Læsetid: 4 min.

En sjælden men fornuftig lav profil

I sidste uge startede den stortopslåede Bogfest 2004 med prominente deltagere fra ind- og udland. Men hvordan er det nu lige med Århus’ personlige litteraturhistorie – har vi nogen?
2. oktober 2004

I sidste uge startede den stortopslåede Bogfest 2004 med prominente deltagere fra ind- og udland. Men hvordan er det nu lige med Århus’ personlige litteraturhistorie
– har vi nogen?

En hver by af en vis størrelse har mindst én ’roman’. Og en hver by af en hvis størrelse har mindst én digter. Aalborg har Jacob Paludan og har for nyligt fået Jacob Ejersbos Nordkraft. Odense har HCA. Og København har som hovedstad et utal af Københavnerromaner og Københavnerformidlere – Hærværk, Kierkegaard og Johannes Jørgensen. Ja, og HCA og Jacob Paludans Jørgen Stein. Men hvordan er det med Århus?
I disse dage er en stor ’international bogfest’ netop skudt i gang i Århus. Det er boghandlerkæden Bog og Idé, der har inviteret nogle af landets og udlandets fremmeste forfattere til at komme og kaste lidt glans over butikken. Og selv om man ikke kan beskylde Bog og Idé for opfindsomhed, er de ikke bange for folkelighed – det skal de have. Blandt hovednavnene finder vi således de kongelige Ari Ben og Moody (Det er Marys stedmor). Benny Andersen, Johannes Møllehave, Isabel Allende, Jens Christian Grøndal og Pia Taftrup. Leif Davidsen, Isabella Miehe-Renard, ja og Gregers Dirchinck-Holmfelt såmænd. Men uden det skal lyde vrængende, så er Bog og Idé jo også et kapitalistisk foretagende, der, nuvel, sikkert godt kan lide bøger, men nok er endnu gladere for købere (og så folk, der bruger store mængder af papirklips og printerpatroner.) I den optik er programmet lige i øjet.
Men når nu den store fest holdes i Århus, ville det være interessant at se lidt på det lokale litterære islæt – nogen nævnt nogen glemt.
Selve bogfesten har kun inviteret et par stykker man kan kalde deciderede ’Århus-forfattere’. En af dem er selvfølgelig Svend Åge Madsen, der med bøger som Tugt og utugt i mellemtiden, Syv aldres galskab og en særlig sag komponeret til lejligheden – De gode folk i Århus om nogen må betragtes som ’Århus-forfatteren’. Men foruden Svend Åge Madsen, er det svært at se, hvem Århus kan tillade sig at kalde en Århus-forfatter og omvendt.
For at være en rigtig Århus-forfatter skal man bo i Århus. Man kan ikke bare slå sine ungdoms-digte-folder i byen og så stikke af mod storbyen eller udlandet for bagefter at komme rendende med romantiske drømme om den evige stad i Jylland. Glem det. Dem har vi nok af. Jeg nævner i flæng Jørgen Leth, Tage Skov Hansen, Kristen Bjørnkjær og Thorkild Bjørnvig. Ikke at jeg beskylder nogle af dem for nogensinde at have gået rundt med romantiske drømme om Århus, men de skred i hvert fald. Ja, ifølge Ole Wivel så kom han faktisk direkte og hentede Thorkild Bjørnvig i Århus.
En anden, der blev hentet (det bare til Århus) var Per Højholt. Han kan med meget god vilje rulles ind i en Århus-sammenhæng. Men som Kristen Bjørnkjær skriver i sit essay om Århus-garden sidst i 60’erne og først i 70’erne, så var Århus noget, der blev påført Højholt:
»Han kom ikke til Århus, men Århus kom til ham. Vi hentede ham ind, og således inviteret stillede han gerne op.« Ellers blev Højholt i Hørbylunde.
Så er der selvfølgelig Kraven fra Brabrand, Peter Laugesen. Men som kaldenavnet antyder sidder han ret beset heller ikke i Århus, selv om han ikke har noget imod at skrive fremragende digte, hvor ord som GF og Risskov indgår.
Århus er normalt ikke bleg for at hype bysbørnene til mere, end de kan trække, men lige nøjagtig på litteraturfronten slapper man altså af.

Måske fordi de beskrivelser, der eksplicit handler om byen ofte ikke direkte kan skrives ind i Århus Turistbureaus brochurer. Som for eksempel denne passage fra Århus-digter Tomas Dalgårds digt, Århus:
Århus er et hul i jorden/Bogstaveligt talt/Århus er verdens største landsby/ Ikke verdens mindste storby/Vi har alt i Århus/Ludere og lommetyve/Betonslum/Digterparken der er et alt andet end poetisk sted at bo/Skidebakken hvor der før løb heste rundt/Endeløse villakvarterer Og sådan fortsætter han om Seven Eleven, hjemløse og syfilis. En lignende lussing er leveret i alt andet end århusianske Jan Sonnergaards novellesamlingen Sidste søndag i oktober. Det er et langt citat, men til gengæld rammer det lige i hjertekuglen. Han beskriver Århus som en :
»En bedårende miniature. Den har altid taget vel imod mig, og jeg har altid vundet penge her. Men det er en skam, at de taler sådan et grimt dansk. Det er også en skam, at de altid skal puste deres bedårende lille by op til mere, end den er. For det er jo ikke en hovedstad, den er end ikke en storby. Det er jo netop det, der er pointen. Men måske er der en mening med disse små fejl, tænkte jeg. For er det ikke just det, de japanske mestre gør? De laver et kunstværk, der faktisk er perfekt. Men den fuldstændige perfektion ville jo provokere guderne og antyde personligt hovmod, og frembringe nemesis – så derfor anbringer de en lille, ubetydelig fejl i værket, som herefter ikke længere provokerer guderne og dæmonerne. Århusianernes momentane megalomani er netop en sådan lille, ubetydelig fejl, tænkte jeg, mens jeg gik rundt på gaderne ’Volden’ og ’Graven’ ved Café Jorden.«
Kunst kan være farligt. Og det er nok fornuftigt, at Århus holder lav profil med byens litteraturhistorie. Der er ingen grund til at forlove sig med nogen, der alligevel ikke vil giftes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu