Læsetid: 5 min.

Se virkeligheden i øjnene

Mike Leighs nye film tager livtag med abortspørgsmålet. Det er et emne, vi bør diskutere oftere
15. oktober 2004

Filmdebat
I Mike Leighs nye film, Vera Drake, er heltinden af samme navn en hu-
stru og mor fra arbejderklassen, der uselvisk hjælper andre kvinder. Hun er abortlæge. Hvis religiøse grupper ikke tager anstød af filmen, når Vera Drake indvier Londons Film Festival, vil det svare til, at paven alligevel ikke er katolik. Vil andre også blive rystede?
I de gamle dages mere bornerte klima, ville selv den mest liberale manuskriptforfatter ikke have vovet at fremstille en abortlæge med sympatiske træk. Det var risikabelt nok at fremstille en kvinde, som fik foretaget en abort, som et væsen med menneskelige træk. Derfor er det Vivien Merchant i rollen som en sorgfulde, hjemmegående husmor Lily i filmen Alfie fra 1965 (en film som blev afvist af Laurence Harvey, James Booth og Anthony Newley, fordi de ikke ville sættes i forbindelse med en film, som indeholder en abortscene), som vi føler med, efter at hun er blevet bliver afsløret i et en-gangs-knald med den arrogante charmeur, spillet af Michael Caine, og ser hende forlade hans lejlighed i chok, efter at hun har fået foretaget en illegal abort af en sjusket abortlæge. Lægen har en frakke på, der glinser af fedt og hans foragtelige smil udtrykker noget i retning af »dumme ko, det var du selv ude om«.
Hvor har tingene dog forandret sig. I 2000 vandt Caine en Oscar for sin rolle i filmen Æblemostreglementet – der handler om en mand, der er leder på et meget specielt børnehjem, hvor kvinder enten kan aflevere deres uønskede barn eller få foretaget en abort. Den excentriske, kærlige doktor Larch (som er baseret på en karakter fra John Irvings bestseller-roman) prøver meget ihærdigt at få andre mennesker til at skifte mening om emnet.
I første omgang protesterer den unge forældreløse Homer (Tobey Maguire). Men han ser også lyset og beslutter sig for at fortsætte Larchs godgørende arbejde. De kristne kritikere gik helt i selvsving og kaldte filmen for en »en opvisning i nynazistisk propaganda«.
Ikke desto mindre strømmede publikum til for at se filmen. Det kostede 24 millioner dollar at producere filmen, men den indtjente mere end 57 millioner dollar.

For meget forbrændingsovn
Paul Newman var Larchs førstevalg i rollen, men han takkede nej tak. »Der er så mange scener ved forbrændingsovnen,« betroede han senere. »Forbrændingsovnen gav mig virkelig kuldegysninger.« Æblemostreglementet er et mainstream-produkt, men den var alligevel ikke sober nok til vores ven Paul.
Newman (og Laurence Harvey) ville uden tvivl kunne lide den nye version af Alfie med Jude Law i hovedrollen. Den foregår i nutidens New York, og Alfie tager den gifte kvinde, som han har gjort gravid, med til en klinik. Hun insisterer på, at han venter uden for, og kort efter flytter hun sammen med sin mand på landet og dukker først op igen i slutningen af filmen. Og det overraskende er, at hun har beholdt barnet! Og selv om hendes mand godt ved, at barnet ikke er hans, støtter han sin kone! (Selvfølgelig er han lidt sur på Alfie – men sådan nogle ting sker jo).
For nogle år siden arbejdede Demi Moore og Cher sammen om et projekt – If These Walls Could Talk – hvor Cher spiller en moderne gynækolog, som foretager aborter, og oplever at hendes klinik bliver belejret af højreorienterede ret-til-
livet demonstranter. (Filmen blev kun vist på tv-kanalen HBO). Da de viste filmen for tv-direktørerne, fik Cher og Demi at vide, at lyden fra sugemaskinen var for høj. »Den lyd er traumatiserende«, svarede Cher. »Det var med vilje, den var så høj.«
Et af problemerne er måske, at de liberale har lige så store problemer som de konservative med at acceptere kvinder, der ikke vil vedkende sig et moderskab. Vi lever i en verden, hvor hippe instruktører som Pedro Almovódar, jævnligt smider en graviditet/fødsel ind i slutningen af filmen for at signalere en ny start, et friskt håb, etc. (Alt Om Min Mor, Kødet Skælver, Tal Til Hende, bare for at nævne tre af dem).
Tænk blot på de nylige forsøg på at ændre konceptet for macho-spændingsfilmene. Det har taget lang tid for os at vænne os til actionheltinderne – kvinder, som kan få blodet til at sprøjte lige så lystigt som fyrene – men når vi så gør det, ser vi dem uvægerligt som moderfigurer. Sigourney Weaver i Alien Series, Linda Hamilton i Terminator, Jodie Foster i Panic Room eller Uma Thurman i Kill Bill. I hver eneste tilfælde beskytter heltinden instinktivt barnet dybt inde i os.
Det er langt sværere at forestille sig en actionfilm, hvor kvinden tager hævn over den mand, som har tvunget hende til at beholde det barn, hun aldrig ville have. Det er rigtigt, at der allerede eksisterer nogle få forslidte perler med radikale visioner for kvindens og (mandens) ret til at vælge, og som passerede igennem censuren og udviklede sig til mainstreamsucceser. Tag bare David Finchers gyser Seven fra 1995, der smykker sig med, at helten (Morgan Freeman i rollen som kriminalassistent William Somerset) åbent indrømmer, at han opfordrede sin kæreste til at få foretaget en abort. Vi forventer, at der sker en forandring hen imod slutningen af filmen, et personlighedsskifte, som får ham til at omfavne og hylde livet trods alle omkostninger – men nej, han holder fast i sin overbevisning.
I sin næste film havde Fincher flere rystende ting i ærmet. Planen for Fight Club: Maria (Helena Bonham Carter) fortæller manden om sine drømme, »Jeg vil gerne abortere dit barn.« Denne gang stejlede producenterne og replikken blev droppet. En så forhærdet nihilisme falder sikkert ikke i alles smag, men det er tanken, som tæller. Hvorfor ikke for en gangs skyld være ligeglade?

Bejler til en Oscar
At en film som Vera Drake kan blive lavet, distribueret og omtalt som en alvorlig bejler til en Oscar – er et tegn på, at det evangeliske højre ikke altid kan få trumfet sin vilje igennem. Alligevel virker Vera Drake på mange måder som noget, vi har set før. Ligesom doktor Larch eksisterer Vera i en fortid, som vi befinder os i tryg afstand af. Ligesom Larch er hun, når alt kommer til stykket et offer (det er de tragiske konsekvenser for hendes familie, da hendes job bliver kendt af offentligheden, der optager det meste af filmen). Følelsestilkendegivelser og heroisme er helt fint, men vi har brug for et større udbud af ’intriger’, når det drejer sig om abort. 43 procent af de amerikanske kvinder, som er gravide i 45-års alderen vil opleve at få afbrudt deres graviditet. I Storbritannien fører næsten 25 procent af undfangelserne til en abort. Ville det ikke være godt, hvis vi fik smækket mere af denne rodede/dagligdags/grimme/smukke virkelighed op på filmlærredet.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu