Skandale-kronikøren

Interview
Jeg gik til min interviewaftale i glad forventning om at få hvisket saftige insiderskandaler i øret og blive indviet i pikante rygter, der kunne få enhver filmfreak, til at spærre øjnene op. For Peter Biskind har trods alt skrevet Easy Riders, Raging Bulls – den mest afslørende chronique scandaleuse om den amerikanske filmbranche, siden Kenneth Angers Hollywood Babylon i 1983. På den bedrift skabte han sig en horde af højtstående fjender: Francis Ford Coppola og Ben Affleck kan ikke tåle synet af ham. Robert Altman har betegnet som »det mest nedrige menneske, jeg nogensinde har mødt«. Robert Towne, manusforfatteren til Chinatown, måtte ty til et Nietzsche-citat for at finde en formulering, der svarede til dybden af hans væmmelse: »Nogle gange er vores afsky for snavs så stor,« siger han, »at det afholder os fra at vaske hænder.«
Er det denne imødekommende og halvskaldede mand, som sidder ved min side i en stormønstret designersofas bløde hynder et sted i Soho, som USA’s filmpinger omfatter med en så dramatisk modvilje? Biskind ligner en midaldrende universitetsprofessor med veltrimmet overskæg, Ned Flanders-briller, krølfri midnatsblå jeans og en stemmeføring så sagte, at man må læne sig frem imod ham for at opfange alt, hvad han siger. Jo, det er ham. Og nu har han skrevet en toer: Down and Dirty Pictures: Miramax, Sundance and the Rise of Independent Film – og dermed erobret sig en ny og lige så forbitret fjendekreds.
Robert Redford er en af de nye uvenner. Biskinds nyebog fremstiller filmstjernen og stifteren af den ’uafhængige’ Sundance Film Festival som en mand, der nærmest er hypnotiseret af sin egen veldædighed, skønt mange af dem, som har arbejdet sammen med ham, angiveligt ikke har mærket meget til den.
Harvey Weinstein er en anden. Down and Dirty Pictures skildrer overbossen for Miramax, et af verdens mest succesrige filmselskaber, som et grovkæftet uhyre, der er som taget ud af Rabelais’ mareridtsverden, for hvem overfusning og intimidering er standardpraksis i forretningsanliggender.

’Værre end at flytte’
»De sidste par ugers arbejde på bogen var den værste tid i mit liv,« siger Biskind og lyder som en mand, der fortæller om, hvordan han overlevede et flystyrt. »Det var værre end nogen mundtlig eksamen, værre end begravelser – ja, værre end at flytte. Min forlægger gav mig snor til at finpudse teksten, men til det sidste skrev jeg om og føjede nye passager til. Samtidig brød min faxmaskine sammen under strømmen af henvendelser fra Miramax’ advokater. Det var demoraliserende og skræmmende. Truslerne var tomme, for Miramax havde intet læst af bogen. De pudsede bare alle deres advokater på mig for en sikkerheds skyld. Det var en horribel og kvalfuld proces. Men nu er det overstået.«
I modsætning til Redford, som nægtede at lade sig interviewe, modtog Weinstein forfatteren i sit kontor. Her forsøgte han straks at overtale Biskind til at opgive projektet og tilbød ham at finansiere en anden bog om et hvilket som helst andet emne end Miramax. Biskind afslog. En baseballkølle, husker han, var demonstrativt stillet frem i chefkontoret. »Han truede ikke med at knuse hver knogle i min krop,« fortæller Biskind. »Men atmosfæren var ladet af underforståede trusler. På en sær diskret måde er Harvey i stand til fysisk at udstråle ildevarslende farlighed. Måske er det en eller anden kemisk afsondring gennem hans hud – måske det modsatte af feromoner.«
Weinstein og hans bror, Bob, opkaldte deres filmselskab til minde om deres forældre, Mira og Max, og bankede det op fra at være et lille firma, der importerede britiske sexkomedier som Can You Keep It Up for a Week (1974), til den succesdynamo, der stod bag robuste produktioner og distributioner som Pulp Fiction (1994), Shakespeare in Love (1998) og Cold Mountain (2003). Harveys nuværende dominans er kommet i stand i kraft af hans særlige kombination af fremragende smag og ondskabsfuld bølleoptræden, herunder hans talent for at råbe folk op i deres åbne ansigt og flå telefoner ud af væggen – et talent, som mangen gang har fået kolleger til at bryde grædende sammen og forvandlet rivaler til gelé. »Jeg interviewede en tidligere ansat,« fortæller Biskind. »Når folk siger ja til et interview, går man normalt ud fra, at de har noget at sige. Men den her fyr rystede over hele kroppen. Jeg troede, han ville besvime. Ingen kan som Harvey indgyde frygt og bæven.«

Går i rette med enhver
Ikke alle samarbejdspartnere har ladet sig kyse. Den italienske mesterinstruktør Bernardo Bertolucci, som lavede Little Buddha for Miramax, rasede imod Weinstein, som han kaldte »filmverdenens svar på Saddam Hussein«. Og Saul Zaentz, som producerede Den engelske patient for Miramax og hævder, at selskabet stadig skylder ham penge for hans arbejde, betegner Harvey som »fuld af lort«. Og Spike Lees skudsmål siger alt: I’ll speak my mind. I’m not scared a’ that fat fuck, he can’t whiteball me out of the industry.
Down and Dirty Pictures skildrer måske nok Weinstein som en korrupt, grådig, grusom og opfarende figur, som højrøstet falder alle andre i talen og skodder sine cigaretter i pindemadder med røget laks, men Biskinds bog frakender ham bestemt ikke hans særlige næse for at udpege de projekter, der bliver til fødte filmsucceser. Måske er Weinstein tilmed glad for bogen, fordi den bidrager til at mytologisere hans status?
»Nej, det tror jeg ikke,« siger Biskind. »Miramax går i rette med enhver, der skriver det mindste negativt om dem. Hvis man skriver, at Harvey ikke havde bundet sit snørebånd, kan man være sikker på at få 80 edssvorne vidnesbyrd fra personer, som siger, at de aldrig har set ham med ubundne snørebånd. Intet er for trivielt. De har kastet sig over alle detaljer i min bog på 500 sider. Jeg har slet ikke tal på de indvendinger, der er blevet fremsat. Der var nyttige korrektioner imellem, men det meste var fortolkningsspørgsmål eller ren idioti.«
Biskind er født i New York. Han studerede på Yale University og underviste derefter i litteratur på et californisk universitet, før han indså – samtidig med at flere og flere af hans studiekammerater blev fængslet for at have deltaget i protestaktioner mod Vietnamkrigen – at hans karriere lå i film. Endnu mens han underviste, begyndte han at optage dokumentarfilm af bl. a. studenterdemonstrationer og en olieforureningsaffære i Santa Barbara. Men i 1974 grundlagde han den marxistiske filmjournal Jumpcut, som han stadig udgiver den dag i dag. Han blev hooked på Russ Meyer, fransk nybølge, polske efterkrigsfilm og de film, som på dette tidspunkt blev lavet af hans jævnaldrende i USA – folk som Scorsese, Coppola, Bogdanovich.

Sprængte budgetter
Det var først i sen-70’erne, da Michel Ciminos western Heavens Gate i den grad sprængte sine budgetter, at det førte til et krak for United Artists, at Biskind for alvor kastede sig over filmbranchens pengeøkonomi og indre natsider. Hans tese i Easy riders vil være bekendt for alle, der har læst Bernard de Mandevilles Biernes fabel (1714): Private synder kan frembringe offentlige goder. De filmskabere, som blæste nyt liv ind i det triste kadaver, som Hollywood var visnet ind til i sen-60’erne, ville have kunnet gøre dette, hvis de havde været renskurede og respektable borgerdyr rent privat. »70’er-folket lavede personlige film,« forklarer Biskind. »Man ville aldrig kunne forstå disse menneskers værk uden at kende til deres personlige liv. Hvis Peter Fonda og Dennis Hopper var kørt på motorcykel tværs over ørkenen med intet andet end limonade og ostemadder i saddeltasken, ville Easy Rider (1969) aldrig være blevet et Zeitgeist-definerende kulturelt artefakt. Derfor lyder undertitlen på min bog: Hvordan sex, stoffer og Rock’n’Roll-generationen reddede Hollywood.«

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Peter Biskind: Down and Dirty Pictures: Miramax, Sundance and the Rise of Independent Film, 560 sider, 18,99 pund. Forlaget Bloomsbury