Læsetid: 3 min.

En rigtig metro-mand

Bajko Sandenholdt står bag et nyt online livsstilsmagasin for den metroseksuelle mand. Mænd er parate til at gå mere op i deres fremtoning, mener han
20. oktober 2004

Stil
Andre danske mænd end Thomas Helveg, kronprins Frederik eller Erann DD kunne godt tænke sig at udfordre deres feminine sider. Faktisk er det underordnet, om man er tømrer, ufaglært arbejder eller akademiker. Ligegyldigt, om man bor i Varde, Aalborg eller København.
»Overalt er der stadig flere mænd, som godt kunne tænke sig at udforske begrebet ’den metroseksuelle mand’. Der er flere og flere mænd, der tør gå op i sig selv,« siger 28-årige Bajko Sandenholdt, som vi i dagens anledning har sat stævne på caféen Metrobar i hovedstadens Fredriksberg-bydel.
Det er på grund af begrebets udbredelse, at han netop har startet et nyt online livsstilsmagasin, metroman.dk, hvor mænd kan nærstudere de metroseksuelle muligheder: F.eks. at supplere sin brug af deodorant med krops-, hår- eller hudpleje. Eller købe sig noget tidssvarende tøj eller et mere stilfuldt hifi-anlæg.
Med velplejet hår og farvestrålende tøj er Bajko Sandenholdt selv en type, der ikke er bange for at gå op i sig selv og sin fremtoning. Her giver hans skægstubbe lige den tvist, som viser mangfoldigheden i begrebet metroseksualitet.
»Man kan være en metromand på mange måder. Der er ikke nogen bestemt måde at klæde sig på eller agere på, der er rigtig. Det er heller ikke noget om at droppe sin maskulinitet. Det handler mere om at have modet til f.eks. at bruge et kvarter mere på toilettet om morgenen. Så bliver kvinderne 25 procent gladere,« siger Sandenholdt.

Landsdækkende
Netop glæden ved kvinder er et centralt omdrejningspunkt for den metroseksuelle mand. På hjemmesiden får man fastslået, at 99 procent af de metroseksuelle mænd er heteroseksuelle, og at »du sagtens kan gøre noget ud af dig selv uden at komme til at tale med stemte s’er og anskaffe dig en kæreste, der hedder Sebastian.«
Det bliver også pointeret, at man godt kan være metroseksuel, selv om man ikke bor i København.
»Vi har valgt at tage fat på de mere overordnede spørgsmål her i starten. Meningen er så, at vi efterhånden skal komme dybere ned i begrebet med artiklerne,« siger Bajko Sandenholdt.
»Men allerede nu har mange reageret og sagt ’ja, jeg er også en metromand’.«
Han understreger, at journalistikken i online-magasinet er uafhængig af den e-handel, som man også kan foretage på hjemmesiden. Men netop shoppen er alligevel en vigtig del af konceptet, fordi det er med til at gøre magasinet mere landsdækkende og mere diskret.
»Alle – ikke kun dem, der bor i storbyen med dens alle dens butikker – får mulighed for at rykke på noget, de måtte få lyst til, med det samme. Og de kan samtidig gøre det diskret uden at skulle gå ind i en kosmetikbutik. Det er mange nemlig stadig lidt reserverede over for,« siger Bajko Sandenholdt.
Han mener, at mange af de øvrige livsstilsmagasiner på markedet er lidt for hovedstadsfikserede. Han bor selv i København, men kommer fra Tommerup på Fyn og har tidligere boet i Aalborg i fire år.
Indtil for halvandet år siden var Bajko Sandenholdt igang med en karriere på markedsføringsområdet og ansat hos Coca Cola. Men så tog han springet fra det sikre til det usikre.
»Jeg havde gået i lang tid og funderet over ideen, og da jeg kunne se et hul i markedet tog jeg chancen,« siger han.
På en måde er han forud for sin tid, idet han altid godt har kunnet lide at gøre noget ud af sig selv. I dag promoverer han så, at andre mænd burde gør det samme.
Han tager en slurk af sin café au lait. Koppen står på bordet ved siden af de solbriller, som han har med, selv om det regner i dag. Der ligger ingen cigaretter på bordet, for Bajko Sandenholdt ryger ikke.
– Ryger en ’metromand’?
»Han ryger måske ikke 40 cigaretter om dagen, for han lever sundt og går op i sit velvære. Omvendt er han måske festryger. For metromanden er jo også en nysgerrig og impulsiv livsnyder.«

*www.metroman.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her