Læsetid: 7 min.

Her spiser lytterne ikke burgere

NPR er en ensom svale i den amerikanske medievirkelighed. National Public Radio flyver højere og når bredere ud – ved at gå i dybden. Hver eneste dag stiger lyttertallet på den eneste landsdækkende radiostation, som sender uden reklameafbrydelser
22. oktober 2004

Valg i USA
Højt over Hudson River rager et spir op i himlen. På toppen troner en forgyldt statue med krone på – den forestiller metropolens civile dyder. Skyskraberen i beaux-arts-stil på Lower Manhattan blev kopieret i flere byer. Korintiske søjler hæver sig over gadeplan og er formet efter Berninis kolonnade på Peterskirken i Rom. Inde i kolonnaden vender et par bryske sikkerhedsvagter bunden i vejret på taskerne. Efter sikkerhedstjekket skal man registreres ved den lille reception mellem elevatorerne. Det er ægte Manhattan-elevatorer fra begyndelsen af forrige århundrede, ornamenteret med mørk messing, som knirker og hviner i kædetrækket.
På 25. etage lyder en blid stemme. I en korridor, bag en glasvæg, alene i studiet, sidder en mand og tigger om penge.
»Hvis du giver os 100 dollar, vil det kun koste dig 27 cent om dagen.«
Han er tynd, tøjet hænger løst på kroppen og han har mistet det meste af håret.
»Vi har brug for din hjælp, så vi kan.....« Manden kigger på væggen bag mikrofonen og klør sig i skægget.
»Vi har brug for en kvart million dollar til årets valgkamp. Med din støtte kan vi give dig den dækning, du fortjener. Ring ind eller gå ind på vores webside, www.wnyc.com....«
Brian Lehrer forsøger at lokke new yorkerne til at begynde den lyse forårsmorgen med en lille pengeindsamling. Startsignalet gik klokken otte.
Uden for glasvæggen står producenten Nuala McGovern og tæller ned, før det næste indslag skal på. Hun giver besked i høretelefonen til Brian om, at der er 20 sekunder til reklamespottet, 10 sekunder. Så starter Brian det næste indslag. Reform af sygesikringen. Bagefter et indslag om fabrikker, som flytter deres produktion til andre lande. Så et indslag om homofiles rettigheder, og til sidst bliver der sat Ray Charles på. De, der skal interviewes står i gangene og venter på at komme i studiet.
The Brian Lehrer Show har underholdt og informeret lytterne i 15 år.
»Med de lyttertal jeg har, ville jeg kunne få mere end dobbelt så meget i løn hos nogle af vores konkurrenter. Men så skulle jeg give afkald på den intellektuelle frihed, som jeg har nu. De kommercielle kanaler har hverken tid eller lyst til at gå i dybden. De er bange for at folk skifter kanal, hvis de beder dem lytte til et længere ræsonnement. Mange radio- og tv-stationer følger seer-og lyttertallene fra minut til minut og indretter deres programmer efter det. Det højst mulige lyttertal er det, som betyder noget. Det giver de højeste reklameindtægter. Hos os kigger vi på lyttertallene et par gange om året. Det er nok. Hvis man hele tiden skal tænke på at bringe nyheder, som sælger, lægger man vægten på de forkerte ting. Vi vil hellere tænke på det, som er vigtigt. Det er vores privilegium.«
WNYC er New Yorks lokale afdeling af National Public Radio. NPR er den eneste landsdækkende, uafhængige, eller kald det bare lytterdrevne radiokanal. De nægter at lade sig styre af kommercielle interesser, og derfor må lytterne selv betale. To gange om året afsætter medarbejderne 10 dage, og programmerne afbrydes af en indsamlingsaktion. Til gengæld slipper lytterne for at høre på tilbud om biler, rejser eller vaskemaskiner resten af året.
Halvdelen af kanalens budget udgøres af lytternes bidrag, der i gennemsnit tjener omkring det dobbelte af gennemsnitsindtægten i USA. Under en tiendedel kommer fra statsstøtte.
I løbet af en time har WNYC allerede fået skrabet 150.000 dollar sammen. Det udløser gratis kaffe til redaktionen. Det sker to gange om året. NPR sløser ikke med ressourcerne.

