Læsetid: 3 min.

’Der er stadig ikke stole nok’

STOP NU-aktionen fortsætter med Ishøj Amtsgymnasium som en af de sidste bastioner – gymnasiet er vant til aktionsformen
8. oktober 2004

»Blokeret.« Oplysningen står med håbets grønne kulør på et hjemmelavet skilt på indgangen til Ishøj Amtsgymnasium.
På den anden side af døren er der næsten tomt. Kun enkelte elever spiller lidt guitar og sms’er med verden udenfor.
»Resten er sendt ud i byen med flyers og slagsange. Det handler om at holde folk i gang,« fastslår Marco Winther.
Han og Mette Nadja Hansen deler elevformandsposten, og de er ganske stolte af skolens vedholdenhed og engagement.
Banner, workshop, gøglerwork-shop – hovedkræfterne bag initiativerne viser rundt:
»Her laver vi læserbreve til lokalsprøjten,« siger Marco og peger på døren til ’Redaktionen.’
Formændene fortæller om baggrunden for STOP NU-aktionen, og samtidig foreviger en medstuderende sceancen med et digitalkamera.
»Vi laver en dokumentar om besættelsen. Tanken er, at den skal sendes til Ulla Tørnæs.«
Gymnasiet er en af de sidste bastjoner i de studerendes aktion, hvor adskillige uddannelsesinstitutioner har været besat i den forløbne uge.
De fleste har givet op, efter at kampagnen i tirsdags kulminerede med demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, hvor undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) følte sig tvunget til at hæve stemmen over for de tusindvis af utilfredse elever og studerende.
»Ministeren talte ned til os og sagde, at vi var blevet misinformeret, men vi demonstrerer ikke på baggrund af tal. Vi hæfter os ved det, vi mærker på vores egen krop,« siger Marco.
»Selv hvis regeringen har tilført uddannelserne 3,5 mia., så er der altså stadig ikke stole nok til de mange elever i klasserne,« tilføjer Mette.
Det er tredje år i træk, at Ishøjs gymnasieelever indtager skolen i protest mod nedskræinger, så der hersker en vis rutine.
Måske forklarer det de ryddelige omgivelser, hvor fraværet af tomme øldåser, fedtede madpakker og nussede soveposer er påfaldende.
Eleverne afleverer stadig deres skriftlige opgaver og forsøger så vidt muligt at undgå at komme for langt bagud.
»Det er vigtigt – især for 3. g’erne,« påpeger Mette.
Hver anden time mødes eleverne og bliver krydset af. På den måde sikrer man sig, at der fortsat er gang i aktionen.
Nede i Ishøj Centeret er en mindre gruppe af aktionerende elever på en venlig måde blevet bedt om at finde et andet sted at synge og uddele flyers. Ført an af 1.g’erne Semi Seven og Tine Aagaard rykker de ned mod stationen, og Semi giver hele holdet en peptalk:
»Vi kan gøre det bedre, vi kan gøre det højere – for vores skole og for fremtiden.«
Og så bliver de få forbipasserende ellers taktfast gjort opmærksom:
»Ulla T og Anders Fog stjæler vores penge«.
»Ulla tror hun er så klog, varer det mon længe?«

Forbeholden formand
Folkeskoleeleverne er også en del af STOP NU-aktionen, og deres formand, Teis Volstrup, er ikke udelukkende stolt af måden, man har håndteret debatten på.
»Vi burde have lagt nogle mere klare retningslinjer ud og vist en større vilje til dialog med ministeren. Vi skulle have argumenteret mere sagligt og fremlagt argumenterne imod nedskræringer som princip, fremfor blot at have slugt Arbejderbevægelsens Erhvervsråds beregninger.«
»Vi er ikke økonomer, men vi burde have gjort os bekendt med de tal, som ministeriet anvender. Næste gang skal vi forberede os bedre, så hun ikke kan anklage os for at være misinformeret,« siger han.
I går mødtes sammenslutningen af danske gymnasieelever (DGS) så med Ulla Tørnæs og tog fat på dialogen.
»Vi fik fremsat vores argumenter, men ministeren viste ikke en udpræget samarbejdsvilje. Alligevel mener jeg, at politikerne er blevet klar over, at de ikke kan ignorere os,« siger næstformand i DGS, Mette Post Riggelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her