Læsetid: 5 min.

Et spændende og dristigt valg

Nobelprismodtager Elfriede Jelinek står for en radikal magtkritik. Hun får prisen for sin flænsende og skærende kritik af nationaliteten som en uplettet jomfrunalsk krop, der lukker sig hermetisk i en selvsmagende og uspaltet enhedsidentitet
8. oktober 2004

Nobelpris
Østrig. Aftenkoncert på torvet i hver lille flække om sommeren med marchmusik, krydret med et enkelt vovet Debussy-nummer. Piger i dirndl-kjoler, der går rundt og skænker abrikossnaps til alle af samme bæger. Fine caféer, hvor der bliver spist tærter og kringler med ribs, solbær eller hindbær og flødeskum. Og landskabet: bjergenes nedre skråninger tæt barberet, så ikke en centimeter græs går til spilde, og farmand, der bakker Mercedes’en ud af den store lade for at køre på indkøb, mens den trinde mor og næsten lige så trinde datter vinker farvel og pas nu på i trafikken. Alpehuse med pyntelige blomsterkummer på bjergsiderne, hvor man i de senere år har fundet ud af, at bedriften ikke engang skal lægges om. Den er bare økologisk. Men lige så meget som bjergsiderne åbner sig for alle de rigtige, fremmede turister vinter og sommer, lige så meget lukker Østrig sig for de rigtig fremmede, der kommer i det spinkle håb engang at høre til i landet.
Foragt og sarkasme er grundtoner hos den østrigske forfatter Elfriede Jelinek, rettet mod alle de pæne østrigere og deres lukkede magthavere. Hun er ikke alene om en barsk og bisset grundtone. Den deler hun med den desværre alt for tidligt døde forfatter Werner Schwab, der kunne den kunst at skrive en nekrofileret kødpornografi, der fungerede som et forrådnet kohoved lige i synet på de østrigske bedsteborgere.
Men Jelinek kan også den kunst at trække sig tilbage, når magtens rum indtages af så højreradikale kræfter, at et angreb på dem ville besmudse hende med en kontakt, hun for enhver pris vil undgå. Da er det, hun må erklære: »Man kann sich nicht mehr mit Worten zwischen die Macht und die Wirklichkeit schieben, da ist kein Platz mehr für die Literatur.«

Mange tangenter
Da er der kun én vej, og det er at trække sine ord tilbage for at kunne bevare dem. De virker kun, idet de går væk. Således har Jelinek mange tangenter at spille på, der rækker fra den skalperede kødpornografi over den sarkastiske modmagtstale til den radikale tavshed, der klinger langt højere end Schwabs forrådnede kohoveder.
Forlaget Tiderne Skifter var hurtigt ude med en oversættelse, da Elfriede Jelinek udsendte romanen Lust. I romanen Lyst, der ikke skal fejllæses som simpel pornografi, er der positive identifikationsmuligheder for læserne. Kvinden i den borgerligt eksemplariske direktørfamilie er ved at gå helt i opløsning over mandens dårlige behandling af hende. Deres seksualliv beskrives gennem en række overlappende temaer som vare, nyttig natur, sex, religiøsitet, der indbyrdes parodierer hinanden, så al velmenende sympati med nogen af personerne blokeres. Ind mellem historien, der slet ikke vækker lyst, væver der sig hist og her en eksplicit fortællerstemme: et blik, der med sine kommentarer lægger kølig afstand til det fortalte. »Helt lille set fra vores synspunkt, ser vi kvinden forsvinde for enden af sin vej.« Men endnu mere end det distante blik præges læsningen af Jelineks karakteristiske ordspil, og så er det, at læselysten opstår midt i Jelineks isnende, radikale negativitet.

