Læsetid: 6 min.

Samfundsforskeren

I næste uge åbner ARoS den første store soloudstilling med den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Engang var han en habil breakdancer, nu er han en ung stjerne på den internationale kunstscene
1. oktober 2004

Portræt
Søndag klokken cirka 22.40 blunder en 58-årig dame på Frederiksberg (hendes identitet er redaktionen bekendt) foran fjernsynet, mens hun ser et interview med Olafur Eliasson på Deadline. Det er mærkeligt. Hun synes ellers utrolig godt om Eliassons værker, og hun glæder sig over, at de snart kan ses i Århus. Men hun står ikke distancen, da tv-værten beder kunstneren beskrive, hvad hans kunst går ud på. Med sin ellers behagelige smørstemme taler Eliassons i lange, snørklede sentenser om »institutionelle systemer«, »normativ kunst« og »singulære oplevelser« over for fælles oplevelser, og han forklarer, at han i sin kunst forsøger at engagere publikum: Kigger folk ’bare’ på værket, eller »evaluerer« de rent faktisk også deres engagement i det, samtidig med at de kigger på det? Der er ikke gået en stor pædagog tabt i Olafur Eliasson, og det er hård kost så tæt på sengetid. Damen vågner først under rulleteksterne.
For nogle måneder siden interviewede jeg Eliasson i hans store værksted, som ligger klos op ad kunstmuseet Hamburger Bahnhof i Berlin. På det tidspunkt bar han gråsprængt fuldskæg og var klædt i gadesmarte posende jeans og gummisko. Han var imødekommende og forekom langt mere vittig, end han lod komme til udtryk. Når det specifikt drejede sig om kunsten, var han gravsens alvorlig. Eliasson inddrog gladeligt begreber som »videnskabsintellektualitetstankeproduktionen«, »det dekonstruktivistiske, introspektive menneske« og kunst, der var »relativ i forhold til sin sammenhæng«.
Sådan som han pakkede det hele ind, var det nærliggende at spørge, om hans kunstsyn altid har været spændt op på så megen teori og filosofi. Men dér stejlede Eliasson; hans kunst var faktisk ret tilgængelig, mente han og omtalte sig selv som mainstreamkunstner. Han henviste til sin kæmpestore kunstige solinstallation The Weather Project, som tidligere på året hang på endevæggen lige under loftet i Tate Modern i London. »Idéen om et weather project... det kan jo næsten ikke blive bredere,« påpegede han. Alle kan tale med om vejret.

Og han havde tallene på sin side. The Weather Project fik en helt uforlignelig presseomtale ved åbningen i oktober sidste år, og folk strømmede til. I visse vilde weekender gik der 25.000 mennesker gennem tælleapparaterne, og da det hele var overstået i marts havde langt mere end to millioner mennesker lagt vejen forbi. Det kan man da kalde bredde uden sidestykke.
Hvem er Olafur Eliasson? Trods sit islandsk klingende navn er han – for så vidt - pæredansk. Han er søn af islandske forældre, kunstmaleren Elias Hjørleifsson og designeren Ingebjørk Olafsdottir, men er født i Danmark og opvokset i Holbæk. Som dreng var han glad for at tegne, men stoppede midlertidigt, da han bevægede sig ind i teenageårene. I stedet begyndte han at danse. Olafur Eliasson sad bag sit skrivebord i Berlin og nævnte det fuldstændig en passant: »Så dansede jeg.«
»Du... dansede?«
»Ja,« svarede han, som var det emne et ligegyldigt obstakel i ordstrømmen. »Jeg dansede breakdance«.
Olafur Eliasson siges at have været en forrygende udøver på feltet. De var nogle stykker, der repræsenterede Holbæk fornemt på den danske breakdance-scene.
I sin tid blev han også set som ung bestyrer på Café Krasnapolsky i Vestergade i København, men det nævnte han ikke.
Han blev optaget på Kunstakademiet som 18-årig i 1989, og det var her, han begyndte at interessere sig for betragterproblematikken. Det gik op for ham, at det, man laver som kunstner – hvadenten det er en tegning, en skulptur eller et rum – nødvendigvis må opleves i forhold til de omgivelser, det bliver udstillet i. At en tegning er mere end bare en tegning. At ens kunst har konsekvenser. Eliasson fandt ud af, som han siger, at »det at være kunstner ikke betyder, at man melder sig ud af samfundet, det er snarere en måde at deltage i samfundet på«. Det er en slags samfundsforskning.
»Der findes andre kunstnere, som mener, at maleriet er det samme maleri, om du hænger det i en børnehave, på en politistation, i en kirke eller på et kommercielt galleri. Det er den romantiske idé om, at kunst har sin egen ånd, og hvis billedet er godt nok, så er det godt nok. Jeg tror, at hvis billedet hænger i en dårlig sammenhæng, så bliver det også et dårligt billede,« siger han.

