Læsetid: 2 min.

’Tæt på at eksplodere’

Spændinger mellem kurdere, arabere og turkmenere og modstand mod USA har bragt det nordlige Irak på kogepunktet
6. oktober 2004

Det nordlige Irak
Det kurdiskdominerede område i det nordlige Irak kaldes den mest stabile og velfungerende del af den befriede nation. Men farlige spændinger lurer lige under overfladen.
»Den er på nippet til at eksplodere,« siger den lokale turkmenske politiker Songul Chapouk til Reuters om situationen i Kirkuk, der med sine godt 750.000 indbyggere rummer de modsætninger mellem kurdere, turkmenere og shiamuslimske arabere, som præger store dele af den nordlige region. Hundredetusinder af kurdere blev fordrevet, da Saddam Hussein i 1970’erne ’arabiserede’ byer som Kirkuk, Mosul, Tal Afar, og nu forsøger de at få deres boliger og rettigheder tilbage. Mange tilbagevendte kurdere bor i teltlejre og forladte bygninger, og deres tålmodighed er på bristepunktet.
Omvendt er hundredetusind arabere i Nordirak nu blevet jaget ud af deres boliger og bor – som mange kurdere – i teltlejre. Også deres tålmodighed er ved at være opbrugt. Det er over et år siden, amerikanerne lovede, at bosættelseskonflikterne ville blive løst i en velordnet, retslig proces. Intet er sket.
Kurderne mener, at araberne og turkmenerne samarbejder mod dem, og i Kirkuk er det et officielt kurdisk synspunkt, at araberne må væk. Hvis de bliver, vil de ikke få stemmeret ved det kommende valg, siger den stedlige, kurdiske viceguvernør Hasib Rozbayanim til magasinet The New Yorker.
Arabiske irakere og turkmenere hævder omvendt, at kurderne allerede styrer alt og går efter kontrollen med oliefelter omkring Kirkuk som led i en plan om at skabe et frit Kurdistan.
»Hvis ikke disse konflikter om ejendomsret håndteres som en hastesag, kan de tiltagende spændinger mellem kurdere og arabiske tilflyttere snart eksplodere i åben vold,« sagde Sarah Leah Whitson Human Rights Watch, i august.

Amerikansk angreb
I Tal Afar, der med 250.000 indbyggere ligger i det nordvestligste Irak, tog en oprørsgruppe af både arabiske irakere og turkmenere i begyndelsen af september kontrol over byen, dræbte mange kurdere og jog tusinder på flugt. Den 12. september gik amerikanerne til modangreb med fly, helikoptere og kampvogne. Ifølge amerikanske talsmænd blev 67 militante dræbt under angrebet, men også kvinder og børn var blandt ofrene.
Angrebet bragte Tal Afar tilbage under en skrøbelig amerikansk kontrol, som næppe er langtidsholdbar.
Imens venter man på, at oprøret skal bryde løs i Mosul, en by med 1,7 mio. indbyggere og rekrutteringssted for hellige krigere og selvmordsbombere. Mandag dræbte endnu en bilbombe syv og sårede 11 i byen.
»Jeg kan forsikre, at Mosul er ved at eksplodere,« sagde den canadiske krigskorrespondent Scott Taylor.
»Det er håbløst for USA,« tilføjede han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her