Læsetid: 5 min.

Reporter mellem destruktion og skabelse

Fra Angola til Vesten kortlægger Pedro Rosa Mendes en verden, hvor sproget slipper op og genopstår
4. oktober 2004

Interview
Historien starter i Angola på Afrikas vestkyst. Som Portugals andre kolonier smadret af borgerkrig siden uafhængigheden i 1975, som det meste af Afrika et sort hul i den vestlige bevidsthed. I 1997 beslutter den unge journalist Pedro Rosa Mendes sig for at rejse tværs gennem Afrika fra Angola til Mocambique – en rejse gennem en raseret kampzone, som på afstand ligner døden selv, men som på nært hold er en verden af mennesker og liv. Med disse menneskers historie skriver han bogen Tigerbugten, og den er Pedro Rosa Mendes i København for at fortælle om. Ikke bare hans historie, men hele historien starter i Angola.
– Dine store reportager er lavet i dit lands gamle kolonier – hvad betyder det for din rolle som reporter?
»Imperiet er stadig til stede. Det kan man se på EU’s opførsel i konflikter som Darfur og folkedrabet i Rwanda. Portugals forhold til Angola er imperialistisk og skizofrent. Mange portugisere ser på afrikanerne som stakkelse sorte, men i det politiske spil er forholdet mellem hersker og slave vendt på hovedet. Lissabon gør nøjagtig, hvad der passer Luanda i dag, og det skyldes penge. Angola har en utrolig rigdom af diamanter men især af olie, og i en verden hvor Bush-familien sidder i Det hvide hus betyder det alt. Angolanske penge betaler for så meget i portugisisk politik, at jeg ikke tror portugiserne endnu er klar til at erkende det. Det bliver une affaire de republique, som da Mitterrands søn kom for retten for våbenhandler og pengesmugling i blandt andet Angola.«
»For portugiserne er forholdet til Afrika intimt. Man må huske på de bizarre statistikker. I tre måneder i sommeren 1975 etableredes den største luftbro siden Anden Verdenskrig for at fragte portugisere hjem fra de tabte kolonier. Næste en million kom tilbage, 10 procent af befolkningen, og skulle gen-integreres i et meget tilbagestående land. Portugals forvandling på 10 år fra et vesteuropæisk Albanien til vor tids moderne og trendy land – til dels en fiktion – blev båret af tre kræfter: penge fra Bruxelles, uuddannet arbejdskraft fra afrikanske immigranter, og teknisk arbejdskraft fra de hjemvendte. Vi er i dag resultatet af disse tre ting.«
»Men koloniforholdet har for mig betydet, at jeg har en perfekt sproglig ramme. I Tigerbugten har jeg prøvet at viderebringe den rigdom, præcision, fantasi og skønhed, som det portugisiske sprog har fået i Angola – blandt andet på grund af tre generationers krig. Flygtningestrømmene, forandringerne, drabene, udskiftningen af befolkningen i de urbane slumområder: alt det har gjort portugisisk til lingua franca – på bekostning af den lokale sprogrigdom. Jeg har et brev fra den frigivne slave Pedro João Baptista i bogen – det er falsk, jeg har skrevet det – hvor jeg prøver at efterligne denne proces med at skabe og udvide et sprog, som tales af børn, som
ikke har lært det i skolen, og om en virkelighed, der forlanger nye ord. Dét er for mig reportagens gave.«

Krigens intimitet
Siden Tigerbugten, som er oversat til 13 sprog, har Pedro Rosa Mendes opnået international berømmelse som reporter og har skrevet fra Balkan, Afghanistan under Taliban, Afrika og senest Øst-Timor. Han har sagt sit nyhedsjournalistiske job op for at koncentrere sig om den reportage, han er bedst til og tror mest på: Den, hvor tiden og perspektivet er anderledes end under aktualitetspres, og hvor han giver slip på de faktuelle detaljer for at formidle den større historie. Hans opfattelse af reportagens kreativitet er illusionsløs:
»I konfliktzonerne kan man fange den proces, hvor fortællingerne ændrer sig, mens folk håndterer skiftet fra normaliteten til undtagelsestilstandenes twilight zone. Det ændrer nemlig ordene – om frygten og om modet. Det er krigens intimitet. I Beograd i foråret 1999 skrev jeg ikke om NATO-talsmanden Jamie Sheas briefinger og statistikker over de bomber, der dagligt faldt på mig også. Jeg skrev om, hvordan bombningerne ændrede, hvordan folk sov og elskede og omgik hinanden - på grund af frygten og nærheden til døden, tidens stigende hast, og den øjeblikkelige forkortelse af alle deres forventninger og håb.«
– Når det gælder Afrika, forventer folk næsten altid kun historier om destruktion – hvordan formidler man livet og kreativiteten?
»Efter den kolde krig findes der nogle stærke analyserammer for nyhedsformidling i Vesten. Den mest almene fordom er, at Afrika er lig med konflikt, og konflikt er lig med tribalisme. Men når jeg tænker på tribalisme, tænker jeg på Belfast og Sarajevo. Og etnicitet og folkedrab er Balkan, Tyskland, den britiske imperiale historie, Frankrigs historie i France Afrique, som var så rådden, at det var pornografisk. Hvordan kan folk tale om Afrika uden at forholde sig til denne nære fortid?«

Kaos og konkurrence
»Michael Ignatieff skriver i The Warrior’s Honour, at vi behøver information og følelser for at forholde os til den Anden. Tilsammen giver de fortællingen. Og siden den Kolde Krig har Vestens fortællinger snævret sig ind til to. Den ene er kaos-fortællingen, Robert Kaplans: Uden for Gibraltar-strædet og EU, og syd for Tijuana og vest for Oregon, er det Dommedag. Sygdomme spredes, samfund går i opløsning, stater slår fejl – det er Tjetjenien, Kaukasus, Beslan, Sierra Leone, det er aids. Den anden fortælling er den kompetitive: Den sydkoreaner, der når som helst kan tage mit job fra mig. Ved hjælpe af disse to fortællingers afstand synes hele kontinentet Afrika at være sunket ned under vandspejlet. Vi svælger i globaliseringsforfængelighed, mens størstedelen af menneskeheden ikke har adgang til en telefonlinje. Det er latterligt.«
»Der findes en konstellation af interesserer, der trives på uvidenheden. Jeg spørger mig selv: Hvorfor er Angola et usynligt land, når det netop er nået over en produktion på en million tønder råolie om dagen? Hvorfor vidste franskmændene ikke, hvorfra Elf-Aquitaine fik sin olie før Papa Mitterrands søn kom i fængsel? Hvorfor inviterede Bush statsledere fra fem afrikanske lande, som den gennemsnitlige vesterlænding aldrig har hørt om og aldrig ville genkende, som æresgæster til et-års-dagen for 11. september? Cameroun, Ækvatorial-Guinea, São Tomé – nye, olieproducerende nationer. Meget små. Meget korrupte. Hvilket er noget, vores demokratier elsker, fordi de er så nemme at håndtere. Jeg har aldrig undskyldt de afrikanske frihedskæmpere, der som statsledere har forrådt en hel generations drømme og håb. Men de er ikke korrupte alene. Hvorfor giver London, Lissabon, Stockholm, British Petroleum, Gulf, Exxon, Shell, Elf, en enkelt mand en bankoverførsel på 500 millioner euro, hvorfor indgår de kontrakter, der ikke er transparente? Det er det glade vanvid. Og imens ser vi os selv som noget så seriøse og demokratiske. Den forskruede moralske overlegenhed, vi i Vesten har udviklet, er obskøn.«
– Og imens bliver den afrikanske korruption til en del af kaos-fortællingen?
»Imens finder man ud af, fem år efter Abachas død, at halvdelen af de nigerianske statsmidler står på britiske bankkonti. Der findes en helt ny platform, hvor demokratiske ledere, politiske afvigere, våbenhandlere, fundamentalister, virksomheder og banker deler interesser. Angola er et katastrofalt eksempel. Det lyder som John le Carré, men det er virkeligheden.«
Som denne virkeligheds forfatter skal Pedro Rosa Mendes næste gang til Centralafrika for at skrive om Afrikas nye kartografi.

*’Tigerbugten’ anmeldes nedenfor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her