I 1993 flyttede Olafur Eliasson til Köln, hvor han lejede sig ind i et lille rum og klarede sig på sin medbragt SU og spædede privatøkonomien op ved at vaske gulve. I modsætning til Danmark havde Köln ifølge Eliasson en særdeles aktiv og idealistisk kunstscene og et gallerisystem med store ambitioner.
»Det handlede om at tage et sted hen, hvor der var en masse mennesker, som lavede det samme som en selv. Man kunne jo altid tage hjem igen, men nu har jeg boet i Tyskland i 11 år.«
Året efter flyttede han til Berlin, hvor han havde indledt et samarbejde med Neugerriemschneider Galleri. I forvejen havde han en aftale med Stalke Galleri i København og blev senere repræsenteret af Tanya Bonakdar Gallery i New York. I de år – fra 1994 og frem – gik det slag i slag. Udstillingerne bredte sig som ringe i vandet. Det ene år havde han fire, det næste otte, og i 1997 udstillede han pludselig 20 steder. Siden har hans ting været vist på adskillige gallerier over hele verden, heriblandt på Guggenheim-museet i New York, Museum of Contemporary Art i Los Angeles, Kunsthaus Bregenz og Musée d’Art Moderne de la Ville i Paris.
Men hvad kendetegner egentlig hans kunst? Det handler om landskab og teater og den tågede grænse mellem natur og kultur. Ifølge New York Times’ kunstskribent Michael Kimmelman søger Olafur Eliasson en flygtig oplevelse, som er teatralsk, samtidig med at selve kunstgrebet bag den er synligt. Med andre ord kan man på én og samme tid se hurlumhejet på scenen og snoreværket bag den. The Weather Project kan tjene som eksempel: Beskueren i Tate Moderns gigantiske turbinehal synes, at han ser en sol på væggen, som han ved er kunstig. Men i virkeligheden udgør selve solen kun en halvcirkel, som grænser op til bygningens loft, der er dækket af spejle. Den illusion kan man godt se. Eliasson har forklaret, at spejlene har til formål at ændre turbinehallens historie, så rummet fremstår endnu større og dermed understreger »arkitekternes og institutionens (Tate Modern, red.) megalomaniske ambitioner«.
»Det, som folk i virkeligheden kigger på, er spejlene og ikke solen: så værket drejer sig ikke så meget om synet af en kunstig sol, men om en persons individuelle møde sit eget spejlbillede,« fortæller Eliasson til New York Times.
Skal man forstå Olafur Eliasson, bør man vide, at hans helte tæller lyskunstnerne James Turrell og Robert Irwin, de utopiske arkitekter Buckminster Fuller, Bruno Taut og Frederick Kiesler og forfatterne Ibsen og Strindberg.
2004, der ellers forekommer temmelig tætpakket, skal efter Eliassons eget udsagn være et ’easy-going år’. Sammen med hustruen har han brugt en del tid på at adoptere sønnen Zakarias i Etiopien. I 2005 skruer han helt op for hanerne igen.

*Olafur Eliasson vil formentlig opponere mod overskriften ’Samfundsforskeren’. Som han bemærkede i en bisætning efter at have brugt ordet samfund adskillige gange:
»Skal vi finde et andet ord end ’samfund’? På tysk (Gesellschaft, red.) lyder det lidt bedre end på dansk. Jeg lyder som en skolelærer i 7. klasse, når jeg siger det. Jeg synes ikke, det dækker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu