Læsetid: 3 min.

Stadig venstreorienteret

2. oktober 2004

JOHANN HARI ER 25 år gammel. Han betragter sig som venstreorienteret og skriver på det engelske dagblad The Independent. Og nu leder han efter venstreorienterede forbilleder. Han har set op til trotskisten Christopher Hitchens, som har afsløret Moder Teresa som bedrager, Bill Clinton som løgner og Henry Kissinger som krigsforbryder.
Hitchens har kaldt den internationale valutafond for forbryderisk, han har gjort opmærksom på miljøproblemer og skrevet radikalt anti-autoritært mod alle forbilleder.
Så kom den 11. september 2001. Og Hari mistede sit forbillede. For Hitchens blev træt af venstrefløjen. Han stoppede som skribent for det venstreintellektuelle blad The Nation, fordi han fandt det tåbeligt, at bladets andre skribenter nu mente, at Donald Rumsfeld var farligere end Osama bin Laden. Og han rasede over, at gamle venstreorienterede, der havde talt for frigørelse og ligestilling, nu ville forklare disse ’islamofascisters’ handlinger som udtryk for ’global udbytning’. Som han sagde i det interview med Hari, som Information bragte fredag:
»Når jeg hører personer, der selv betegner sig som venstreorienterede, undskylde og gøre indrømmelser til det, som i dag er verdens mest reaktionære strømning, gør det næsten fysisk ondt på mig. Jeg oplever det som et skammeligt svigt i forhold til den kritiske venstrefløjs stolte traditioner, så i den forstand betragter jeg mig vel stadig som venstreorienteret,« sagde Christopher Hitchens.

HITCHENS ER STADIG venstreorienteret i en bestemt forstand: Han er imod de reaktionære, og han regner sig selv for moderne. Han vil frigøre de undertrykte, som er ramt af falsk bevidsthed. Men Hitchens ved bedre. Og han er rystet over, at andre venstreintellektuelle ikke længere tror på frigørelse af dem, som ikke kender sandheden. Og han har nu fundet nye allierede: de amerikanske nykonservative. De har den universalløsning på verdens problemer, som venstrefløjen engang tilbød.
Og flere nykonservative kommer som Hitchens fra den trotskistiske venstrefløj. Ligesom kræfter på venstrefløjen ville forene proletarer i alle lande, vil de nykonservative installere en ny verdensorden baseret på frie markeder, demokrati og respekt for menneskerettigheder. Og som Hitchens siger til Johann Hari:
»Vi er nødt til at lukke ånden ud af flasken og håbe på, at de progressive kræfter vinder.«
Der er mange i Danmark, der som Hari kigger efter venstreorienterede forbilleder. For de sociale problemer er ikke forsvundet, den sociale udstødelse fortsætter i nye baner. Den globale ulighed er selvindlysende, der er stadig dominerende kræfter og dominerede undertrykkere.
Men man har i Danmark undret sig over, at så mange af dem, der er mest kritiske over for islam og muslimer, var venstreorienterede i 70’erne. Man har kaldt dem vendekåber og bebrejdet dem, at de forrådte deres gamle standpunkter. Som for eksempel Erik Meier Carlsen, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og Lars Hedegaard. Men som Lars Hedegaard har forklaret, så fastholder han stadig i sit arbejde de gamle marxistiske analyser af klassekamp. Og Karen Jespersen var som venstresocialist i 70’erne ligeså formynderisk, som da hun som socialminister gav langtidsledige et ’kærligt klap bag i’ og nu kritiserer islam for ’Fatimas skyld’. De har ikke svigtet deres venstreorienterede fortid. De har fortsat den på nye betingelser.

MEN HARI & CO har ikke samme tillid til det moderne og progressive. For de globale problemer, der optager dem, er ikke et resultat af for lidt modernitet og for få frigjorte mennesker. De er konsekvenser af moderniteten og frisatte forbrugere i fulde omdrejninger.
Det er de problemer, som Hari konfronterer Hitchens med: den globale syreregn, den globale ulighed, Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds praksis. Hitchens har ikke noget svar. Som Hari skriver: »Han affærdiger dem vrængende som kæpheste for antiglobalister.«
Hari har ikke nogen forbilleder her. Han kunne vende sig mod den tidligere Thatcher-rådgiver John Gray, der har skrevet:
»Både kommunisme og neoliberalisme er bevægelser, der bruger fornuftens og videnskabens sprog, men de er drevet af tro. Man tror, de er rivaler, men der er kun forskel i detaljen – enten skulle målet nås gennem den universelle socialisme eller den globale demokratiske kapitalisme. Ligesom Marx’ revolutionære socialisme, lovede den globale demokratiske kapitalisme historiens afslutning. Men som man kunne have forudset: historien fortsatte – og det kostede blod.«
Spørgsmålet til Gray, Hari & co er, om de kan finde globale løsninger, som ikke i den gode sags tjeneste bliver katastrofalt ødelæggende.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her