Læsetid: 8 min.

De terper for Bush

Mere terperi og flere prøver – det er George Bush’ skolepolitik. De gode skoler bliver belønnet, mens de skoler, som har for lave karakterer, risikerer at blive lukket. Da lærerne protesterede, kaldte undervisningsministeren dem for terrorister
4. oktober 2004

Skolepolitik
Riverside, Californien – »Alle skal have lagt blyanten på bordet, inden jeg har talt til 10!«
Gayle Arendt svinger med kuglepennen, som var det en dirigentstav.
»One…two…three…«
De sidste firkantede felter bliver febrilsk fyldt ud.
»Four…five….«
De dygtigste sidder tilbagelænet og venter.
»Six…«
Og kigger overlegent på de febrilske elever.
»Seven…. eight….nine…«
Andre sidder bare og kigger ud i luften. De har opgivet at blive færdige.
»Ten!«
Den yderste på hver række samler papirarkene ind. De mest ærgerrige, som har sat bøger op som værn mod nysgerrige naboblikke, lægger dem ned igen.
Hver mandag er der matematikprøve for sjetteklasserne på Benjamin Franklin Elementary School i Riverside. Om tirsdagen er der diktat. Om onsdagen er der grammatikprøver. Om torsdagen er der prøver i naturfag, og om fredagen er der all sorts of tests, forklarer Makenna Demicco.
I am sick of tests, udbryder hun. Makenna ligger ofte søvnløs og ligger og gruer før de store prøver, fordi hun er bange for at skuffe sine forældre, læreren og sig selv. »Det er vigtigt at få gode karakterer, for så kommer jeg ind på et godt universitet,« siger den 11-årige pige. »But testing seems like it takes forever.«
»This is ’War on Education’,« siger lærerinden Gayle Arendt. Hun har arbejdet som skolelærerinde i 30 år. »Regeringen tror, at børn er maskiner, som kan programmeres til at blive lærdomsrige borgere. Programmeringen hedder terperi.
Stridens kerne er reformen ’No child left behind’. Programmet indebærer regelmæssige test i skolen. Hvis eleverne ikke gør det godt nok til de nationale prøver, får skolen en økonomisk straf. Hvis de dårlige resultater gentager sig, kan skolen blive lukket. Målet med reformen er at tvinge alle eleverne til at terpe, så de kan bestå eksamen.
USA’s største lærerorganisation, National Education Association, der har 2,7 millioner medlemmer, protesterer. NEA mener, at niveauet er lagt så højt, at tusindvis af offentlige skoler vil blive stemplet som ’mislykkede’, og står i fare for at blive lukket. På den måde vil eleverne blive skubbet ud af de offentlige skoler og over i de private.
Da lærerne tog til genmæle, kaldte undervisningsminister Roderick Paige NEA for en ’terroristorganisation’. Få timer senere trak han udtalelsen tilbage, men den skriftlige redegørelse var næsten lige så provokerende. Paige sagde, at han havde brugt »et upassende ordvalg for at beskrive lærerforeningens skræmmekampagne i deres modstand mod den historiske uddannelsesreform.« NEA’s præsident, Rog Weaver, svarede resigneret:
»Det er moralsk forkasteligt, at sammenligne dem, som underviser de amerikanske børn med terrorister. Men vi har vænnet os til retorikken, der er vendt mod alle dem, som udfordrer regeringens syn på verden.«
»Her i USA fører vi krig mod alt, war on terror, war on cancer, war on aids, war on poverty. Nu har man rettet søgelyset mod uddannelsesområdet. Det virker som om denne regering ikke længere vil have et offentligt uddannelsessystem,« sukker Gayle Arendt.
Børn og uddannelse som tema er tvunget i baggrunden i en valgkamp, som domineres af krigen i Irak, kampen mod terrorismen og skattespørgsmål. John Kerry, som først støttede ’No child left behind’, stempler den nu som one size fits all-politik, hvor skolerne bliver testfabrikker, og eleverne ikke lærer andet end at svare rigtigt på spørgsmål. Kerry lover en ekstra bevilling på 200 milliarder dollar til skolerne, hvis han bliver valgt. Milliarderne skal tages fra de skattelettelser, som Bush har givet folk med en indtægt på over 200.000 dollar.

Slik som belønning
Ni ud af 10 amerikanske børn går på en offentlig skole. Skolerne bliver finansieret lokalt, og standarden varierer afhængig af, hvor man bor. Benjamin Franklin ligger i et middelklasse kvarter. Alligevel er der 35 elever pr. klasse, og hvis skolen skal have ekstraudstyr, må forældrene selv købe det.
For at samle penge ind til skolen sælger Gayle Arendt bolcher i frikvartererne. På et bord bagest i klasseværelset flokkes eleverne om en papkasse og rækker krøllede dollarsedler frem mod lærerinden. De får en pose eller to med lækkerier. Gayle køber engros og sælger de små pakker for en halv dollar. »Overskuddet går til klassen,« forklarer hun. »Til farveblyanter, disketter til computeren, bøger,« siger lærerinden, mens børnene sidder og gnasker chips. Og for at sikre at klasseværelset aldrig mangler kridt.
Gayle bruger også slikket som belønning. Hver morgen skriver eleverne en quick-write. ’Det, som jeg husker fra den 11. september 2001’ er dagens quickie. Stopuret sættes på 15 minutter. Når den ringer, skal eleverne tælle, hvor mange ord de har skrevet. Gayle laver en tabel på tavlen. »Hvor mange skrev mere end 250 ord,« spørger hun. 10 hænder rækkes i vejret. »Hvor mange skrev over 200 ord?« Der kommer flere hænder op. »Hvor mange skrev mellem 150 og 200 ord? Under hundrede?«
En tabel tager form og den sammenlignes med tabellen fra dagen før. Så går Gayle rundt med en krukke med karameller. Det er til dem, som skrev mere end 250 ord.
Victoria Lopez fjerner glad sit papir. Hun får groft sagt både søde karameller og gode karakterer.
»Jeg vil gerne gøre det godt, så jeg kan gøre karriere, og ikke stå og hænge ud på Burger King. Jeg må sørge for at komme ind på et godt universitet,« siger den 10-årige pige.
»I want to make top dollar amount of money,« siger veninden.
»Hvis man skal have succes, skal man score A til prøverne,« forklarer Dante Garafalo fra sjette klasse.
»Flot navn,« siger jeg.
»Thanks, jeg er opkaldt efter en italiensk maler,« svarer Dante.

Spansktalende diskrimineres
Cesar Chavez ligner en ung Salvador Dali. Han bevæger sig smidigt, når han går, og tysser på klassen med sit dybe, mørke blik. I matematiktimen beder Cesar eleverne om at lukke øjnene. Når alle sidder med lukkede øjne, og der er helt stille, hvisker Cesar med sin sødmefyldte stemme:
»Tag alle dagene i juni.«
Han tager en pause og fortsætter næsten suggestivt:
»Gang dem med to. Gang så tallet med tre.«
»Ha,« er der en som stønner.
»Træk 100 fra«
En dreng kigger flygtigt til siden, før han lukker sine øjne igen.
»Hvisk svaret til din nabo«
Man kan høre en lav summen.
»Hvor mange hørte tallet 80?«
Der hænger en stemning af poesi i luften, da børnene tager bøgerne frem og timen begynder.
Alcott Elemantary stræber i højere grad end Benjamin Franklin efter at klare kravene. Det er et fattigere kvarter, og mange af eleverne har engelsk som deres andet sprog. Fire ud af 10 elever er hovedsageligt spansktalende. De skal klare prøverne på lige fod med de andre. Hvis eleverne er kommet til USA for nylig, slipper skolen for at tage resultatet med det første år. Derefter skal det med, og det er noget, som sænker gennemsnittet og dermed skolens omdømme. I USA påvirkes bl.a. boligpriserne af niveauet på den lokale skole.
Coachella skolen i det sydlige Californien har anlagt sag mod staten i protest mod ’No child left behind’. Et stort flertal af børnene er nytilflyttere fra Mexico, og har ikke bestået årsprøverne. Coachella står dermed i fare for at blive lukket, og lærerne til at miste deres arbejde. Skolen mener, at reformen er diskriminerende over for de ikke-engelsk sprogede elever.
I Cesars klasse er de fleste af eleverne spansktalende. 10 af dem er så dårlige, at de tihører kategorien ’engelsk som andetsprog’. I læsetimerne tager Cesar dem til side for at øve vokabularet med dem. Han bruger billeder og viser et, hvor der er et stort træ med frugter på og en dyrket mark. Cesar peger, børnene svarer. »Hvad betyder harvest?« »Celebration,« er der en, som svarer.
»Dinner,« foreslår en anden.
»To eat,« prøver en tredje.
»To collect,« svarer en pige til sidst.
Cesar er frustreret over behandlingen af den spansktalende befolkning.
»Vi kaldes for immigranter. Som om vi er andenklasses borgere. California is occupied Mexico! Min oldemor var en lille pige, da Californien blev annekteret af USA. I 1846. Under trusler om krig blev aftalen underskrevet af den mexicanske præsident, som fik ’one dollar an acre’! Sådan blev Californien med et pennestrøg nordamerikansk. Men det lærer børnene ikke i skolen. Det må jeg fortælle dem!«
Han spørger eleverne i den lille gruppe.
»Er i amerikanere eller mexicanere?«
Ingen svarer.
Dali-øjnene kaster sit blik på hver enkelt bordet rundt.
»Begge dele,« siger en dreng tøvende.
»Mexicansk, når vi spiser mad,« siger en pige.
Salvador Dali ler.
Men årsprøverne gør ingen forskel på amerikanere og mexicanere. De stiller alle lige, og alle bliver bedømt efter den samme målestok. No child left behind.
»But many children left out,« siger Susan Daniels, som evaluerer reformen for California State University. »Der bliver ikke taget hensyn til elever med specielle behov. Alt bliver bedømt i forhold til de resultater, som kan måles. Den store fokus på prøverne har skubbet andre fag ud. Kunst og kulturfag er næsten forsvundet,« siger Daniels. Historie er ikke et testfag og bliver derfor ofte nedprioriteret af eleverne.
»Skolerne ser bort fra de fag, som de ikke kan måles i,« forklarer forskeren.
»Det samme gør lærerne. En lærer, som er usikker på sin stilling, vil gøre alt for at eleverne skal score høje karakterer og indretter sin undervisning derefter. Lærdom bliver en liste, man kan tjekke af. En liste som kan terpes. En lærer bliver målt og vejet ud fra elevernes resultater, og han/hun prioriterer derfor at hjælpe eleverne med at få gode karakterer. Det kan give resultater på kort sigt. Når eleverne har haft kopier af årsprøver hver eneste uge, vil de sandsynligvis klare eksamen bedre, fordi de kender proceduren. Men på langt sigt lærer de mindre, for undervisningen har ikke noget med det virkelige liv at gøre. Eleverne bliver til en generation af testtakers.«

Forskellige forudsætninger
Shafiq Jennings boltrer sig på den anden side af skolegården, mens Victoria og Dante fortæller om karriereplanerne.
Shafiq får hverken karameller eller gode karakterer. Under skriveprøven taber han blyanten på gulvet. Tager den op igen. Spidser den. Skriver nogle ord. Tager en slurk vand ved vandhanen. Tørrer hænderne
af i et papirhåndklæde. Skriver lidt til. Retter på sit tøj, prøver på at starte en samtale med sidemanden. Da stopuret ringer, har han skrevet 30 ord.
»Jeg bliver som regel ikke færdig, men begynder at tænke på andre ting,« siger han og tager nogle dansetrin og en headspin.
»Jeg vil til Hollywood,« griner han. »Blive en berømt danser.«
»Der er stor forskel i 6.-klasser-ne. Nogle læser som en syvårige, andre som en på 16,« siger Susan Daniels.
Shafiq tilhører den første gruppe. Da klassen tager på biblioteket for at vælge en bog, låner han Peter Pedal, en billedbog om aben Peter.
»Det er så svært at huske alt,« siger Shafiq om sine dårlige karakterer. Men han kan alle rap-teksterne til Missy Elliott udenad. Og han er skolens bedste danser.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu