også med den slags sære ideer at ville fejre højtider på andre datoer og på andre måder end ved at æde sig en pukkel til i Julen eller slå katten af tønden eller brænde Skt. Hans bål af i det fri eller æde sig endnu en pukkel til i påskefrokosten og alt det andet der er forbundet med dansk kristen/hedensk statsreligion således som dennes skik og brug har forplantet sig i degenerationer. Hvis Louise Frevert, i samme ånd som det hun siger om muslimerne, sagde noget lignende om jødernes pesach eller løvsalsfesten eller bare en almindelig schabbath, eller hvad det hele hedder, ville det være simpel antisemitisme. De skulle ikke føre sig frem, jøderne, nej det skulle de ikke, ikke promovere sig, men allerhøjst tåles. Hvilken grundholdning til et menneskesyn åbenbart er af Freverts art. Det er vel dybest set mere et spørgsmål om hvornår i hi-storiens løb, den gode Gud, eller whoever der har ansvaret, satte Louise Frevert i omløb, der bestemmer sangens detaljer. Melodien er den samme. Paratheden til stening af det anderledes er redebon, den politiske sans for gevinst i Freverts position som levebrødspolitiker en yderligere tilskyndelse til nedrigheden. Med Kants tankegods er det med en let omskrivning ikke altid den moralske hensigts endelige udførelse der er afgørende, mere den moralske hensigt som den gamle preusser sad og mumlede i Königsberg.
Uviljen mod andre kulturer, andre religioners udøvelse og disses udøvere er antisemitismens tekniske forudsætning; dennes forfærdende mekanisme lader sig anvende på enhver minoritet.

Hvad rager ramadanen Louise Fevert som hun i øvrigt selv sagde i et slet skjult udtryk for foragt for den muslimske tro og praksis. Og det er jo rigtigt: hvad rager folks religion eller gudløshed Louise Frevert? Bland hende uden om, og lad folk blive salige i egne guder. Dyrker man imidlertid andet end Jesus i lutheransk grundtvigiansk tolkning i standardfolkekirke, Tidehverv og Indremission, ja så får man med Louise Frevert at bestille. For tiden altså hvis man altså er muslim. Jøderne generer Dansk Folkeparti ikke for nærværende, eftersom denne gamle velprøvede idræt trods alt ikke er stueren, som jo trods magtpositionen eller som følge af den fortsat er partiets ambition at være. Pressechefen har i øvrigt familie i Israel, som jo, uanset Sharons bemærkelsesværdige regimente, er fredet af fundamentalister både her og der.
Freverts holdning er med Dansk Folkeparti det modsatte af liberal i frisindet forstand. Den er uliberal og intolerant, hvor tolerance som antydet bør opfattes i akademisk forstand – ikke som statsministeren forstår ordet: lalleglad ligegyldighed, men i den leksikale forståelse: den inderlige og intellektuelt hæderlige bestræbelse på at lære det at kende og forstå den og det, man umiddelbart ikke begriber og derfor er tilbøjelig til at tage afstand fra.
Denne bestræbelse, tolerancen, som altså er det modsatte af lalleglad ligegyldighed, havde man indtrykket af at en anden af Folketingets hyppigt fremfarende furier Birthe Rønn Hornbech satte i højsædet. Det indtryk har man kunnet få ved at følge denne yderst kontante, ofte retsindige og altid meget selvsikre Venstredame i hendes forskellige udfald både til højre og mest den anden vej. På kirkeområdet regnede man jo også med at Hornbech i den gode ånd lod folk være i fred. Den opfattelse må man efter aflytning af et af radioens snart ufatteligt mange kirkeprogrammer til at revidere en smule. Heri udtrykte Rønn Hornbech, der som bekendt har et stort ord at skulle have sagt i dansk kirkepolitik, og som selv efter eget udsagn er folkekirkereligiøs så det gør noget, delvis tilfredshed med Arne Melchior og Naser Khader som begge med forhenværende og nuværende tilknytning til kirkeudvalget gjorde og ifølge Rønn Hornbech gør en fornuftig indsats. Rimeligvis, mente Hornbech fordi disse to hædersmænd nok er hhv. jøde og muslim, men de er begge troende mennesker. Så kan de trods alt da tale med om sagerne mente Hornbech. I modsætning til en eller anden ignorant, som hun sagde i radioen, for eksempel en ateist.

Man kan sige at der vitterligt i vort folkestyre for tiden opererer personer som gør hvad de kan for at grave grøfter, hvor de kan få plads til skovlen. Hvad mener Rønn Hornbech nu med ignoranter i forbindelse med begrebet ateister? Er man ignorant, fordi man ikke tror på Gud? Det må det jo betyde. I udsagnet ligger, såfremt man skal tage det så positivt som muligt, at en ateist under alle omstændigheder er en person der intet ved om kirken, eftersom man kun kan vide, hvis man tror. Formentlig som Birthe Rønn Hornbech. Interessant. Rent bortset fra at synspunktet er det rene vås – selvfølgelig kan en ateist vide alt om kirken og mere end Birthe Rønn Hornbech, der i øvrigt (som troende) ofte giver udtryk for viden om den muslimske tro, hvad hun ikke overbeviser mange om – er argumentet jo guld værd for dem der gerne vil skille stat og kirke. Ellers må vi i en grundlovsændring have fastslået kirkeudvalgsmedlemmers og kirkeministres pligt til at være troende, da man jo ikke kan overlade ignoranter Folkekirken.
Sprogligt betyder en ignorant blot en uvidende person. I moderne sprog med en tendens til det demonstrativt uvidende. Man kan til Rønn Hornbechs oplysning sige at en ignorant person er én der ikke ved eller ikke vil vide, at den nuværende statsminister i sin tid blev smidt ud som skatteminister, fordi han havde bedrevet kreativ bogføring og groft vildledt Folketinget. Dette blot som oplysende eksempel på det ignorante.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu