Læsetid: 3 min.

Og sporet fører til – oh skræk! – chefens dør

Ægte gyser: Ekstra Bladets journalister synes i gang med at afsløre deres egen chefredaktør, Hans Engell
1. oktober 2004

Et pift af forfølgelsesvanvid pepper enhver gyser op. Tag John le Carrés spionromaner: Den loyale agent gennemgår rædsel på rædsel i forsøget på at optrevle forræderi og dobbeltspil. Gennem intrigernes labyrint fører sporet ham til svigets sande bagmand. Agenten banker på døren. Og hvem viser sig at sidde køligt smilende på den anden side? Agentens egen chef!
I de senere måneder har man kunnet læse Ekstra Bladet med stadigt stigende le Carré’sk gys: Bladets journalister har imod alle ansvarliges benægtelser og hukommelsestab søgt at finde frem til, hvem der står bag den største danske justitsskandale siden Tamil-sagen. Og minsandten, om ikke den inderste bagmand ser ud til at kunne være deres egen chefredaktør, tidligere justitsminister Hans Engell.
Det drejer sig om Dan Lynge – den tidligere rocker, der efter og under begåelsen af alvorlige forbrydelser var agent for toppen af det danske justitsvæsen, der kærligt omtalte ham som Guldfuglen. (Lynge-sagen blev behandlet i Information den avis 21. og 29. september.)

PET ind i sagen
Nogle af myndighedernes afgørende beslutninger i forholdet til Dan Lynge blev truffet i den periode fra oktober 1989 til januar 1993, hvor Hans Engell var konservativ justitsminister. Det forekommer utroligt, at ministeriets departementschef Michael Lunn i så ømtålelig en sag ville undlade at inddrage sin minister. Så meget desto mere, som Lunn netop var trådt til i 1991 efter den Tamil-skandale, der fældede hans forgænger.
I den dommerledede undersøgelseskommission, der i disse måneder i Østre Landsret søger at trænge til bunds i Lynge-sagen, har Hanne Bech Hansen, nu politidirektør i København, tidligere chef for PET, Politiets Efterretningstjeneste, forklaret, at hun drøftede Dan Lynges oplysninger fra rockermiljøet med departementschef Lunn. Herefter gav ministeriet i september 1992 sin accept af, at PET overtog overvågningen af rockergruppen Hells Angels.
Helt konkret skete inddragelsen af PET på baggrund af oplysninger fra Lynge om, at han som Hells Angels medlem havde været med til at planlægge mord på daværende landsdommer Bent Otken og daværende statsadvokat H.C. Abildtrup.
I kommissionen udtrykte Hanne Bech Hansen sig således:
»Jeg havde en løbende snak med departementschef Michael Lunn. Der er ingen tvivl om, at Guldfuglens oplysninger om attentatplaner indgik i beslutningen om, at PET skulle indgå i politiets rockerefterforskning.«
Hun tilføjede:
»Jeg ville ikke kaste mig ud i sådan en overvågning uden justitsministeriets velsignelse. Og den fik jeg.«
Mærkeligt nok spurgte kommissionen ikke Hanne Bech, om hun var vidende om, hvorvidt justitsminister Engell blev inddraget.

’Ludvig’ og ’Ost’
Når Dan Lynge-sagen er – bogstaveligt talt – så kriminel, skyldes det dens forhistorie, der også er forklaringen på, at Hells Angels planlagde mord på dommer Otken og statsadvokat Abildtrup.
De to herrer optrådte i embeds medfør tilbage i 1986, da Østre Landsret idømte to Hells Angels-rockere – ’Ludvig’ og ’Ost’ – hver 16 års fængsel for at have skuddræbt en Bullshit-Høvding og en ung christianit i et opgør på værtshuset Nemo på Christianshavn. Adskillige vidner udeblev fra retssagen, og mordvåbnene var ved et uheld blevet destrueret af politiet.
Efter at Dan Lynge i 1990 rager uklar med Hells Angels, opsøger han politiet for at få beskyttelse til sig selv og sin familie. Blandt de mange forbrydelser, som Lynge tilstår at have begået, er også skuddramaet: Han er den ’tredje gerningsmand’, som politiet har ledt efter. Men, hævder han, de tre fra Hells Angels skød i selvforsvar. Det var dem fra Bullshit, der trak våben først. Denne forklaring – som sidenhen er bakket op af et Bullshit-medlem – vælger politiet at tro på, så myndighederne indleder ikke nogen retsforfølgelse af Lynge. Men politiet gør heller ikke noget for at lempe straffen, for de to, der er dømt. ’Ludvig’ og ’Ost’ sidder inde tiden ud.
Det fik juraprofessor Eva Smith til – som medlem af undersøgelseskommissionen at spørge:
»Vil det sige, at to uskyldige mennesker er blevet idømt 16 års fængsel for overlagt drab?«
Fra Tonni Christensen, der var Lynges ’føringsofficerer’ i politiet, lød svaret:
»Ja, jeg synes, det var et dilemma. Ifølge Dan Lynges forklaring var de jo uskyldige. Men det skulle jeg jo ikke tage stilling til.«
Hermed skubbede også han ansvaret højere op i systemet. Ekstra Bladets journalister har spurgt deres egen chefredaktør om hans rolle i sagen. Hans svar er utvivlsomt korrekt gengivet. Det lød den 8. maj 2003 således:
»Jeg er aldrig blevet orienteret om Dan Lynge. Og jeg har intet hørt om Dan Lynge i min tid som justitsminister.«
Spændende, om Engell vil fastholde den forklaring i undersøgelsesretten. Eller om en årvågen presse – evt. hans egen avis – vil aftvinge ham en fyldigere erklæring inden da.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her