Læsetid: 10 min.

Stræb, stræb, stræb lyder ekkoet fra Yale

Her studerede Bush, her demonstrerede Kerry. Her mødtes Hillary og Bill Clinton. I dag støbes morgendagens ledere på University of Yale. Dekanen efterlyser studerende ’med lidenskab’
16. oktober 2004

YALE – Teresa vil ikke sige, hvilken krypt hun skal til. Hun skal tilbringe denne søndag aften i »the Tomb«, en af de mystiske bygninger på Yales universitetskompleks, som kun nogle få individer har adgang til. De har alle massive indgangsdøre, men disse bruges sjældent af andre end rengøringspersonalet efter møderne. Medlemmerne benytter bagvejen, og nogle af mødelokalerne har skjulte indgange og underjordiske kanaler. På Yale findes ti hemmelige selskaber med hver 15 medlemmer. Kun sidsteårsstuderende får æren – men så er de også inde for resten af livet. Her knyttes netværk og venskaber, der kan gøre det muligt for de ambitiøse studerende at hjælpe hinanden et skridt videre i deres respektive karrierer.
Det er dagen derpå. I aftes viste Teresa os Yales natteliv, barer, cafeer, natklubber og små restauranter, hvor man må have kort for at komme ind: »Dér er jeg medlem, og dér er jeg medlem, og dér er jeg medlem,« pegede Teresa.
Studielivet på Yale, et af USA’s mest berømte universiteter, har et strengt hierarki. Teresa tilhører det absolutte toplag. I medlemsklubben Mory’s sendes en stor sølvbowle rundt om bordet. Nogen synger :

For Gud, for fædrelandet og for Yale! Lyse år, så fulde af glæde, de korteste gladeste år i livet, så hurtigt det svandt, så rask de fløj af sted… For Gud, for fædreland, for Yale!

Den, som betaler, bestemmer sølvbowle-drikkens farve. Teresa foretrækker ’orange’ – det er champagne og appelsinjuice. ’Sort’ er Guiness og cola. ’Grøn’ er med myntesirup, ’blank’ er ren vodka.
Teresa er iøjnefaldende bedre klædt end den gennemsnitlige Yale-studerende. Først lægger man mærke til den tykke perlekæde, som pryder den pertentlige sorte kjole med polohals. Favoritdesigneren er Ralph Lauren. Efter den stramtsiddende kjole, får man øje på de elegante sko. Ansigtet er harmonisk og smukt. Håret skinner.
Men det var i går.
»Du får 30 minutter,« siger hun på bogcafeen Atticus. I dag er hun klædt i fløjlsdragt og højhælede sandaler.

Det var forfatteren Katherine Weber, lærer i creative writing, som anbefalede mig at tale med Teresa Kwon.
»Hun er morgendagens leder. Alt, hvad hun bestemmer sig for, fuldfører hun med glans. Hun er effektiv, supersmart, samvittighedsfuld, ambitiøs, fuld af gåpåmod. Hun vil op og frem. At være kvinde og have asiatisk baggrund er heller ikke en ulempe i dag. She is very Yale. En dag kommer du til at læse om hende i avisen,« havde Katherine Weber sagt.
»Jeg har så meget, jeg skal nå i dag,« udbryder Teresa som forklaring på, hvorfor hun har sat en tidsgrænse for interviewet.
»Jeg skal læse. Og så skal jeg lave mad til krypten.«
– Hvad vil du lave?
»Åhr, bare noget helt almindeligt.«
– Hvad plejer I at spise?
»Åhr, bare noget helt almindeligt. Jeg kan egentlig ikke sige det.«
Det er meget lidt, Teresa kan sige om sit hemmelige selskab. De foretager sig helt almindelige ting, hævder hun: De taler, spiser og fester sammen. Men rygterne siger noget andet: makabre ritualer, strenge regler, udleverende beretninger.
Det mest berømte hemmelige selskab er Skulls and Bones – ’Kranier og Knogler’. Her var bedstefar Bush medlem, derefter Bush senior og så Bush junior. John Kerry var også blandt de udvalgte. Den siddende præsident har valgt flere af sine nærmeste medarbejdere blandt Bones-mændene. Den gang var det kun mænd, som slap ind. Først i 1991 blev de første kvinder udpeget. Helt frem til 1969 havde kvinder ikke adgang til at studere på Yale.
Hvert år, når maj nærmer sig, spændes forventningerne hos Yales tredjeårsstuderende. Tap Night står for døren. Vil de blive udpeget? Hver medlem, som forlader Yale, må selv finde sin afløser. Teresa fik besked på at møde op på et hemmeligt sted på Tap Night i år.
»Jeg blev helt utrolig glad«.
De hemmelige selskaber kræver betingelsesløs åbenhed. På skift skal alle betro hinanden deres inderste hemmeligheder. I Skull and Bones skal de sågar ligge nøgne i en kiste under dette ritual, siges det.
»Fordi vi alle må igennem det, kan vi være sikre på, at intet lækkes. Vi løber alle samme risiko. Derfor beskytter vi hinanden. Ingen stikker nogen. I mit hemmelige selskab har jeg talt om ting, som jeg aldrig har talt med mine venner om. Selv gode venner indgår man ikke nogen tavshedspagt med,« forklarer Teresa.
På mit spørgsmål om, det er selveste Skull and Bones, hun skal tilbringe denne søndag aften med, svarer hun: »Nej, men selv om det var, ville jeg ikke have sagt det.«
Et Skulls and Bones-svar helt efter bogen. Medlemmer har strenge ordrer om altid at benægte, at de er medlemmer.

Teresa Kwon er en af Yales mange overachievers. Den 22-årige scorer topkarakteren A i alle sine eksaminer og har et stående tilbud om ansættelse fra konsulentfirmaet McKinsey, mens hun har takket nej til et lignende udspil fra investeringsbanken Goldman & Sachs. Hun taler flydende fransk og spansk som supplement til sit koreansk og engelsk. Torsdag og søndag aften er hun i ’Krypten’. Mandag, onsdag og torsdag eftermiddag spiller hun polo og rider. To andre ugedage virker hun som præsident i sin sorority, en af flere akademiske kvindeselskaber på Yale. Om lørdagen er der sammenkomst i vinklubben. Desuden sidder hun i forskellige bestyrelser og udvalg.
Minutterne tikker. Søndagssamtalen går trægt. Teresa føler, hun har sagt for meget.
»Nu må jeg gå,« siger hun. »Jeg skal læse. Det var hyggeligt at møde dig.«
»Hun skriver faktisk godt,« siger Katherine Weber om sin stjernestuderende.
»Hun er en god iagttager, har et godt blik for at beskrive en helhed gennem detaljer. Hendes stil er medrivende. Men skal jeg være ærlig over for dig, tror jeg kun, at hun tager kurset, fordi hun ønsker at dække hele sin horisont, hvis du forstår… Very Yale.«
Katherine Weber har skrevet tre romaner, hvoraf den ene er oversat til flere sprog. Hun har undervist på Yale i syv år, men gør det ikke i år.
»Vi, som ikke er fast ansatte, har samme sikkerhed som sæsonplukkere. Vi ved, at høsten kommer, men ikke, om det bliver os, der skal plukke æblerne. I år fandt Yale så en anden, til trods for at jeg har fået flotte bedømmelser fra de studerende. Vi bliver løbende evalueret, men det er politik og kontakter, som afgør, hvem der får jobbet. Det er mit held, at jeg ikke er afhængig af indtægten og får sygeforsikring igennem min mand. Jeg har et had-kærlighedsforhold til Yale. Jeg elsker institutionen, men hader den måde, den behandler enkeltpersoner på.«
Weber har slugt sin bitterhed og allerede tilbudt et nyt skrivekursus til dekan Peter Salovey.
Dekan Salovey er professor i psykologi og har ansvaret for de studerende og lærerkræfterne. Han har trimmet skæg, klædt helt i gråt og fortæller med begejstring om optagelsesprocessen på universitet.
»Det er ikke nok at skilte med gode karakterer for at komme ind. Man må vise, at man har ambitioner. Vores ’andre klasseværelser’ er lige så vigtige – de aktiviteter, som foregår uden for auditorier og læsesale: sangkor, volleyballkampe, akademiske broder- og søsterskaber, den humanitære indsats osv. Vores studerende er særdeles aktive – det er ledertyperne fra gymnasierne, som kommer hertil. Vi vil have lidenskabelige studerende på Yale.«
– Hvad så med dem, der har svært ved at følge med?
»Det er jo derfor, vi bruger så lang tid på udvælgelsesprocessen. Ved siden af topkarakterer, ser vi nøje på, hvad ansøgerne har gjort i deres gymnasietid. Selvfølgelig er vi også uhyre opmærksomme på det pres, som vores 11.000 studerende lever under. Hverken spiseproblemer eller depressioner er usædvanlige. Men vi forsøger at opfange symptomerne så tidligt som muligt og så give hjælp. Det er længe siden, vi har mistet nogen.«
– Mistet nogen?
»Ja, selvmord.«
Jeg mindes Katherines ord om, hvorfor Yale har færre selvmord end lignende universiteter.
»Universitetsledelsen er dødbange for negativ publicity. Yale lever af at have så enorm søgning fra studerende. Deri ligger dets prestige. Ved du, hvad der sker, når det bliver opdaget, at nogen har alvorlige psykologiske problemer? De sendes bort, sendes hjem. Og så er de gone, away. Hvis de så skulle gennemføre selvmordet, er de ikke længere ’Yale’-studerende, for så er det ikke sket på campus.«
Salovey ser ikke noget forkert i at anbefale nogen at rejse hjem: »Hvis de ikke trives, er det sikkert bedst for dem at tage en pause. Så kan de komme tilbage, når de blevet friske igen. Vi lader ingen stikken!«

Når Tristan taler, må man læne sig frem for at høre, hvad han siger. Når kæresten Katherine svarer, må man læne sig endnu længere frem. Vi sidder i en af Yales grønne parker under en bleg efterårssol. Det er ikke for at undgå at forstyrre nogen på plænen, at kæresteparret snakker så lavmælt – de har slet og ret vænnet sig til at tale på vågeblus. De har biblioteksstemmer.
»12 timer,« svarer Tristan.
»Eller mere,« tilføjer Katherine.
Spørgsmålet var, hvor mange timer de tilbringer på læsesalen hver dag. Biblioteksstemmerne tilhører to doktorgradstuderende. Der er kommet ind på gode karakterer – ikke på ’ledererfaring’ og ’potentiale’. Tristan er fra Tasmanien, hvor han vandt sit universitets guldmedalje. Han blev omtalt i en notits i lokalavisen, da han kom ind på Yale som Tasmania Universitys første nogensinde.
Tristan Taylor og Katherine Wasdin er hverken med i hemmelige selskaber eller andre Yale-organisationer. De har ikke tid. De er heller ikke interesserede. De går efter at blive professorer, ikke politikere, og diskuterer helst af alt finurligheder og finesser i latin. Katherine mener at have fundet en fejl i Sallustius.
»Det hedder infestissumam – ikke infestissuman, ikke sandt?«, hvisker hun til Tristan under træets skygge. »Den mest truende,« betyder ordet. Katherine smiler mildt.

På kaffebaren Starbucks sidder en tynd skikkelse ved vinduet. Hun slår febrilsk på tastaturet. Derefter på lommeregneren, og så gennembladrer hun igen sine notater. Pigen sidder med armene tæt indtil kroppen og dirrer nervøst i sin rosafarvede hættesweater. Hætten har hun trukket godt ned i panden.
»Jeg sidder her for ikke at falde i søvn,« forklarer Khay. Næste dag skal hun aflevere to midtterminsopgaver og op i en mundtlig eksamen. Opgaverne er i mikroøkonomi og engelsk litteratur. Mundtligt i noget hun kalder ’religiøs etnicitet’. Khay Nguyen er førsteårsstuderende. På første år undervises i en række forskellige fag. Først senere vælger de studerende at fordybe sig i et specifikt fagområde.
Khay er udvalgt efter et tredje kriterium: baggrund. Hun udmærker sig hverken ved topkarakterer eller dokumenterede lederegenskaber. Men hun har en historie, som passer Yale. Hendes far var soldat i Vietnam, hvor han sloges på amerikanernes side. Han måtte flygte for at redde livet og kom til USA. 19-årige Khay er den første i familien, som får en universitetsuddannelse.
»Jeg fik et chok,« da jeg fik brevet fra Yale.
Derfor har hun også noget at bevise. Hun bruger dage og nætter på at læse. »Jeg sidder her, til de lukker,« siger hun. »Så går jeg hjem og læser videre. Så synger jeg lidt. Så læser jeg lidt mere. Så sover jeg. Og når jeg vågner, synger jeg lidt igen.«
Vær forberedt på en hård tid!, står der skrevet med hvidt kridt på asfalten udenfor.
»Ved du hvorfor jeg synger?«, spørger Khay. »For ikke at blive gal.«

Gaddis Smith skriver på bogen Yales historie i det 20 århundrede. Men han bliver aldrig færdig – »jeg støder hele tiden på nye, interessante informationer,« siger han. »Vidste du, at dette universitet flyder på en sø af olie? To stenrige forretningsmænd byggede det meste af Yale. Den ene var homofil og efterlod sig ingen arvinger. Den anden ville have bygninger og et tårn opkaldt efter sig!«
Den pensionerede professor var førsteårsstuderende – eller freshman, som det hedder – i 1950, da Yale var også var det foretrukne sted for rigmænds sønner. Senere kom han til at undervise studerende som George W. Bush, John Kerry og Howard Dean. Han husker kun en af dem.
»John Kerry! Han imponerede mig. Han lod sig hverve til Vietnamkrigen, til trods for, at han tvivlede på den. Men han drog derover med et åbent sind. Siden blev han, som jeg selv, stadigt mere skeptisk over for krigen. Han var en meget markant figur på Yale.«
Både John Kerry og Howard Dean har nævnt professoren som en vigtig inspirator, fordi han ofte inddrog aktuelle hændelser fra samtiden i sin undervisning.
»George Bush kan jeg slet ikke huske. Men jeg fandt ud af, at han havde gået i en af mine klasser, da hans karakterbog blev lækket før forrige valg. Jeg gav ham bedømmelsen C. Sjovt nok sagde Harry S. Truman engang: »’C-students rule the world.’ En C-studerende er en, som ikke deltager helhjertet. Som kun lige akkurat hutler sig igennem og er mere optaget af andre ting,« forklarer professoren.

Dødelighed,« sagde Teresa, da jeg i mit sidste minut bad hende om at beskrive sit hemmelige selskab i ét ord.
»Livet er kort. Vi er dødelige. Derfor må vi opnå meget og helst hurtigt.«
Hos ’Skulls and Bones’ drikkes der angiveligt af skåle formet som kranier. Denne makabre dekoration tjener netop til at understrege, at livet er kort.
»Brug det klogt,« siger knoglerne fra væggen.
Achieve, achieve, achieve er Teresas ekko, før hun tripper af sted på sine høje hæle. For at forberede sit helt almindelige aftensmåltid for sin helt igennem usædvanlige kreds af ligesindede elitemennesker.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her