Radikal feminist
Selv om rygterne den sidste uges tid er gået om, at Nobelprisen skulle uddeles til en kvinde, tror jeg imidlertid ikke, det er Jelinek som radikal feminist, der har fået prisen. Vi skal nok snarere søge den egentlige begrundelse i hendes flænsende og skærende kritik af nationaliteten som en uplettet jomfrunalsk krop, der lukker sig hermetisk i en selvsmagende og uspaltet enhedsidentitet. Det fører fra Lyst, der hverken er seksuel eller erotisk lystbetonet, men rummer en ordspillende lyst, der splitter sproget op, til det sceniske essay Totenauberg.
Totenauberg spiller på Martin Heideggers tilholdssted i Schwarzwald, Todtnauberg. Ordspilleriet arbejder videre, ind i sproget. Et ord føres videre i et lignende ord, som blot betyder noget andet. I glidende kæder af næsten identiske tegn udvikles således indholdet. »Lustbetont. Lustbetoniert.«

Sarkasme
Men formens behagelige gliden af sted som en skiløber, der danser ned over en bjergside, modsvares af den sarkasme, der gradvis udfolder sig, efterhånden som ordene dynges på. Personerne forholder sig kun sporadisk til hinanden i lange monologer, der endda kan virke så enslydende, at den ene person glider over i den næste ved sit sprog og sine holdninger. I stedet for handling eller bare lidt dramatisk indhold dannes der efterhånden et scenisk, poetisk essay. De lange monologer deler verden i hjemmefødningene med ret til bjergene, som de kan skalte og valte med som en vare, og de fremmede, der betragtes som skrot, affald, ofre. En fri udladning af den skinbarligste fascisme, der imidlertid er fjernstyret af en sarkastisk fortælletone, der gør hjemmefødningene til omvandrende parodier på sig selv. Så selv om ofrene nærmest ikke får ordet, kommer de alligevel indirekte til orde gennem den sarkastisk spaltende parodiering af monologerne og gennem dialogen med videofilmens helt anderledes ’tale’. For Jelinek kan ligesom Laurie Anderson den polyfone kunst at spille på flere medier.

Personer af sprog
Jelinek laver ikke realistiske personopbygninger. Selv siger hun herom, at »For mig består figurerne kun af sprog, og så længe de taler, er de der, og når de ikke taler, er de væk.«
»Netop dette forbinder mig med Thomas Bernhard: at vi begge egentlig laver sprog-kompositioner; at vi følger en musikalsk rytme. Hos mig er det mere semantisk ladet, mens det hos ham var rytmiske tirader, sinus-svingninger, idet det netop er talte stykker. Hos mig drejer det sig mere om den enkelte tone, om ord for ord, om bogstavelighed. Jeg arbejder jo også meget mere med alliterationer, med ordspil og Kalauern; jeg vil lade sproget selv udvikle sig i skriften og talen. Sproget rummer her en højere sandhed end personen. Og måske opstår der da, i disse grammatiske og semantiske sprogspil, de åbninger og huller, der først eksisterer uafhængigt af personen og hvor personene pludselig forsøger at krybe ind.«
Jelineks ser ikke mildt på, at manden gennem blikket og sproget gør sig til subjekt for magten. Det får ikke Jelinek til selv at indtage en anderledes, feministisk position. Tværtimod har hun sat sig for at bekæmpe manden og magten på deres eget gebet ved at lade sig repræsentere som synspunkt i teksten med et køligt, distant blik på det fortalte. Imidlertid ophæves afstanden i sprogspillene, hvor det ene ord glider over i det næste. Problematikken om hjemmefødningene kommer således til udtryk gennem sproglige væv hen over ord som Heim, heimlich, osv. I Das Unheimliche har Freud vist, hvordan heimlich kan svinge i betydning mellem ét og det næsten modsatte, mellem det hjemlige og det uhjemligt uhyggelige. På samme måde spiller Jelinek på ord, hvis lyd og bogstavbillede glider over i hinanden, så afstanden ophæves og lysten alligevel opstår i sprogspillets paradoksale frisættelse af betydning. Jeg har oplevet meningsløse og meningsfulde valg af Nobelpriskandidater. Det er første gang jeg har overværet et spændende, dristigt valg: en kvinde, der repræsenterer en meget særpræget, litterær strømning, som viser østrigsk litteraturs forankring i den spanske barok.

*Elfriede Jelinek: Lyst. Oversat af Nanna Thirup. Tiderne Skifter
*Elfriede Jelinek: Totenauberg. Rowohlt Verlag
*Interview med Elfriede Jelinek. Theater heute. 9. 1992
*Interview med Elfriede Jelinek. Det obskønes sprog. Standart, 4. årg. nr. 5, 1991/92
*Rigmor Kappel Schmidt: Sarkasme. Standart, 1993

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her