Ud over indsamlingsaktionen lever kanalen af gaver. Sidste år var den største gave på 200 mio. dollar. Det svarer til to årsbudgetter. Pengene kom overraskende nok fra burgerkæden McDonalds’ stifter, Joan Kroc, som tak for stationens uafhængige dækning af Irak-krigen. Lytter-reaktionen lod ikke vente lang tid på sig. »Jeg vil spise en Big Mac til ære for Joan Kroc,« jublede en kvindelig lytter fra Alabama. »Det sker ellers uhyre sjældent,« tilføjede hun. Statistisk set går NPR’s højt uddannede lyttere ikke på McDonalds’.
Siden kanalen var ved at gå konkurs i midten af 1980’erne, er der sket en fordobling af lyttere de seneste ti år. Der er næsten 30 millioner amerikanere, som lytter til NPR mindst en gang om ugen. Og de er trofaste. Det er de mange 50 og 100 dollarsedler, som danner grundlaget for NPR’s radiostudier, sendeflade og de 700 hundrede ansatte.
»NPR er den eneste radio, som ikke er beregnende. Den er nysgerrig, legesyg og parat til både at være ærlig og excentrisk,« forklarer en lytter. »Den følger sit hjerte og hjerne til hver en tid uden at skele til markedsandele. NPR sender det, som er interessant for travle, tænkende mennesker«.
USA har de sidste par år været vidne til en stigende kommercialisering og monopolisering af medierne. En ejer kan kontrollere flere aviser og radio- og tv-stationer. Den mest kendte er Rupert Murdoch, som ud over at være ejer af aviser, blade, radio- og tv-kanaler, er den mægtige ejer af Fox News, den konservative kanal, som har gjort sit bedste for at latterliggøre Kerry i valgkampen. Medarbejderne har fået direkte ordre fra ledelsen om at præsentere nyheder, som er fordelagtige for den siddende præsident. Udviklingen bekymrer i flere lejre.
»Amerikanerne får mindre information end før om tiltag, som har direkte indflydelse på dem selv. Hvis vi ikke gør noget nu, vil vi miste meget af den viden, som er nødvendig for, at et demokrati skal kunne fungere,« siger Bushs partifælle, Bernie Sanders fra Vermont.
»Det er fristende at dække valgkampen som et hestevæddeløb,« fortæller Brian Lehrer efter radioindslaget. »Hvordan er kandidaternes form? Hvad sagde de i dag? Holder de tempoet? Hvem krydser først målstregen?«
På alle hverdage de sidste seks uger før valget, har han afsat en time til et udvalgt tema. »30 sager på 30 dage,« hedder kampagnen.
»Det er for ikke at falde for fristelsen til at dække valget som en sportsbegivenhed,« griner han. »De 30 temaer holder både os selv og lytterne i tøjlerne. Vi prøver at dække det, som bliver glemt i valgkampen. Boligstøtte til de fattige. Nordkorea. Forholdet mellem USA og Europa. Våbenpolitik. Ejerskab i mediebranchen. Skolereformen Museerne i New York. Mange kanaler tror, at det at diskutere et emne i en hel time, bliver for kedeligt. Men det må vi tage som en udfordring til at gøre stoffet interessant.«

På etagen under The Brian Lehrer Show sidder producenten for nyhedsafdelingen, John Keefe. WNYC sender både nationale nyheder, som laves af NPR centralt og lokalnyheder fra New York en gang i timen.
»Der er for mange journalister i USA, som bare nøjes med at referere det, som bliver sagt – den ene mener det ene, den anden noget andet. Så tror de, at de har gjort deres arbejde. Men det består også i at finde ud af, om det debattørerne siger, er rigtigt. Mange påstår, at lyttere og seere ikke stiller sådanne krav. Men jeg tror, at det er præcis det, de gør. De vil vide mere. Politik og samfundsspørgsmål i USA bliver gerne fremstillet på en sort-hvid måde. Hos os toner de grålige nuancer frem. Du må gerne kalde det en gråzone,« siger han.

De konservative har kritiseret kanalen for at være for negativ over for George Bushs krigsførelse i Irak, mens Israels støttepiller stadig klager over NPR’s dækning af Mellemøsten. For at bevise, at de fremstiller sagerne fra flere sider, har radioen lagt alle udskrifterne af indslagene om Mellemøsten ud på nettet, så lytterne hele tiden kan gå tilbage og foretage en vurdering af det, som bliver sendt.
Da de fleste medieinstitutioner blev underlagt et patriotisk pres på journalisterne efter terrorangrebene i 2001, forsøgte NPR at finde alternative stemmer. Lyttertallene er lige så stille og roligt vokset.
De fleste medarbejdere i WNYC er radioentusiaster og får lov til at føre deres egne ideer ud i livet. Kathleen Boran vil gerne fortælle om almindelige amerikanere. »Om dem, som lever ude i periferien, på plejehjem, institutioner, om dem, som tilbringer hele dagen i metroen, om dem, som har dead end jobs, dem uden bolig og sygeforsikring.«
»Jeg kommer selv fra arbejderklassen, og havde en svær opvækst i et belastet kvarter. Det har mærket mig både som menneske og som journalist.«
Efter skolen forsøgte Kathleen sig først som skuespiller i San Francisco, senere arbejdede hun på et hjem for teenagere, derefter arbejdede hun som kassedame i et supermarked og vaskede tøj på et psykiatrisk hospital.
»Men jeg vidste, at jeg ville fortælle historier, og så er radioen mediet. Der kan folk selv skabe deres billeder. Kathleen tog til New York for fire år siden, sov på en sofa hos en transvestit og arbejdede som assistent på forskellige radiostationer. Efter et stykke tid tog hun mod til sig. Hun stod af på metrostationen Brooklyn Bridge, gik forbi Bernini-søjlerne, tog elevatoren op til WNYC’s newsroom og søgte job som frivillig. Siden har hun holdt ved. Og insisteret på at fortælle de almindelige menneskers historie.
»Det er dem, som denne valgkamp egentlig burde handle om. Folks bitre, søde eller triste liv.«
Kathleen pakker mikrofonen ned i tasken, tager sit metrokort, og tager elevatoren ned og forsvinder ned under bygningens trappe. På sporet af de liv, der leves i periferien.

weekend@informatoin.dk

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu