Læsetid: 3 min.

For stærk til magtens mænd

Wangari Maathai er miljøaktivist, kvindeforkæmper, demokratiaktivist og den første afrikanske kvinde, der får Nobels fredspris
9. oktober 2004

Portræt
Når man besøger Green Belt Movements hovedkvarter i Kenyas hovedstad, Nairobi, taler medarbejdere og frivillige med en blanding af hengivenhed og respekt om ’professoren’. Selv om professoren i dag virker som politiker og derfor ikke kommer så tit i hovedkvarteret, er det åbenlyst, at hendes visioner og karisma er det, der inspirerer og driver den grønne bevægelse.
At også en stor omverden for længst har bemærket professorens indsats, fremgår af den lange række af internationale hædersbevisninger, hun har modtaget.
I går fulgte så den ypperste anerkendelse, da Den Norske Nobelkomité meddelte, at Nobels fredspris i år går til professor Wangari Maathai, stifter af Kenyas Green Belt Movement, vicemiljøminister i landets regering og den første afrikanske kvinde, der modtager fredsprisen.
Wangari Maathai tildeles prisen »for sin indsats for bæredygtig udvikling, demokrat og fred,« hedder det i komitéens begrundelse.

Fængslet og pryglet
I den frodige have omkring hovedkvarteret i Nairobi finder man mellem blåblomstrende jacaranda-træer spirerne – bogstaveligt talt – til det, der er blevet Wangari Maathais livsværk og afsættet for en række vigtige, ofte politisk kontroversielle projekter og kampagner i Kenya: Rækker af små kimplanter, planlagt til udplantning i de grønne bælter af træer, som siden bevægelsens start i 1977 har modvirket skovrydning og udpining af jorden i store dele af Kenya og samtidig været rammen om fattige kenyanske kvinders selvorganisering. Over 25 millioner plantede træer er det foreløbig blevet til.
»I virkeligheden er hele vores arbejde et uddannelsesprojekt,« siger professorens datter, Wanjira Maathai, der arbejder som Green Belt Movements bindeled til internationale organisationer og donorer.
»Hvis mennesker har både selvtillid og viden, så træffer de gode beslutninger. Hvis de er umyndiggjorte og ikke føler, de har nogen rettigheder og andel i udviklingen omkring dem, så bliver de ligeglade og plyndrer miljøet, deres eget livsgrundlag.«
Myndiggørelse er nøgleordet i Wangari Maathais arbejde. Træplantningsprojekterne er i dag nøje gennemtænkte og planlagte projekter for selvorganisering og økonomisk udvikling i Kenyas mange, fattige landsbyer.
Omkring træerne vokser indtægtsgivende virksomhed, sundheds- og uddannelsesprojekter, fødevareproduktioner – og stærke, selvbevidste kvinder. 50.000 husstande har været involveret i bevægelsens projekter og altid med kvinderne som drivende kræfter, fortæller Wanjira Maathai.

’For succesrig, for stædig’
Wangari Maathai, professor i biologi, uddannet i USA, Tyskland og Kenya, er i dag selv rykket fra sit udgangspunkt i det oppositionelle civilsamfund over i magthavernes rækker som viceminister i den koalitionsregering, der for snart to år siden væltede Kenyas enevældige og brutale præsident gennem næsten 25 år, Daniel arap Moi.
Men lige til regeringsskiftet var Maathai en aktiv og frygtløs kraft mod de magthavere, der negligerede Kenyas fattige og forgreb sig på landets natur og miljø.
Så sent som i 1999 blev hun slået ned af køllebevæbnede kenyanske politifolk, da hun i spidsen for en demonstration insisterede på at plante 15.000 spæde træer i naturskoven Karuna Forest ved Nairobi, som præsident Moi var begyndt at udstykke til regeringens egne topfolk. Fra hospitalssengen holdt Maathai pressemøder og modtog støttetelegrammer fra bl.a. FN’s generalsekretær, Kofi Annan.
Tidligere stod hun i spidsen for sultestrejker for at få frigivet politiske fanger fra de kenyanske fængsler. Det skete i 1992, og af samme grund måtte hun melde afbud til overrækkelsen i København af MS-prisen, som Mellemfolkeligt Samvirke det år havde tildelt Maathai og Green Belt Movement.
Tilbage i 1980’erne ledede professoren demonstrationer mod Mois planer om at bygge et gigantisk højhus i Nairobis historiske Frihedspark. Den aktion kostede Maathai trusler på livet og bortvisning fra hendes professorstilling på Nairobis Universitet. Men parken blev reddet, ligesom Karura Forest senere blev det. Adskillige gange har hun været fængslet, og hendes styrke og stædighed synes kun at være vokset derved. Da hendes mand i 1980’erne bad om skilsmisse, var det med kommentaren, at Wangari var »for veluddannet, for stærk, for succesrig, for stædig og for svær at kontrollere.«
De egenskaber, brugt i kamp for Afrikas miljø, Afrikas kvinder og Afrikas demokrati, ligger til grund for tildelingen af årets Nobel fredspris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu